Hjem Centralforeningen for stampersonel

Formandens OK18-kommentar: Det er ikke kun lærerne, vi venter på

Torsdag 19/04 2018 - OK | Jane Munk

Dagen før forhandlerne i OK18 igen mødes i Forligsinstitutionen, er der noget, der er faldet CS’ formand Jesper K. Hansen for brystet.

Efter forligsmanden tidligt onsdag morgen valgte endnu engang at udsætte forhandlingerne med 14 dage, er det blevet skrevet meget i medierne om, hvad det præcis er, der får forhandlingerne til at trække ud. Og ofte er det en helt særlig faggruppe, der bliver hængt ud, mener Jesper K. Hansen.

”Jeg hører gang på gang i medierne i de her dage, at det er lærernes skyld, at der endnu ikke ligger en aftale på bordet, men det er ganske enkelt ikke rigtigt”, siger han.

Det er mere end 'bare' lærerne
Stridsmålet mellem parterne har været på lærernes arbejdstid, rammen og den betalte spisepause, og alle tre punkter er stadig i spil, på trods af, at man mange steder kan læse, at arbejdsgiver har givet sig på ramme og spisepause, understreger Jesper K. Hansen. I kraft af sin tavshedspligt kan han ikke gå mere i detaljer om, hvad der foregår rundt om bordet i ’Forligsen’.

”Hold nu op med at tale om, at det er lærerne, der forhaler det her. Det er ikke kun det, det handler om,” siger han.

”Det handler også om, at den offentlige lønudvikling skal følge den private. Vi skal have del i den økonomiske vækst. Vi har nogle rammebetingelser i Danmark, der giver grobund for væksten, og det har de offentligt ansatte en stor del af æren for.”

”Det handler om, at vi ikke kan acceptere, at de vil tage vores rettigheder hen over natten. For eksempel spisepausen, som er et godt eksempel på, at man forsøger at barbere af de rettigheder, som de offentligt ansatte har,” slår CS formanden fast.

Ny maratonforhandling fredag
Der er indkaldt til nye forhandlinger i Forligsinstitutionen fredag klokken 10. Denne gang har forligsmand Mette Christensen bedt parterne om at medbringe tandbørste og en sovepose, hvilket tyder på, at det kunne blive endnu en maratonforhandling.

Målet er stadig at finde en løsning for alle og at holde sammen i fagbevægelsen. Det har vist sig effektivt gennem hele forhandlingsperioden, og det ved arbejdsgiver godt. Ifølge CS’ formand prøver de ihærdigt på at skabe splid i sammenholdet og få lønmodtagernes forhandlere til at bryde musketér-eden.

Og derfor kan der let være tale om spin, hvor man spiller de forskellige faggrupper ud mod hinanden i håb om at fællesskabet vil smuldre.

”Det er vigtigt, at vi bevarer dette sammenhold. Især nu hvor situationen spidser til. Arbejdsgiverne vil gerne splitte os. Det skal ikke lykkes dem,” siger Jesper K. Hansen.