Hjem Centralforeningen for stampersonel

Lad os sige tingene, som de er

Leder blad 2, 2016: Årsagen til utilfredsheden er, at forsvaret skulle spare 2,7 mia. kr. samtidig med, at hele organisationen blev fundamentalt forandret.

Lørdag 02/04 2016 - CS | Af CS formand Jesper K. Hansen

Tilfredsheden blandt medarbejderne i forsvaret har i alt for lang tid været for lav. Og den var fortsat faldende, sidst den blev målt. Problemet skal løses, og det er der heldigvis bred enighed om.

Fra ledelsen bliver forsvarets ansatte i øjeblikket mødt med at hav af indsatser, som skal klarlægge årsagerne til utilfredsheden i et håb om at vende udviklingen. Der er HR-strategier, HR-målinger og Task Force HR. Forsvarschefen har været rundt på tjenestestederne og tale med medarbejderne, og USAM (Underudvalget vedr. samarbejdsordningen) har drøftet udfordringerne med fastholdelse og rekruttering med samarbejdsudvalgene.

Selvom de mange tiltag er søsat med gode intentioner, så peger ingen af dem på den egentlig årsag til utilfredsheden. Det hele bærer præg af panik og en jagt på hurtige løsninger.

For lad os nu bare sige tingene, som de er. Årsagen til utilfredsheden i forsvaret skal ikke findes lokalt. Det er ikke ude på tjenestestederne, at problemet er skabt.

Årsagen til utilfredsheden er, at forsvaret skulle spare 2,7 mia. kr. samtidig med, at hele organisationen blev fundamentalt forandret. Så enkelt er det. Derfor må tiltagene heller ikke – af politiske hensyn – ende med at frikende besparelserne og HR strategien for at pege på ”lokale” problemer og udfordringer.

Forsvarets medarbejdere er vant til forandringer, men de fortjener at høre tingene, som de er. De fortjener ærlighed. Ja, tingene har ændret sig. Ja, der er opgaver, som i dag ikke kan løses mere, fordi der ikke er økonomi, folk eller materiel til det. Ja, det er hårdt, og ja, det vil tage tid, før der er ro i organisationen igen.

Man kan ikke spare 15 pct. af budgettet i en virksomhed, uden at det får konsekvenser. Slet ikke når man samtidig gennemfører en så omfattende forandring. Forsvaret har været gennem en enorm transformation på grund af de to sammenfaldende politiske ordrer. Det vil sende rystelser gennem organisationen, og det kræver tid at komme over.

Den åbne erkendelse har manglet, og medarbejderne er i stedet spist af med en forblændet forestilling om, at det hele kunne ordnes, uden at besparelserne gik ud over den operative evne. Ambitionsniveauet er fastholdt, fordi forsvaret ikke har forholdt sig tilstrækkeligt kritisk til politikernes forventninger. Det har efterladt forsvaret uden sammenhæng mellem mål og midler.

Når man som medarbejder oplever sin øverste ledelse så meget ude af takt med sin egen oplevelse af hverdagen, så forsvinder tilliden også. Og uden den forsvinder forståelsen for hele projektet. Det er medarbejderne, der betaler prisen, når ambitionsniveauet er for højt til ressourcerne.

Medarbejderne fortjener at blive mødt i øjenhøjde. Forsvaret er en moderne arbejdsplads, og den tid er slut, hvor medarbejderne bare sagde ”javel” til alt. Medarbejderinddragelse og forandringskommunikation er måske hurra-ord, men de virker.

Jeg erkender, at det er svært. Også for forsvarschefen, som har nogle særlige hensyn i forhold til det politiske niveau. Men den øverste ledelse må finde en balance mellem at være militære rådgivere for politikerne og chefer for 20.000 ansatte. Det troværdige ville være at sige tingene, som de er. Det er jo nok ikke sidste gang, vi skal igennem forandringer i forsvaret.