Hjem Centralforeningen for stampersonel

Depression efter udsendelse optages som erhvervssygdom

Det er nu muligt at få det anerkendt som arbejdsskade, hvis man får en depression efter ”exceptionelle belastninger under krigsdeltagelse”. Den nye praksis kan komme mange skadede veteraner til gode, mener CS

Onsdag 17/08 2016 - Arbejdssager - Int. missioner - Sundhed | Af Kenneth Skov Jensen

Det har hidtil været en vanskelig proces at få behandlet en sag om depression og få det anerkendt som arbejdsskade som følge af en udsendelse.

Fremover bliver det lettere, da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) har optaget depression efter exceptionelle belastninger under krigsdeltagelse på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Depression kunne tidligere kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, men kan nu anerkendes direkte af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det betyder, at har man været udsat for svære belastninger og kan det herefter dokumenteres, at man har fået en depression inden for tre måneder efter, så kan sygdommen anerkendes.

Den nye praksis er en god nyhed, fortæller jurist i CS Mette Lind-Hansen.

- Det kan komme mange skadede veteraner til gode, som har det svært efter en udsendelse, men som ikke har PTSD eller har kunnet få en depression anerkendt som arbejdsskade. Det her giver nogle nye muligheder for, at den enkelte kan komme videre og i sidste ende blive raskmeldt igen, siger jurist i CS Mette Lind-Hansen.

Den nye praksis kommer til at fremgå i vejledningen om erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 og af bekendtgørelserne over erhvervssygdomme gældende for sager anmeldt før og efter 1. januar 2005.

Læs mere på Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings hjemmeside. 

Har du spørgsmål til den nye praksis, er du velkommen til at kontakte Mette Lind-Hansen på mlh@cs.dk