Forsvarets største fagforening
Centralforeningen for stampersonel

Civiluddannelse (CU)

Planlæg din civiluddannelse

Planlæg din civiluddannelse

Er du ansat på K-35 kortidskontrakt, optjener du ret til en civil uddannelse (CU). Du kan bruge din CU, når du skal forberede et liv uden for forsvaret eller forbedre mulighederne for et job i forsvaret. Mens du går på CU får du stadig din løn og dit militærtillæg, ligesom der fortsat indbetales på din pensionsopsparing.

Mange af vores kolleger som er ansat på kortidskontrakt, forlader forsvaret enten før eller ved det 35. år. Det kan der være mange grunde til.

Nogle ønsker måske et civilt job; men det kan også være, fordi der ikke er mulighed for langtidsansættelse. I begge situationer er civiluddannelse en enestående mulighed for at starte på eller få en hel uddannelse med i bagagen, mens du stadig får din løn fra forsvaret.
 
Civiluddannelse er en væsentlig del af din K-35 ansættelse og du bør derfor ikke snyde dig selv for denne mulighed. Efter 33 måneders ansættelse optjener du ret til 1 uges civiluddannelse, hver måned du er ansat. Du kan kun afvikle CU på en K-35 korttidskontrakt.

Planlægning er nøgleordet
Som i mange andre sammenhænge er planlægning også et nøgleord, når vi taler om CU. Derfor har forsvaret udarbejdet en vejledning der beskriver, at CU bør varsles med en vis periode, afhængig af CU periodens længde.

Hovedreglen er, at korttids-CU – mindre end tre måneder - skal varsles tre måneder i forvejen, mens langtids-CU - mere end tre måneder - varsles med 12 måneder.  Vil du være sikker på en nem og smertefri overgang til CU, anbefaler CS, at du imødekommer forsvarets ønske om varsel.

Du indgår med sikkerhed som en vigtig del af din myndigheds planlægning, så hvis du venter til sidste øjeblik, kan det give dig unødvendige problemer. Går du med tanker om CU, anbefaler CS, at du tager en samtale med din chef og fortæller ham om den periode, hvor du forventer at være på CU. Det anbefaler vi også, selvom du på det pågældende tidspunkt endnu ikke er optaget på den ønskede uddannelse.

Hvis du af den ene eller anden grund ikke har varslet CU, vil det altid bero på en konkret vurdering, om du kan komme af sted på det tidspunkt, du ønsker. Du kan altså gøre dig selv en tjeneste ved at planlægge afviklingen af din optjente civiluddannelse i god tid.

Der kan selvfølgelig opstå en situation, hvor forsvaret har bedt dig udføre en speciel opgave, som betyder at du ikke kan nå at afvikle din CU, inden din kontrakt udløber. Du kan måske have taget en ekstra udsendelse i international tjeneste. I situationer som denne, vil forsvaret som regel forlænge dit ansættelsesforhold, så du kan nå at afvikle din CU. Men du skal selv være opmærksom på det, og det er meget vigtigt, at en forlængelse af dit ansættelsesforhold er aftalt med din arbejdsgiver, inden du påtager dig en speciel opgave.

Du skal være opmærksom på, at du også optjener ret til civiluddannelse, mens du afvikler civiluddannelser. Så hvis du har ret til to års uddannelse (et studieår er normalt 40 uger) vil du efter endt uddannelse have optjent yderligere 20 ugers civiluddannelse.

CU kan ikke veksles
Der er ikke nogen form for økonomisk kompensation, hvis du ikke anvender din ret til CU. Optjent civiluddannelse der ikke er anvendt, bortfalder ved ophør af kontrakt eller ved overgang til langtidsansættelse. Bortfald af CU sker også, hvis du starter på officersuddannelsen. Der er ingen mulighed for at få CU tilbage, også selvom du ikke gennemfører officersuddannelsen.

Vi gentager lige: Der er ingen økonomisk kompensation for optjent civiluddannelse, som du ikke får afviklet!

Forbered dig på uddannelse
Når du planlægger din civile uddannelse, bør du undersøge, om de kompetencer du har tilegnet dig i forsvaret, kan anvendes i forbindelse med den uddannelse, du ønsker.

En god måde at starten den proces er, at du gennemgår en kompetenceafklaring. Her får du et godt overblik over dine kompetencer. Du har med garanti flere kompetencer, end du tænker over til dagligt. En kompetenceafklaring vil give dig et billede af de muligheder du har, både i nuværende job, men også i forhold til et nyt og måske meget anderledes job.

Mange uddannelser har et formelt adgangskrav, og en kompetenceafklaring kan måske give dig adgang, også selvom du ikke opfylder de formelle krav. Du vil måske endda kunne få merit for noget af uddannelsen og dermed et kortere uddannelsesforløb.

Det er den uddannelsesinstitution, som udbyder den uddannelse du vælger, der kan gennemføre en kompetenceafklaring.

Job- og uddannelsesrådgiveren
Det er job- og uddannelsesrådgiveren der forestår den praktiske del af CU. Det konkrete indhold, studieperioder m.v. planlægges således sammen med rådgiveren. Du skal selv tage kontakt til rådgiveren.

Du kan kontakte rådgiveren på tlf.: 72 16 34 00 eller sende en mail (internet)til VETC-MYN@mil.dk.

Du kan også finde informationer på forsvarets hjemmeside