Hjem Centralforeningen for stampersonel

Fuckfinger fra Brygmann

Aftenens afsnit af Brygmann og Krigsveteranerne lever ifølge anmelder og tidligere Siriusfup Morten H. Gormsen ikke helt op til de forventninger, der ellers bygges op til

Onsdag 18/10 2017

Afsnittet begynder med etapen fra Kirchdalen til Ella Ø. Deltagerne tager højde for dårligt vejr og satser på at komme lidt forud for tidsplanen. Det lyder som om, at de har lidt ekstra mad med, hvilket også er fornuftigt.

Brygmann er presset, og det er som det går op for ham, hvad det er, han har kastet sig ud i. Fokus er i dette afsnit på Brygmann og veteranen Michael. Michael er interessant, men den tid, der bliver brugt på Brygmann kunne med fordel været skåret ned. Så kunne der have været mere plads til at se og høre mere til de øvrige veteraner.

Temperaturen er nede på minus 30 grader, og det er koldt. Under minus 25 er faktisk ikke så sjovt. Deltagerne når frem til Ella Ø efter at have gået i seks dage. Og så skal de have hviledag. Det er også sådan Sirius gør, men der er hviledagen primært for hundenes skyld. Her er det nok også lidt for menneskenes skyld.

Vi ser et flot billede af en sæl. Så fine billeder af sæler har jeg aldrig haft mulighed for at få. Sælens tilstedeværelse bliver straks drejet over på, at så er der sandsynligvis også en isbjørn i nærheden. Det kunne der nu også have været uden en sæl. Der er jo både sæler og isbjørne overalt deroppe.

Da de når frem til Ella Ø, er Brygmann glad. De andre er sikkert også glade for at nå frem, og jeg kunne godt have ønsket at se deres glæde også.

Gevær og kontrol
Brygmann får også en kort uddannelse i at skyde med et gevær. Det vil sige, at de lader geværet. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at Siriusmanden kigger lidt bekymret på, hvor Brygmann peger hen med geværet. Det kunne have været godt fjernsyn, hvis vi havde set Brygmann forsøge at skyde med det også. Omvendt ville det også have givet mere sendetid med ham, og vi har allerede set ham en del i det her afsnit.

Slædepatruljen Sirius kommer forbi på en ekspeditionskontrol. Deres ankomst giver nogle fine billeder, og vi får set lidt af, hvad Sirius laver. Siriusmand Jonathan råder, ligesom Kronprinsen også gjorde det, Brygmann til at huske at nyde turen.

Inde i hytterne hygger deltagerne sig. De skal alle bidrage til underholdningen, men igen er fokus på Brygmann og hans bidrag. Vi kan dog godt fornemme hyggen, og den mentale opladning, det giver. Det er lidt som at stå under den varme bruser efter en røvtur.

Næste dag går turen videre mod Humboldt. Vejret er overskyet og kaster også en skygge henover deltagernes humør.

Sammenbrud
Michael, der dagligt spiser masser af piller mod smerter, falder sammen, og det ser rigtig slemt ud. Han er helt på grænsen af, hvad han kan og måske burde. Der er for mange teasere om det. Så det kommer til at blive bygget lidt for hårdt op. Ballonen bliver blæst for meget op, så man får indtryk af, at det ikke var så slemt, men det var det jo. Det ville have været bedre, hvis de havde teaset mindre for det.

De slår lejr, selv om de ikke har gået så langt, som de ville. Og Michael er frisk nok næste dag til at kunne gå videre. Han er positiv og optimistisk, og jeg har stor respekt for ham. Jeg er ikke i tvivl om, at han skal bæres der fra. Han trækker ikke splitten før, der er nogle andre, der trækker den for ham. Det er utroligt. Han fortæller om, at det er vigtigt for ham at leve livet og være fysisk aktiv.

Munkebo har fået løbeknæ, og fyssen må på arbejde. Det er fint, at vi får set nogle af de andre veteraner også. De har måske ikke så mange billeder at vise om de andre deltagere, men de kunne måske have interviewet dem, da de kom hjem. Jeg har set på Veterans in Motions facebookside, hvad deltagerne har fået ud af det. Det er vanvittigt interessant at læse, men det er ikke noget, vi får så meget at vide om her.

Vi ser nogle fine billeder af bisole, og det er også noget, der får humøret op.

Brygmann får et maveonde, hvor han klapper totalt sammen. Jeg tror ikke, at han fysisk er mere presset end de andre, men han er mentalt i underskud. Jeg ved ikke, om det er på grund af maveondet eller om maveondet er på grund af det manglende overskud. Det er lidt hønen og ægget. Der kunne godt være gjort mere ud af, at når man mentalt ikke er med, så kan man ikke. Det bliver kun til, at Brygmann sender en fuckfinger til dem, der har rådet ham til at nyde turen.  

Han kommer op igen, og skal gå forrest, og vi hører lidt om hans oplevelser som forreste mand. I sidste afsnit var det en af veteranerne med PTSD, der skulle gå forrest, og jeg ville hellere have hørt lidt mere om, hvordan han oplevede det.

Halvvejs
Ekspeditionen når til Humboldt. Det gik meget hurtigt, og vi ser heller ikke så meget om det. Deltagerne går videre og når halvvejs gennem ruten. De holder pause og markerer det. Jeg sidder lidt uforløst tilbage i forhold til, hvor fedt det må være. Når man er nået halvvejs og kunne klare første halvdel, så giver det en større tro på, at man kan klare resten af turen. Der savner jeg også at se mere til de andre veteraner og få indblik i, hvordan de har det.

Alt i alt er der rigtig mange teasere. I sidste afsnit var der nogle korte klip med en forfrysning i en finger, som vi ikke rigtig får set mere til. Der er teasere for isbjørne og ting, der kunne gå galt, og det sker heldigvis ikke, men det skaber nogle forventninger, der ikke bliver indfriet.

Samtidig går der otte veteraner, som jeg savner at se mere til. Afsnittet byder på nogle gode ting som hviledagen og slædepatruljen Sirius’ ankomst. Desværre bliver det hele sovset ind i Brygmann.

Derfor ender jeg også med kun at give afsnittet 4 ud af 6 stjerner. Det falder ikke til jorden, men jeg ikke oppe at ringe over afsnittet, fordi der bliver brugt for meget tid på Brygmann. Det er vildt stærkt, at Michael ikke knækker psykisk. Det ligger lige til højrebenet at give op der. Det er jo en reel mulighed. Det gør han ikke, og det er godt gået.