Hjem Centralforeningen for stampersonel

Ja til OK18: Forliget på statens område er vedtaget

Mandag 04/06 2018 - OK | Jane Munk

Mandag begyndte resultaterne af OK18-afstemningerne at strømme ind fra de forskellige fagforbund, og stort set alle steder har der været positiv stemning over forliget.

Det gælder også på statens område, hvor der mandag eftermiddag blev sagt JA til overenskomstaftalen.

Dermed er det forlig, som Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) indgik med Finansministeriet den 28. april efter flere måneders forhandling, vedtaget.

Der var generelt en bred opbakning til den nye overenskomst, og der meldes om rekordhøj stemmeprocent blandt de organisationer, der har afholdt urafstemning.

Det glæder CS formand Jesper K. Hansen, at der endelig kan sættes et punktum ved OK18, og at der er så bred en opbakning om resultatet.

”Det har været et langstrakt forløb, men jeg synes, vi har forhandlet et godt resultat, og jeg er glad for, at det nu er blevet et samlet ja,” lyder det fra Jesper K. Hansen.

Overenskomsten har virkning fra 1. april 2018 til 31. marts 2021. Blandt resultaterne er en ramme på 8,1 procent, der sikrer reallønsstigning. Samtidig vinker aftalen farvel til den asymmetriske reguleringsordning, hvilket gør, at de offentlige lønninger også fremadrettet vil følge den private udvikling.

Du kan læse meget mere om det samlede resultat af CFU-forliget og se, hvad der blev forhandlet hjem ved organisationsforhandlingerne mellem CS og FPS ved at klikke her.