Forsvarets største fagforening
Centralforeningen for stampersonel

Individuel Kompetencevurdering

En vurdering af dine kompetencer kan være relevant, når du skal dokumentere det, du allerede kan. For eksempel hvis du søger uddannelse eller nyt job.

Voksenuddannelsescentrene (VUC) har pligt til at tilbyde individuel kompetencevurdering (realkompetencevurdering).

Formålet er at give ansøgerne et formelt bevis på hvad de kan og har lært gennem deres samlede kvalifikationer, viden, færdigheder og kompetencer.

Du kan få en individuel kompetencevurdering uden samtidig at ansøge om optagelse og alene med henblik på udstedelse af kompetencebevis.

Læs historien om Anders der blev faglært på seks uger

Sådan foregår kompetencevurderingen

Vurderingen kan for eksempel bygge på ansøgerens dokumentation fra tidligere uddannelse eller viden og færdigheder opnået i arbejds- og fritidslivet. Derudover kan VUC anvende forskellige metoder til afklaring af de reelle kompetencer. Det kan for eksempel være interview, test eller løsning af konkrete faglige opgaver.

Hvis ansøgerens kompetencer vurderes til helt eller delvist at kunne ligestilles med målene for VUC-fag på niveau med almen voksenuddannelse og almengymnasiale uddannelser, udstedes et bevis for enten et helt fag eller dele af et fag.

IKV i forhold til fag i almen voksenuddannelse og i de almengymnasiale uddannelser kan føre til, at du får et:

  • Kompetencebevis for dele af et fag

  • Kompetencebevis for et helt fag.

Hvad er fordelene?

Med dokumentation for IKV i hånden har du flere fordele:

  • Kompetencebevis for dele af et fag kan betyde, at der i en efterfølgende uddannelse efter en konkret vurdering kan gives merit for de kompetencer, du allerede har modtaget bevis for. Det betyder, at du vil kunne få reduceret din uddannelsestid eller få et særligt tilpasset undervisningsforløb.

  • Kompetencebevis for et helt fag vil som hovedregel være ligestillet med et enkeltfagsbevis.

  • Du kan bruge dine kompetencebeviser, hvis du søger en voksen- og efteruddannelse fx uddannelse til faglært.

  • Du kan bruge beviserne til at dokumentere, hvad du kan, når du søger nyt job.

Som hovedregel vil et kompetencebevis for et helt fag fra den gymnasiale fagrække kunne medføre krav om fuld merit for faget. Dette gælder ved en efterfølgende optagelse på en gymnasial uddannelse og ved udstedelse af bevis for en gymnasial eksamen sammenstykket af enkeltfag.

Kompetencebeviset vil også være gyldigt ved ansøgning om optagelse til videregående uddannelse.

Min Kompetencemappe

Du kan også bruge hjemmesiden Min Kompetencemappe, hvis du ønsker at få overblik over, hvad du kan og har lært via din uddannelse, dit job og dit fritidsliv.