Forsvarets største fagforening
Centralforeningen for stampersonel

Noget er værd at kæmpe for - Det gælder også de ansatte

Leder blad 6, 2016: Når noget er værd at kæmpe for, så gælder det også de ansatte. For jeg er overbevist om, at forsvarets ansatte trænger til mere end ord

Onsdag 14/12 2016 - CS | Af CS formand Jesper K. Hansen

Når du læser denne leder, er vi snart på vej ind i et nyt år. 2017 bliver på mange måder noget nyt. Med udnævnelsen af Bjørn Bisserup får vi ny Forsvarschef, vi har fået en ny Forsvarsminister (igen), og på Christiansborg skal politikerne forhandle et nyt forlig.

Det betyder også, at der er mulighed for at starte på en frisk på flere områder i forsvaret. Det har forsvaret selv iværksat med den nye kernefortælling, som både skal minde os ansatte og resten af Danmark om, at vi er nogle, der er i forsvaret, fordi noget er værd at kæmpe for, som kernefortællingen fremhæver.

Jeg mener, det er positivt med en opdateret fortælling. Der er brug for positive tiltag i forsvaret, så vi kan vende negative HR-målinger og stoppe gode kollegers flugt ud af forsvaret.

Men det er samtidig også vigtigt for mig at sige, at når noget er værd at kæmpe for, så gælder det også de ansatte. For jeg er overbevist om, at forsvarets ansatte trænger til mere end ord. De vil se handling.

Jeg vil se handling.

Vi kan kun vende medarbejdertilfredsheden og fastholde vores kolleger, hvis forsvaret aktivt bliver en bedre arbejdsplads igen. Det kræver, at forsvaret og den øverste ledelse er i stand til at sætte handling bag ordene, når de siger, at noget er værd at kæmpe for.

Så nytter det ikke, at medarbejderne mødes med begreber som ”low performers”, der udstiller offentligt ansatte som dovne og ineffektive, som offentlige ledere ligefrem går til møder for at lære, hvordan de skiller sig af med. Det kan du læse mere om her i CS Bladet nr. 6.

Og det nytter heller ikke, at der indledes en klapjagt på offentligt ansattes betalte frokostpause og kutymemæssige fridage, som vi hører, det sker i andre ministerier.

De to ting hænger ikke sammen, og de vil underminere arbejdsmiljøet og dermed medarbejdertilfredsheden i forsvaret yderligere.

Forsvaret har lavet en fin kernefortælling. Nu skal den følges op af handling.

Jeg ved godt, at de to forringelser ikke er født i forsvaret, men jeg håber, at dem på det rette niveau vil sætte foden ned og sige fra. Jeg vil gøre det samme og påvirke der, hvor jeg kan.

Fordi noget er værd at kæmpe for. Nemlig de ansatte.