Hjem Centralforeningen for stampersonel

Åbent brev til politikerne

Leder, CS Bladet 4

Kære politikere

Nu er vi igen ved de forventede politiske forhandlinger om forsvarsforliget frem mod 2022. Ja, egentlig kan man sige, at I har været i gang længe. Dels fordi I allerede er begyndt at kaste om jer med mere eller mindre realiserbare ideer og tanker til, hvordan et kommende forsvarsforlig kan se ud. Og dels fordi I har sat en analyse i gang på det operative område, hvor der ligger en skjult besparelse på ca. 1 mia. kroner årligt. Sjovt nok, lige den mia. kroner I mangler for at få indeværende forsvarsbudget i balance efter, at I har pålagt Forsvaret u-finansierede udgifter i indeværende forligsperiode.

Ingen klynk, sådan er det jo i et demokrati, men bare for lige at minde jer om, at de tal, I ser i de nålestribede regnedrenges Excel-ark, er rigtige mennesker af kød og blod - mennesker med familier, der skal forsørges - mennesker, der bekymrer sig om deres fremtid og ansættelse i Forsvaret.

Det er meget frustrerende at være soldat og sidde og vente i usikkerhed på forsvarsforlig og strukturelle ændringer, der med jævne mellemrum kaster Forsvaret i alle retninger. Ændringer, der aldrig når at bundfælle sig, før de næste kommer, og hvor fyringer, forflyttelser er mere reglen end undtagelsen. Vi er meget loyale, og I siger tit, at vi er både dygtige og professionelle og gør en forskel, men hvor er loyaliteten den anden vej – vi kan ikke se den hverken på arbejdspresset eller på vores lønseddel.

I virker virkelighedsfjerne, når HR-målinger falder negativt ud, og det er simpelthen svært ved at se sammenhængen i jeres politiske ageren, og de vilkår soldater/ansatte i Forsvaret bliver budt. Men der er en sammenhæng, og den bliver I nødt til at se i øjnene, så Forsvaret igen bliver en arbejdsplads, som både kan fastholde og rekruttere gode medarbejdere i fremtiden.

Når I taler om, at udbetalingen af over- og merarbejde er utrolig høj, ja så skal I bare huske på, at I har fået præsteret arbejdstid for alle pengene. Der er ingen af mine medlemmer, der selv sidder og genererer merarbejde, men de vil naturligvis ikke arbejde gratis. Nej, problemet ligger et andet sted, og det handler i alt sin enkelthed om, at opgaverne er for mange, og kollegaerne for få. Det skaber stress, utilfredshed og frustrationer, og det kommer naturligvis til udtryk i dårlige HR-målinger og misytringer blandt de ansatte i Forsvaret.

Endvidere hører jeg, at udgiften til personale i Forsvaret er for høj, og skal nedbringes. Det kan jo undre, at I kan have den tanke, da Forsvaret er de ansatte – mig bekendt er der ingen, der bare går på arbejde og hæver løn, alle laver et reelt stykke arbejde, der bidrager til den samlede opgaveløsning i Forsvaret. Endvidere har Forsvarets ansatte allerede nogle af de laveste lønninger i Danmark – men I vil åbenbart trykke dem længere ned – eller lade frivillige overtage en del af de opgaver, Forsvaret løser. 

Det er ikke yderligere forringelser af de ansattes vilkår, der er behov for, men derimod stabilitet og ro til at yde det væsentlige bidrag til Danmarks sikkerhed, som vi yder hver eneste dag.