Hjem Centralforeningen for stampersonel

ABSALON skal fjerne kemiske stoffer i Libyen

Et enigt Folketing sender Søværnet på mission efter kemiske våbenrester i Libyen. Mens politikerne glæder sig over, at Danmark igen bidrager hurtigt og effektivt, minder CS formand om, at forsvarets parathed har sin pris

Onsdag 17/08 2016 - Int. missioner - Søværnet | Af Kenneth Skov Jensen

Helt som ventet er Folketingets partier blevet enige om, at Søværnet får til opgave at sejle kemiske våbenrester ud af Libyen.

Den endelige beslutning skal tages fredag, men allerede i dag skal det fleksible støtteskib ABSALON være klar til at sejle fra Danmark.

- Det er altid positivt med opgaver til forsvarets enheder. Det her er en god og vigtig opgave, der endnu engang understreger, at der hele tiden er behov for forsvarets kapaciteter, siger CS formand Jesper K. Hansen.

CS formanden bider mærke i, at skibet allerede senere i dag vil være klar til at sejle mod Libyen, og han minder politikerne om, at der faktisk ikke er penge til den slags parathed i det nuværende forsvarsforlig.

- Endnu engang slipper forsvarets ansatte, hvad de har i hænderne, og tager på mission med kort varsel. Det er en evne, politikerne sætter pris på, men de skal bare huske, at den evne koster mange ressourcer, og at de ressourcer faktisk ikke slår til i det nuværende forsvarsforlig. Jeg håber, at politikerne husker, hvor effektivt og hurtigt forsvaret altid står klar, og at de er villige til at betale regningen for det, siger Jesper K. Hansen med henvisning til det næste forsvarsforlig, der skal træde i kraft i 2017.

Den eneste måde, forsvaret får enderne til at mødes på, er gennem massivt merarbejde og et alt for højt aktivitetsniveau. Det på trods af Forsvarschef Peter Bartrams iværksættelse af de såkaldte aktivitetsdæmpende initiativer.

ABSALON var oprindeligt ved at gøre klar til at tilgå den stående NATO-styrke i Middelhavet til september, men med opgaven i Libyen må besætningen tage af sted noget tidligere end planlagt.

Dog skulle problemer med skibets kanon løses, før ABSALON kan sejle fra Frederikshavn. 

Med Folketingets beslutning kommer Danmark til at tage lederskab på den maritime del af operationen med bidrag fra forsvaret, Beredskabsstyrelsen og SKAT.

Søværnets bidrag bliver udover støtteskibet og dets besætning på 120 personer en maritim helikopter, en føringsstab på cirka 20 personer og en række støtteelementer med op til cirka 90 personer. Forsvaret skal ledsage det civile fragtskib, der kommer til at stå for selve transporten af de kemiske stoffer ud af Libyen.

Bidraget skal allerede sejle fra Danmark i dag, men selve opgaveløsningen kan første begynde, når forslaget er endeligt vedtaget.