Hjem Centralforeningen for stampersonel

Kontoret i Herning indviet

CS er rykket tilbage til rødderne med åbningen af en lille filial i det midtjyske

Mandag 06/11 2017 - CS | Helle Kolding

For et halvt århundrede siden opstod CS som en fælles fagforening for sergentgruppen og stampersonellet i de tre militære værn, og den gang etablerede man fælles kontor og administration i Herning. Siden gjorde udviklingen -og ikke mindst den politiske indflydelse, at det blev fornuftigt med et kontor i København.

CS rykkede teltpælene op og flyttede til hovedstaden, hvor kontorfaciliteter i FTF-bygningen i Snorresgade på Islands Brygge nu danner rammen om CS landsdækkende aktiviteter, administration, faglige sekretariat, formandskab og kommunikation. Men-men-men, nu er en lille del af CS vendt 'hjem til Jylland', for i september åbnedes et lille kontor i Herning. Oven i købet i den bygning, hvor det hele startede for så mange år siden, nemlig i Bryggergade 10. Her sidder en faglig konsulent og en journalist til dagligt, og med udvidelsen af CS til at være tættere på de mange jyske tjenestesteder, er man rent fysisk altså også kommet endnu tættere på de mange jyske medlemmer.

Jan Berg Rasmussen, tidligere hovedbestyrelsesmedlem, er nu ansat som medlemskonsulent og som ansvarsområder har han blandt andet arbejdsmiljø, Medlemsrådgivning (sammen med Torben Bratved) vedrørende løn og tillæg, herunder lokale forhandlinger og CS kursus -og uddannelsesvirksomhed. Mange vil derfor møde ham som kursusleder og underviser i den forbindelse.

Kontoret i Herning har også mødefaciliteter og vil derfor også i nogen grad danne rammen om kurser og en række forskellige møder, blandt andet hovedbestyrelsesmøder og TR-møder. Kontoret blev officielt indviet forleden af CS formand Jesper K. Hansen ved en lille festlighed. Det er CS håb og ønske, at rigtig mange medlemmer vil glæde sig over åbningen af 'filialen' i Herning, og benytte sig af muligheden for den endnu tættere forbindelse mellem medlemmer og fagforening. Såvel medlemskonsulent som journalist rykker gerne ud af huset til møder, aktiviteter, opgaver -og historier. Kig forbi eller giv os et ring - så er vi på spring!