Hjem Centralforeningen for stampersonel

Aprilsnar: Forsvaret vil nu kun ansætte officerer

Forsvarsministeriet har meddelt, at der fremover kun vil blive ansat officerer i forsvaret. Alle forsvarets opgaver kan løses af en officer, som desuden er meget bedre til at måle og beregne i Excel, som jo er forsvarets kerneopgave, lyder begrundelsen

Fredag 01/04 2016 - CS | Af CS Bladet

DETTE ER CS BLADETS APRILSNAR 2016

Forsvaret går nu væk fra det forældede rangsystem med konstabler, sergenter og officerer. Fra 1. april 2016 vil der kun blive ansat officerer, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse 1. april.

- Alle opgaver en konstabel eller sergent løser, kan også løses af en officer, lyder det i pressemeddelelsen.

Samtidig vil alle officerer få rang af major med undtagelse af forsvarschefen, der fremover tituleres Generaldirektør. Forsvarschefen bekræfter den nye praksis i et opslag på Twitter.

Baggrunden for beslutningen skal findes i en erkendelse af, at forsvaret har brug for særligt Lean-orienterede medarbejdere for at løse de opgaver, den moderne tid stiller til forsvaret.

Både departementet og Forsvarsministeriets Personalestyrelse har derfor erkendt, at officerer er vejen frem.

- De er bare bedre til at arbejde i Excel, projektstyre, budgetstyre, rapportere og lave Power Points, udtaler viceforsvarschef Ludvig Petersen.

Beslutningen underbygges af det arbejde, der er lavet i Task Force HR som har understreget, at personale med det teoretiske fundament i orden fungerer bedre og er gladere medarbejdere i en matrixorganisation, som det moderne forsvar.

For at beregne det nødvendige antal officerer til forsvarets nye struktur, har ministeriet bedt konsulentvirksomheden McKinsey om at udarbejde en analyse.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse forventer dog ikke, at analysearbejdet og den efterfølgende implementering vil medføre afskedigelser.

- Jeg har endnu til gode at opleve, at en enhed i forsvaret har haft for mange officerer, og jeg er sikker på, at der også denne gang bliver brug for alle dem, vi har. Hvordan skal forsvaret ellers kunne løse den operative opgave, siger Ludvig Petersen.

McKinsey vil over de næste seks måneder gennemføre strukturanalysen i forsvaret. Et arbejde der forventes at koste 300 mio. kr. Pengene skal hentes inden for forsvaret eksisterende ramme.

- Den slags arbejde koster, sådan er det. Men derefter vil vi også have et forsvar der kan løse alle opgaver i det fulde spektrum af projektstyring og afrapportering af måltal opad i systemet, siger Ludvig Petersen.

DETTE ER CS APRILSNAR 2016.