Hjem Centralforeningen for stampersonel

Hvor er pengene henne?

Leder blad 5, 2016: Det er absolut ikke min oplevelse, at aktivitetsniveauet falder i takt med, at ressourcer spares væk. Det gilde bliver lige nu betalt af dem, der løber for stærkt for at løse den operative opgave

Lørdag 15/10 2016 - CS | Af CS formand Jesper K. Hansen

Siden Forsvarsforliget og HR-strategien blev indført, har vi igen og igen fået at vide, at det nu er forsvarets opgave, der er afgørende for økonomien. Ikke omvendt. Derfor undrer det mig, når mine tillidsrepræsentanter igen og igen siger, at der mangler folk i en grad, så det går ud over opgaveløsningen. Noget må være galt.

På CS’ konference talte vi om det igen. Fra stort set alle tillidsrepræsentanter hører jeg samme nedslående melding: Der mangler folk til at løse den operative opgave. Jeg hører også, at det kun bliver værre ifølge prognoserne rundt om i værnene. Samtidig hører jeg fra cheferne, nærmest pr. automatik, at lønsummen er brugt. Der er efter sigende ikke flere penge derude at rekruttere og fastholde for. Så må jeg jo spørge; Hvor er pengene henne?

Jeg ser to muligheder. Er der ikke lønsum nok, får cheferne enten uddelt for lille lønsum, eller også bruger de pengene uhensigtsmæssigt eller direkte forkert.

Hvis det er fordi, cheferne får tildelt en lønsum, der faktisk er for lille, så er det et udtryk for, at økonomistyringen i forsvaret er så top-down, at de enkelte niveau-III chefer i virkeligheden slet intet råderum har og kun kan sige ”desværre, lønsummen er brugt”. I så fald ligger problemet højere oppe i kæden. Det kan være på stabsniveau, på styrelsesniveau i VFK, eller måske oppe på koncernniveau.

I så fald er det ikke forsvarets konkrete opgaver, der er styrende for lønsummen, men benhård økonomistyring, der dikterer lønsummen ud fra et blindt håb om, at opgaven bliver løst alligevel.

Den anden mulighed er, at forsvaret og cheferne faktisk har penge, men prioriterer dem på en måde, der ikke gavner derude, hvor opgaven faktisk løses. At der ikke er penge til nye kolleger, fordi lønsummen bindes til at rekruttere bestemte grupper af medarbejdere. Det fører til en diskussion af, hvordan lønsummen anvendes. Den diskussion tager jeg hellere end gerne.

Virkeligheden er i hvert fald, at mine tillidsrepræsentanter melder om markant mangel på folk. Jeg kan også se, at forsvaret konsekvent skylder et trecifret millionbeløb i merarbejde. Forsvarsministeriet er også det område i staten med det højeste forbrug af variable ydelser pr. årsværk. Altså er Forsvarsministeriet det sted, hvor medarbejdernes tid oftest købes ud over norm. Brugen af variable ydelser og den konstante pukkel merarbejde viser tydeligt, at forsvaret planlægger på merarbejde hvert år.

Det er derfor, jeg som formand for CS bliver ved med at tale om mål og midler. Er sandheden, at der ikke er flere penge, og der heller ikke kommer det, må forsvaret indrette sig efter det. Så går vi til chefen og beder ham indrette sin arbejdsplads efter de ressourcer, der er til rådighed og ikke planlægge på merarbejde for at nå opgaverne. Er sandheden i stedet, at pengene er der, men bliver prioriteret andre steder hen, så må prioriteringen laves om, fordi den i dag skader den operative opgaveløsning.

De aktivitetsdæmpende tiltag, der er sat i værk, er ikke nok til at løse problemet. Det er absolut ikke min oplevelse, at aktivitetsniveauet falder i takt med, at ressourcer spares væk. Det gilde skal betales, og det bliver lige nu betalt af dem, der løber for stærkt for at løse den operative opgave, mens de får at vide, at lønsummen desværre er brugt.