Hjem Centralforeningen for stampersonel

Formandens leder - Samarbejde og åben kommunikation er vejen frem

Man kommer længst, hvis man har medarbejderne med på råd, mener Jesper K. Hansen. Det gælder særligt i arbejdet med at implementere det nye forsvarsforlig.

Onsdag 24/10 2018 | Jesper K. Hansen, formand i CS

Vi er kommet på den anden side af sommerferien, og implementeringen af det nye forsvarsforlig er i fuld gang ude i enhederne. Jeg har personligt været meget spændt på, om Forsvarschefens ambition om at inddrage medarbejderne i implementeringen er lykkedes, eller om det blot er blevet ved de gode intentioner.

I skrivende stund har jeg overvejende fået positive tilbagemeldinger i forhold til processen.

Et forsvarsforlig er kun en ramme, og det hårde arbejde ligger i at finde ud af, hvordan der skal handles indenfor den ramme. Det er svært at påvirke noget udefra, og jeg har derfor været meget glad for forsvarschefens ønske om at få medarbejderne med på råd. Det er trods alt os, der har vores hverdag ude på de enkelte tjenestesteder, der bliver direkte berørt, når et forlig skal implementeres. Initiativet med at inddrage samarbejdsudvalgene i arbejdet gav jer en unik mulighed for at træde i karakter og få drøftet, hvad der er nødvendigt ude på de lokale tjenestesteder for at kunne løse opgaverne. Det glæder mig at se, at I langt hen ad vejen har udnyttet muligheden og lagt jer i selen for at påvirke implementeringen af forliget.   

At overføre et forsvarsforlig fra en aftaletekst til virkelighed er en svær proces for alle, og det er specielt svært når man den ene gang efter den anden vælger et andet spor end det, man har regnet med, og derfor skal lave store ændringer. Ved tidligere forlig har vi skullet forberede os på at fange banditter overalt i verden, senere skulle vi løse stabiliseringsopgaver, og nu skal vi så kunne hele paletten. Hele forsvaret bliver altså kastet op i luften igen, samtidig med, at der kommer en hel del nye opgaver. Det betyder, at man skal holde tungen lige i munden for at gøre tingene rigtigt, og at det derfor er ekstra vigtigt, at rådføre sig med dem, der har sin daglige gang på tjenestestederne.   

Når jeg har forhørt mig blandt tillidsrepræsentanterne, lyder svaret, at arbejdsgiverne generelt har gjort det, som de lovede og inddraget deres medarbejdere. Så kan man altid diskutere, hvor dybt man har været involveret i visse dele af processen, men det virker til, at ledelsen har bestræbt sig på at inddrage medarbejderne i størst muligt omfang. Der har været en vilje til at samarbejde, og det, jeg hører fra ledelsen i forsvaret er, at de også har været positivt stemt overfor samarbejdet.

Arbejdet med implementeringen er nået langt. Der er heldigvis ikke mange, der skal afskediges denne gang, for der er brug for flere medarbejdere, end der er i forsvaret på nuværende tidspunkt. Men der er nogle, der skal flytte tjenestested, og som derfor skal flytte til en anden landsdel med deres familier. Det er klart, at de berørte er knap så positive over beslutningen, men jeg hører, at det er foregået efter de retningslinjer, der er lagt på forhånd. At udvælge de folk, der enten skal flyttes eller helt forlade deres stilling er rigtig svært, fordi uanset hvordan du gør det vil det føles uretfærdigt for nogen.

Jeg håber, at det arbejde, vi netop har været gennem, kan udvikle sig, så vi også i fremtiden får en arbejdsplads, hvor det er helt naturligt at man kan sætte sig ned og tale med hinanden om, hvordan man får tingene til at hænge sammen. Vi ved, at det næppe bliver lettere i fremtiden. På trods af, at der kommer flere penge til forsvaret, bliver det stadig en kamp op ad bakke. Derfor bliver vi nødt til at være ærlige overfor hinanden, hvis vi skal løse fremtidens udfordringer. Processen med i højere grad at inddrage samarbejdsudvalgene er vejen frem, og jeg vil gerne derfor kvittere for, at forsvarschefen har annonceret, at samarbejdsudvalgene skal inddrages i processen.