Hjem Centralforeningen for stampersonel

CS forårskonference åbnet i Kolding

Formand for Centralforeningen for Stampersonel Jesper K. Hansen, bød velkommen til knap 100 CS tillidsrepræsentanter, og er startet ud med at fortælle om den netop indgåede overenskomst 2015.

Fredag 17/04 2015 - Kongres & Konferencer

Tillidsfolk fra hele forsvaret er i dag og i morgen samlet til konference i Kolding. Med et efterhånden gennemgribende implementeret forsvarsforlig, en funklende frisk overenskomst og et snarligt folketingsvalg i bevidstheden, er der nok af emner at tage fat på.

-Jeg ser frem til at vi får et par gode faglige dage, hvor der både bliver en bred debat og en god drøftelse af de aktuelle emner, men at vi også møder hinanden på tværs af værn og tjenestesteder, militær og civil ansættelse, for det sociale islæt ved sådan en konference må man ikke undervurdere, siger CS formand Jesper K. Hansen.

Overenskomstaftalen 2015 vil dog fylde en del, især her i eftermiddag, hvor programmet også senere byder på et indlæg ved formanden for fagorganisationen 3 F, Per Christensen og et fagligt torv, hvor CS faglige konsulenter og medarbejdere står parate til at svare på spørgsmål og fortælle om alle de emner, som deltagerne måtte ønske, hvad enten det måtte dreje sig om det nye ansættelsessystem, lønforhold, overenskomst, tillæg eller noget helt andet.

I morgen slutter konferencen med en debatrunde. Følg med her på CS webside, hvor der vil blive opdateret fra konferencen -også med billeder i løbet af de næste cirka 24 timer.

Af Helle Kolding