Hjem Centralforeningen for stampersonel

Vores arbejdsgivere er også lovgivere

Mens du læser det her, er forhandlingerne om din overenskomst i fuld gang. Der udveksles krav og holdes møder. Og alle parter er enige om, at næste års overenskomstforhandlinger bliver sværere end nogensinde før.

Tirsdag 02/01 2018 - OK | Rani Bech

 

Nok er nok. Det er udmeldingen for CFU – Centralorganisationernes Fællesudvalg, der forhandler overenskomst for cirka 180.000 ansatte i staten, når forhandlingsudvalget sætter sig til forhandlingsbordet. På den anden side af bordet sidder Finansministeriet repræsenteret af innovationsminister Sofie Løhde.

CFU, Løhde og Moderniseringsstyrelsen vil forhandle de generelle spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår og rammeaftaler om for eksempel ferie, barsel og kompetenceudvikling, som bliver gældende for hele staten.

Dernæst er det de enkelte medlemsorganisationer som eksempelvis CS, der vil forhandle de kollektive overenskomster med i vores tilfælde FPS. Det er ved det forhandlingsbord, de konkrete løn- og ansættelsesvilkår for specifikke personalegrupper indgås.

Loven erstatter aftaleretten
Overenskomstforhandlingerne er kernen i den danske model. Det, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne via deres forhandlingsudvalg bliver enige om løn- og ansættelsesvilkår. Modsætningen til den danske model er lovgivning. Og det er derfor, at CFU nu har sat foden ned og hårdnakket erklærer, at nok er nok.

I 2014 blev lærernes muligheder for at lave en aftale om arbejdstid nemlig tilsidesat af lov 409. Det er den lov, som fagforeningerne også kalder ”overgrebet på den danske model”.

Det gør de ikke ud fra personlige politiske holdninger til, hvor lidt eller meget, hvornår og hvordan skolelærerne skal arbejde. De gør det, fordi de vil sikre lærernes mulighed for at aftale deres egne vilkår i reelle og fair forhandlinger. Hvis lærerne mister den ved et lovindgreb, så er spørgsmålet om, hvornår den næste faggruppe – for eksempel ansatte i Forsvaret, også mister sin ret til at forhandle egne vilkår.

Risikoen er i høj grad til stede. Den handler lige nu om fridage og frokostpauser for offentligt ansatte. Arbejdsgiverne er begyndt at omtale den arbejdsgiverbetalte frokostpause som ”kutyme”. Det vil sige noget, som bare er sådan, fordi sådan har det altid været – og dermed kan opsiges af arbejdsgiverne med et bestemt varsel.

Frokostpausen er efter fagforeningernes opfattelse ikke kutyme. De mener, at den har indgået i tidligere overenskomstforhandlinger. Så hvis arbejdsgiverne gerne vil have, at ansatte selv betaler for deres frokostpause, skal det ifølge fagforeningerne være et krav, de bringer med til forhandlingsbordet. Når det eller andre krav fra arbejdsgiverne kommer på bordet, kan fagforeningerne gå med til at afskaffe den til fordel for noget andet, de gerne vil have.

Tid er penge
Hvis den betalte frokostpause eller faste fridage uden videre tages væk fra lønmodtagerne, så betyder det en reel lønnedgang, fordi arbejdstiden så bliver sat op, uden at lønnen følger med.

Lønnen er også et stort tema ved de kommende overenskomstforhandlinger. Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 blev parterne enige om, at lønforskellen mellem det private og det offentlige skal udlignes, men med tiden har det vist sig, at gabet har indhentet sig selv, så der ikke er noget at udligne.

Forskellen mellem det offentliges overenskomstforhandlinger og overenskomstforhandlinger på det private område handler om, hvem der sidder med ved forhandlingsbordet. På det private område er parterne omkring bordet sidestillet på den måde, at de bliver nødt til at forhandle sig til enighed. Der er ingen andre muligheder. I det offentlige er arbejdsgiverne også lovgivere. Så hvis der ikke kan opnås enighed i forhandlingerne, så kan arbejdsgiverne lave et lovindgreb. Det er det, der er sket med lærernes arbejdstid. Og det er det, resten af fagbevægelsen frygter sker for deres medlemmer. Det vil være en decideret tilsidesættelse af den danske model.

