Hjem Centralforeningen for stampersonel

Befalingsmænd fejret på Flyvestation Karup

Lidt over en snes sergenter, oversergenter og seniorsergenter fik i dag en særlig flot markering af deres udnævnelser i historiske omgivelser

Fredag 24/11 2017 - Flyvevåbnet | Helle Kolding

Messe Nord i Karup var i dag rammen om en helt særlig begivenhed. Nyudnævnte sergenter, oversergenter og seniorsergenter ved Flyvevåbnet kunne i dag nemlig modtage både et hjerteligt håndtryk og deres udnævnelsesbevis i indrammet udgave i overværelse af familie, venner og kolleger ved et arrangement i den historiske bygning.

Siden flyvevåbnet såvel som de øvrige værn indførte de modulbaserede befalingsmandsuddannelser, har der ikke været tale om ’faste hold’, der fuldførte sergentuddannelserne, men derimod mere om individuelle forløb og derfor også mere individuelle udnævnelser. Hermed bortfaldt også de tidligere arrangementer omkring den fælles overståede uddannelse og efterfølgende udnævnelse, og det synes blandt andre flyvevåbnets chefsergent René Heinrich var både synd og skam. Han forelagde ideen om alligevel at gøre lidt ud af udnævnelserne for den daværende chef for flyverstaben, Max A.L.T. Nielsen, og denne var helt enig i, at selvfølgelig skulle de nye befalingsmænd fejres på alle niveauer.

Derfor var det i dag anden gang, at flyvevåbnet kunne indbyde til en sammenkomst i anledning af udnævnelsen af de mange befalingsmænd. Første gang det skete var i juni måned, og det er meningen, at flyvevåbnet fremover vil markere de nye udnævnelser med et fælles arrangement to gange årligt. I dag tog flyvevåbnets nye chef, chef for flyverstaben generalmajor Anders Rex ordet og holdt en tale for de nyudnævnte. Også chefsergent René Heinrich var på talerstolen, og det var ham, der stod for selve overrækkelsen af de indrammede udnævnelser. Den tidligere chef for flyverstaben -og nuværende viceforsvarschef generalløjtnant Max A.L.T. Nielsen var også til stede sammen med særligt indbudte og pårørende til befalingsmændene.

 

MESSE NORD

Oprindeligt blev officersmessen Messe Nord bygget af den tyske besættelsesmagt, der havde indtaget Flyvestation Karup indtil befrielsen i 1945. Her indrettede de sig blandt andet med bar, festlokaler og en keglebane. efter befrielsen overtog de engelske styrker for en kort bemærkning stedet, og de ville hellere have en skydebane frem for en keglebane i kælderen. I dag er Messe Nord indrettet til officersmesse og benyttes til en række arrangementer, også for befalingsmænd som i dag. Interiøret er utrolig smukt og indbydende med designermøbler og buede hvælvinger i underetagen.