Årsopgørelsen er klar: Har du styr på dine fradrag?

Det er den tid på året, hvor årsopgørelsen for 2020 bliver tilgængelig, og vi alle kan finde ud af, om vi har betalt for meget, for lidt eller lige tilpas i skat.

4,6 millioner borgere kan fra mandag den 15. marts tjekke årsopgørelsen på skat.dk, og i denne artikel giver vi dig et overblik over de vigtigste fradrag for dig som CS’er.

Kørselsfradrag (befordringsfradrag)

I 2020 har mange ansatte arbejdet hjemmefra, og har derfor ikke været berettiget til kørselsfradrag (befordringsfradrag). SKAT har taget konsekvensen af dette, og ladet det automatiske kørselsfradrag udgå.

Det betyder, at du selv skal taste dit kørselsfradrag for de dage, hvor du har haft transport til og fra arbejde, hvis transporten har udgjort mere end 24 kilometer. Det er underordnet hvilken transportform du har benyttet, så du kan også tage et befordringsfradrag, hvis du har rejst med offentlig transport eller cykel.

Kørselsfradraget udbetales ikke, men indregnes i din årsopgørelse. Fradragets værdi er ca. 26 %, så hvis dit kørselsfradrag er 1.000 kr., sparer du ca. 260 kr. i skat. Befordringsfradraget skal tastes i rubrik 51 på årsopgørelsen.

Kan du huske, hvornår du var på arbejde?

Netop fordi, vi selv skal taste vores kørselsfradrag ind, har Skattestyrelsen meddelt, at de i år vil have øget fokus på netop dette fradrag.

Når du åbner årsopgørelsen for 2020 på skat.dk vil du blive hjulpet på vej til at angive det korrekte kørselsfradrag med en regnemaskine, der måned for måned viser det normale antal arbejdsdage, og som også hjælper til med at huske ferier og omsorgsdage.

Det kan nemlig være svært for mange at huske, præcis hvilke dage, man har været på sin arbejdsplads, og hvilke dage, man har siddet hjemme og arbejdet i det forgangne år. Skattestyrelsen opfordrer til, at man kigger en ekstra gang i sin kalender eller i sine opslag på sociale medier eller snakker med sine kollegaer for at få hukommelsen lidt på gled.

Skattestyrelsen øger kontrollen på kørselsfradraget i år. Når Skattestyrelsen kontrollerer et angivet kørselsfradrag, er en underskrevet erklæring fra arbejdsgiveren i langt de fleste tilfælde tilstrækkelig dokumentation for fradraget, skriver de. Hvis man har andet, der kan sandsynliggøre, at man har transporteret sig på arbejde det antal dage, som man har angivet, vurderer Skattestyrelsen fra sag til sag om den alternative dokumentation er tilstrækkelig. Læs mere om det øgede fokus på kørselsfradraget her.

Rejsefradrag

Hvis du har forrettet tjeneste et andet sted end dit faste tjenestested, og du har været mere end 8 kilometer fra dit faste tjenestested, kan der være mulighed for at tage et rejsefradrag.

Hvis Forsvaret ikke dækker dine rejseudgifter i forbindelse med arbejdet eller udbetaler skattefri godtgørelse, kan du få fradrag for kost, logi og småfornødenheder. Du kan enten bruge standardsatser eller få fradrag for dine dokumenterede udgifter. Det reelle fradrag er ca. 26 %, så hvis dit fradrag er 3.000 kr., sparer du ca. 780 kr. i skat.

Hvis Forsvaret ikke udbetaler det fulde beløb til kost, som skattelovgivningen giver mulighed for, opstår det såkaldte differencefradrag – altså et fradrag på forskellen i det, der er muligt at tage som rejsefradrag og det, som Forsvaret allerede har udbetalt til dig for eksempel i form af time- og dagpenge. Fradraget skal tastes i rubrik 53 på årsopgørelsen.

Du kan læse mere om fradrag på vores hjemmeside, https://cs.dk/medlem/skat/

Andre nyheder