Hjem Centralforeningen for stampersonel

Flyene er klar – men der skal være slutdato

Fredag forventes politikerne at blive enige om, at de danske kampfly igen udsendes til at bekæmpe ISIL. Personellet vil være klar til opgaven, men mandatet skal også indeholde en dato for hjemtagelse, siger CS formand

Torsdag 03/03 2016 - Flyvevåbnet - Int. missioner - NATO | Af Kenneth Skov Jensen

Når Udenrigspolitisk Nævn fredag d. 4. marts sætter sig sammen på Christiansborg, er forventningen, at politikerne bliver enige om at udsende de danske kampfly igen.

Flyene skal lige som sidst indsættes i kampen mod ISIL (Islamisk Stat), men hvor bombningerne sidst var begrænset til Irak, er forventningen denne gang at mandatet udvides til også at omfatte operationer i Syrien.

Vi er klar
DR Nyheder interviewede torsdag CS formand Jesper K. Hansen om den mulige udsendelse, og her lød meldingen, at støttepersonellet vil være klar til at løse opgaven.

- Vores medlemmer er klar til at tage af sted igen, siger CS formand Jesper K. Hansen i indslaget i TV Avisen 18.30.

Men der skal være bagkant
CS formanden uddyber, at selvom støttepersonellet naturligvis står klar til opgaven, så skal der være en bagkant på missionen. 

- Jeg forventer, at politikerne sender vores medlemmer af sted med en bevidsthed om, at de også kommer hjem igen på en bestemt dato, så de ved, hvad de kan vente sig, siger Jesper K. Hansen.

For hverken flyvevåbnet eller forsvaret generelt har i dag dybden til at være udsendt i lange perioder, fordi opgaverne er for mange til for få ansatte.

- Der mangler jo altså stadig omkring 65 mand blandt flymekanikerne og det øvrige støttepersonel i Fighter Wing Skrydstrup, så de kan ikke være af sted uden bagkant, for det er der bare ikke folk til. Manglen på kolleger er den store udfordring i hele forsvaret, tilføjer han.

Indtil oktober sidste år bidrog flyvevåbnet med syv F-16 kampfly, hvor de med udgangspunkt i Al Jaber Air Base i Kuwait gennem et år fløj 547 missioner og smed 503 bomber over Irak.

Dengang ønskede politikerne at forlænge missionen, men både støttepersonel og piloter sagde fra, fordi mandskabet var slidt op.

Læs om den historie her: Missionen i Kuwait skal ikke forlænges

Også specialstyrker?
Ifølge flere medier er det ikke kun kampflyene, der skal udsendes og eventuelt kæmpe i Syrien. Udenrigspolitisk Nævn skal også diskutere en eventuel indsættelse af danske specialstyrker på landjorden i Syrien.

CS følger op på sagen, når politikerne samles på Christiansborg fredag.