Catwalk og kampfly på Skive kaserne

mandag 02.september 2019 | Nyheder | Helle Kolding |

Catwalk, vandsprøjter, kampfly og mandskabsvogne, feltrationer og forhindringsbaner – alt var linet op og klar fra morgenstunden, da Skive kaserne i lørdags åbnede portene for den store offentlighed. Det benyttede rigtig mange sig af, og nogle tog det helt klart som en familieudflugt, for der var noget for både de voksne og de små.

   
Hele kasernen var i sving, og man kunne få lov til at se en belægningsstue, kravle op i en F-16 eller køre en tur med en pansret mandskabsvogn. Et sted var der arrangeret et helt feltkøkken, hvor der blev leveret smagsprøver og forklaret om indholdet af de rationer, der gives til soldater i felten. Man kunne også få lov til at prøve en udfordrende feltbane, og se nærmere på de unge rekrutter, der fik stueeftersyn af en sej sergent. På en blokvogn var der arrangeret ’modeshow’, hvor unge rekrutter viste den bedste militære mode fra inderst til yderst, og på forskellige stande rundt omkring kunne man se nærmere på -og få behørige forklaringer på alt fra våben til oppakninger. Man kunne ikke bare se og høre, men også få lov til at røre, og i flere tilfælde selv prøve de udstillede genstande.

   
Udover kasernen selv og ingeniørregimentets egne folk, Minerydningstjenesten og Hjemmeværnsdistriktet, var der også eksterne udstillere fra bl.a Veteranstøtteordningen, Beredskabsstyrelsen/Beredskabsforbundet og Flyvevåbnet.
Udover et kampfly stillede sidstnævnte også med en stand, hvor der blev fortalt om flyvevåbnets uddannelser og karrieremuligheder. Fly og folk på standen havde allerede været med ved flere andre enheders åbent hus-arrangementer.
Skive kaserne gjorde meget ud af at dagen også var netop en familiedag, hvor soldaternes egne familie, venner og pårørende fik mulighed for at få et godt indblik i hvad far eller mor, søster eller bror, søn eller datter går og arbejder med i dagligdagen. Det gode sensommervejr gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere, men lokkede rigtigt mange med indenfor hegnet.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt