Hjem Centralforeningen for stampersonel

Forligsmanden udsætter igen forhandlingerne 14 dage

Onsdag 18/04 2018 - OK | Helle Kolding/Jane Munk

Knap tyve timers maratonforhandlinger i går og i nat gav ikke det ønskede resultat. I morges sendte forligsmanden Mette Christensen forhandlerne hjem uden en aftale, men til gengæld med beskeden om, at møde op igen på fredag til nye forhandlinger.

Denne gang opfordrede hun parterne til at medbringe tandbørste og sovepose, med udsigten til endnu længere forhandlinger. Hermed har forligsmanden også udsat en eventuel konflikt med 14 dage.

Det betyder, at en eventuel strejke kan bryde ud den 6. maj med en lockout fra den 12. maj.

-Det er ærgerligt, at vi ikke lykkedes med en aftale i nat. En forhandlet løsning vil til hver en tid være det mest optimale. En konflikt gavner ingen, siger CS formand Jesper K. Hansen.

Tvisten i overenskomstforhandlingerne har været på rammen, den betalte spisepause og lærernes arbejdstid, og ifølge de forskellige medier, er det stadig disse tre punkter hvor parterne står langt fra hinanden.

Til gengæld glæder CS-formanden sig over, at fagbevægelsen i hele forløbet har stået sammen skulder ved skulder med en fælles musketéred.

-Det er vigtigt, at vi bevarer dette sammenhold. Især nu hvor situationen spidser til. Arbejdsgiverne vil gerne splitte os. Det skal ikke lykkes dem, fastslår Jesper K. Hansen.

Formanden glæder sig også over den støtte og opbakning mange medlemmer viser undervejs i og op til forhandlingerne.

-Det betyder utrolig meget, at vi er blevet bakket op blandt vores medlemmer. Vi må ikke strejke eller lockoutes, men vi kan stadig give vores mening til kende, og det er der mange af vores medlemmer, der har gjort,” slutter Jesper K. Hansen.

Der er indkaldt til nye forhandlinger i forligsinstitutionen på fredag klokken 10.