Hjem Centralforeningen for stampersonel

Samråd: Ordfører foreslår genovervejelse af flotation

Forsvarsministeren var i slutningen af januar kaldt i samråd om manglende flotation på forsvarets nye Seahawk. Ministeren afviste problemer med sikkerheden, men lovede at følge med i australsk udviklingsprojekt

Fredag 27/01 2017 - Flyvevåbnet | Af Kenneth Skov Jensen

Den nye forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen måtte d. 26. januar 2017 svare på spørgsmål om den manglende flotation på forsvarets nye helikoptere MH-60R Seahawk. Her var ministeren kaldt i samråd af forsvarsordfører i SF Holger K. Nielsen, der kaldet det ”et stort problem” at helikopteren ikke har flotation.

- Det er selvfølgelig og at gribe i egen barm, da jeg selv var med til at beslutte anskaffelsen. Jeg mener ikke, vi diskuterede det (flotation red.) dengang, men vores pligt at rette det, hvis det er et problem, at der mangler flotation, sagde Holger K. Nielsen.

Forsvarsministeren gentog de forklaringer, forsvaret hele tiden har meldt ud i sagen; Nemlig at beslutningen om en helikopter uden flotation er en militærfaglige beslutning, at helikopter ikke er designet til flotation, men at kombinationen af udstyr, uddannelse og træning giver et højere sikkerhedsniveau end civilt.

- Vi negligerer under ingen omstændigheder de danske besætningers sikkerhed. Jeg er ikke enig i, at sikkerheden er dårligere på denne helikopter, lød det blandt andet fra Claus Hjort Frederiksen på samrådet.

Netop brugbarheden af de særlige danske tiltag som den eksterne redningsflåde samt det personlige redningsudstyr har ellers været kritiseret af tidligere besætningsmedlemmer og piloter, bl.a. i en artikelserie i Jyllands-Posten, ligesom der blandt dem, der kender til arbejdet på en sådan helikopter, som CS Bladet har talt med, heller ikke er den store tiltro til, at det overhovedet vil være muligt at anvende den eksterne redningsflåde i en nødsituation, fordi den vil forsvinde på havet.

Ordførerne blev dog enige om at følge nøje med i, hvad der foregår på den anden side af kloden i Australien. To dage før samrådet skrev netmedie olfi.dk, at den australske regering havde besluttet at investere i udviklingen af flotation til det australske forsvars helikoptere, der også er af versionen MH-60R Seahawk.

- I lyset af at Australien og den australske flåde følger et udviklingsprojekt, hægter vi os selvfølgelig på det og følger, hvordan det udvikler sig. Jeg vil bage sige, at hvis Danmark selv skulle udvikle det her system, så er vi for det første oppe i en meget langvarig proces, og for det andet er det i størrelsesordenen 300-400 mio. kr., som vi taler om, sagde Claus Hjorth Frederiksen.

Holger K. Nielsen var tilfreds med, at regeringen vil følge det australske udviklingsarbejde, men han prikkede også fortsat til ministeren, der gled af på store dele af kritikken som Holger K. Nielsen gav udtryk for.

- Jeg konstaterer bare, at sikkerheden er dårligere for militære besætninger end for civile flyvninger, sagde Holger K. Nielsen, da debatten handlede om, hvorvidt forsvaret var underlagt civile regler for helikopterflyvning over vand.

Det er nemlig ikke tilladt for civile erhvervshelikoptere at flyve over vand i mere end 10 minutter uden flotation monteret. Men forsvarsministeren afviste den kritik ved at sige, at forsvaret slet ikke er underlagt de civile regler.

Det er i modstrid med forsvarets generelle ambition om ”så vidt muligt at efterleve civile regler” på stort set alle andre områder.