 

 

Alle centralorganisationerne skal sige ja til et forhandlingsresultat, før det er gyldigt.

Samarbejdet bygger på princippet om én for alle og alle for én
 
Centralorganisationerne afleverer fælles krav til en overenskomstfornyelse til CFU. Derefter bliver kravene koordineret i CFUs forhandlingsudvalg og sammenskrevet til ét fælles sæt krav.

Hvis for eksempel to centralorganisationer siger ja, mens den tredje siger nej, så siger CFU samlet nej til forhandlingsresultatet. I CFUs levetid er dette dog ikke sket. Enten har alle tre centralorganisationer sagt ja til resultatet, eller forhandlingerne er brudt sammen undervejs.

Det egentlige politiske organ er Forhandlingsudvalget, der har fem medlemmer fordelt med én til Akademikerne, medens OAO og SKAF hver har to pladser. Forhandlingsudvalget består af formanden for Akademikerne og formand og næstformand i SKAF samt formand og næstformand for Offentligt Ansattes Organisationers statslige forhandlingsområde. Forhandlingsudvalget holder normalt et møde i hver anden måned, dog naturligvis hyppigere under overenskomstforhandlingerne.

Staten må ikke være lønførende

Løngab, en ny udgave af Nyløn og kompetenceudvikling er nogle af de emner, som Linda Nordstrøm, vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, glæder sig til at diskutere under overenskomstforhandlingerne

Lyset er slukket, og glasdørene låst i Moderniseringsstyrelsens indgangsparti denne tirsdag efter fyraften, men på vicedirektør Linda Nordstrøms kontor er lyset stadig tændt. Der er flere timer til, at hun er færdig med sin arbejdsdag.

Om godt en uge vil hun officielt modtage kravene fra CFU til de kommende overenskomstforhandlinger. Og hun har selvfølgelig også selv en mappe klar med politiske målsætninger for styrelsen og Finansministeriet, men her inden bladets deadline er det stadig for tidligt at tale konkret om dem. Alligevel kan hun i overordnede linjer godt fortælle lidt om, hvad de indeholder.

- Det har aldrig været meningen, at statens lønudvikling skal være højere end lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Men det har den været i perioden siden 2008, hvor den private lønudvikling faldt kraftigt som følge af finanskrisen, mens de offentlige lønninger steg markant, som følge af høje aftalte lønstigninger ved forhandlingerne i 2008.  Der eksisterer på den baggrund stadig et løngab, når vi sætter os til forhandlingsbordet i 2018, og vi har den opfattelse, at det løngab skal lukkes – det har vi også aftalt med organisationerne ved OK15, siger Linda Nordstrøm.

Løngabet er et stridspunkt
Det er et af de hårde stridspunkter i de kommende overenskomstforhandlinger. Fagbevægelsen er ikke nødvendigvis enig med Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet om, hvordan løngabet mellem det offentlige og det private skal udregnes – og dermed fastsættes. Det er afgørende for, hvor store lønstigninger forhandlingerne kan ende ud med.

- Vi forstår godt, at folk, der går på arbejde, skal have en ordentlig løn og nogle ordentlige vilkår. Og vi anerkender også, at de mange mennesker, der arbejder i Forsvaret, gør et godt stykke arbejde hver dag. Hvordan økonomien ender med at se ud, er det, vi skal forhandle om, og det kan jeg ikke sige noget om her, inden forhandlingerne er gået i gang. Men der er ingen, der forestiller sig, at vi kommer ud med et nul, siger Linda Nordstrøm.

Både CS og Moderniseringsstyrelsen er hver især interesserede i at få ændret på Nyløn.

- Vi vil gerne ændre den måde, vi forhandler løn på i staten. I dag er det kun er ca. 10 procent af den faste løn, der er forhandlet ude på tjenestestederne. Der er efter vores mening også nogle svære bindinger på de lokale lønforhandlinger , siger Linda Nordstrøm og uddyber:

- Derfor vil vi gerne have, at en større del af lønnen forhandles lokalt, og at man forhandler løn mere individuelt og i højere grad bruger tillidsrepræsentanterne, som sparringspartner for medarbejdere og ledelsen i forbindelse med lønforhandlingerne . Vi kan godt se for os, at vi skal ind og tale om, hvordan den nye Nyløn skal se ud. Og der skal vi også snakke om, hvordan man både kan belønne individuelt og for teampræstationer.

Fastholdelse og rekruttering skal klares internt i Forsvaret
Hvordan lønnen også hænger sammen med Forsvarets muligheder for at fastholde og rekruttere medarbejdere, er noget, Linda Nordstrøm overlader til Forsvaret og de tilhørende fagforeninger at finde ud af.

- Det er mit indtryk, at man ude i Forsvaret taler om, hvordan man skal løse de konkrete problemstillinger om fastholdelse og rekruttering. Og det er godt, at man har et godt samarbejde og taler om det der, siger hun.

Til gengæld glæder Linda Nordstrøm sig til at tale om kompetenceudvikling ved forhandlingsbordet.

- Vi ved bare, at vores arbejdsmarked ser anderledes ud om ti år. Det gælder også for Forsvaret, men ingen af os kan vide præcist, hvordan det ser ud til den tid. Derfor har vi et fælles ansvar for at finde en løsning på, hvordan fremtidens arbejdsmarked kan se ud, siger hun.

Der skal mere i lønningsposen

Mere i løn er et klokkeklart krav, hvis Forsvaret skal kunne rekruttere og fastholde medarbejdere nu og i de kommende år, og det må arbejdsgiverne også kunne indse, mener CS formand Jesper K. Hansen

Af Helle Kolding og Rani Bech

Forsvarets medarbejdere er helt klare i spyttet, når talen falder på de kommende overenskomstforhandlinger. Der er nemlig ét stort og klart ønske fra medlemmerne, og det er flere kroner i lønningsposen.

Det er et krav, som CS lige så klokkeklart vil kæmpe for.

- I Forsvaret er vi ikke lønførende, og det skal vi nok heller ikke være. Men faktum er, at vi lønmæssigt kommer fodslæbende efter andre offentlige ansatte. Soldaternes løn er meget lav, når vi sammenligner os med nogle af dem, der løser opgaver, der er beslægtede med vores. Det bliver vi nødt til at få rettet op på, siger Jesper K. Hansen. 

Samarbejde skal belønnes
Lønstigninger er ét de vigtigste hovedkrav til OK18 fra CS. Det klare budskab lagde CS ud på sin facebookside i starten af november, og det skulle i løbet af de næste dage blive et af de mest kommenterede opslag på CS-siden overhovedet.

Kravet om en bedre løn, her især en højere grundløn, gik tydeligt igennem de mange svar og kommentarer, men samtidig berørtes også det faktum, som også CS utrætteligt har påpeget; fastholdelse af medarbejdere.

- Det er ikke længere nok, at politikerne fortæller, at soldaterne er dygtige, og at Forsvaret er en god og spændende arbejdsplads. For virkeligheden derude er, at man har rivende travlt, og at lønnen ikke længere svarer til den arbejdsindsats, der ydes, siger Jesper K. Hansen.

Han ser frem til overenskomstforhandlingerne, hvor der udover selve lønnen også skal tales om nogle af de ting, der hænger sammen med lønnen - eksempelvis muligheden for at forbedre det nuværende Nylønsystem.

- Jeg glæder mig til at tale om, hvordan vi kan forbedre lønsystemet. Arbejdsgiverne vil gerne have differentieret løn, og vi vil gerne have så fast løn som muligt. Nylønssystemet tillader ikke, at der er noget at forhandle om, og derfor fungerer det ikke som ledelsesværktøj. Mange synes, at det er uretfærdigt og ubrugeligt, og alligevel presses det ned over Forsvaret, siger Jesper K. Hansen, og han uddyber:

- Det nuværende lønsystem belønner den enkelte, men opgaverne i Forsvaret bliver altid løst i et samarbejde. Så det skal ændres, så det også bliver muligt at belønne teamindsatsen. Og så skal det også være langt mere fleksibelt, end det er i dag. Vi bruger rigtig meget tid på at forhandle om alt få små beløb. Den arbejdstid kunne med fordel bruges på noget andet.

Løn er også en investering
Sidst men ikke mindst, så har Jesper K. Hansen også fokus på, at det er ikke er de offentligt ansatte – herunder soldaterne, der skal betale med deres løn og arbejdsvilkår for de besparelser, Folketinget lægger ned over den offentlige sektor.  

- De skal huske, at de penge, der bliver brugt på løn til de ansatte, er en værdifuld investering, siger han.