CFU’s generelle krav

mandag 21.december 2020 | OK21 | |

De generelle krav er dem, som forhandles af arbejdsmarkedets parter, CFU og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, på statens område Det er en række krav, som man er blevet enige om på tværs af alle organisationer på statens område, hvorfor de netop – som navnet antyder – er meget generelle i deres formulering.

Løn
1. Procentuelle generelle lønstigninger, der som minimum sikrer reallønnen for alle
2. Videreførelse af reguleringsordningen
3. Under forudsætning af, at krav 1 opfyldes, og de generelle lønstigninger har en sådan størrelse, at de forhindrer en negativ udmøntning, afsættes der midler til organisationspuljer med udmøntningsgaranti
4. Der afsættes midler til forhøjelse af lokallønspuljer
5. Tilførelse af midler til cheflønspuljen
6. Forbedring af lønberegningsreglerne (aflønning på brudte datoer)

Pension/gruppeliv
7. Forbedring af minipensionen
8. Der aftales justeringer i gruppelivsordningerne (finansieret af bonusmidler)
9. Diverse ændringer af ydelsessammensætningsaftalen

Frit valg
10. Etablering af fritvalgsordning med frit valg mellem løn, frihed og pension

CFU ønsker, at parterne både via CFU-forliget og i den kommende overenskomstperiode sætter fokus på det lokale samarbejds- og aftalerum. CFU ønsker desuden, at parterne med en partsfælles og værdiskabende tilgang understøtter og styrker den lokale aftalemodel i praksis. Kravene omfatter seniorer, det nye lønsystem, grøn omstilling, arbejdsliv/arbejdsmiljø, samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter.
Aftale- og samarbejdsrummet
11. Styrkelse af det lokale aftale- og samarbejdsrum

Seniorvilkår
Forbedrede og forpligtende seniorrettigheder, der skal styrke fastholdelse i et gradvist forlænget arbejdsliv. De konkrete krav er:
12. Ret til etablering af opsparingskonto for medarbejdere over 55 år
13. Nedsættelse af grænsen for, hvornår ansatte kan vælge at konvertere pensionsbidrag til køb af frihed
14. Forpligtelse til at afholde en livsfasesamtale med fokus på den enkeltes behov, så seniorerne får lyst og mulighed for at blive i beskæftigelse, også efter den formelle pensionsudbetalingsalder Samtalen kan munde ud i en senioraftale
15. Inddragelse af TR og SU i arbejdspladsens seniorpolitiske tiltag mhp., at der etableres en ambitiøs seniorindsats med fokus på den enkeltes behov ift. eksempelvis arbejdstid, arbejdstilrettelæggelse, nye opgaver, det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, kompetenceudvikling, hjemmearbejde og ansvar
16. Ret til seniordage

Rammeaftale om nye lønsystemer
17. Bedre proces for den lokale løndannelse, herunder åbenhed om løn og lønstrukturer på den enkelte arbejdsplads
18. Styrket forhandlingsposition for TR i forbindelse med nyansættelser, herunder at tillæg skal forhandles med TR/organisationen, før der gives oplysning om tillæg til nye medarbejdere
19. Oplysninger til TR i forbindelse med lokale forhandlinger
20. Et forbedret tvisteløsningssystem, herunder oprettelse af uafhængigt lønnævn med opmand til løsning af tvister i forbindelse med lønforhandlinger

Grøn omstilling
21. Medarbejderinddragelse i grøn omstilling på statslige arbejdspladser

Arbejdsliv og arbejdsmiljø
22. Samarbejdsudvalg skal have et mere forpligtende samarbejde om arbejdsmiljø, herunder:

  • psykisk arbejdsmiljø generelt
  • stress
  • vold
  • krænkende handlinger

23. Der skal være en årlig drøftelse mellem leder og TR/AMR og i samarbejdsudvalget om det gode arbejdsliv
24. Fortsættelse af lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø
25. Påbud fra Arbejdstilsynet, APV-resultater og handlingsplaner i tilknytning til disse offentliggøres på arbejdspladsens hjemmeside
26. Ledelsen skal én gang årligt redegøre for sammenhængen mellem ressourcer og arbejdsmængde, herunder eventuelle konsekvenser i forhold til sammenhængen mellem ressourcer og arbejdsmængde.
27. Etablering af ret til introforløb og supervision for nyansatte

Samarbejdsaftalen
28. Folkekirken skal omfattes af SU-aftalen
29. Såfremt der i en sag om udbud er rejst en sag om brud på reglerne om information og drøftelse, har dette opsættende virkning for gennemførelse af udbuddet
30. SU skal i endnu højere grad inddrages i arbejdet med kontrakter med private leverandører, opfølgning på disse og i forhold til genudbud

Tillidsrepræsentanter
31. TR og leder skal drøfte reduktion af sædvanlige arbejdsopgaver pga. tidsforbrug til hvervet
32. Der skal aftales et tillæg for funktionen som tillidsrepræsentant
33. Midlertidig anerkendelse af flere tillidsrepræsentanter på et valgområde ifm. ressortomlægninger eller lignende
34. Alle dele af folkekirkens personale skal omfattes af TR-aftalen
35. Ret til valg af TR på enhver afdeling/matrikel med mindst 5 ansatte
36. Vejledende tekst om elementer, der bør tages hensyn til ved vurderingen af, hvad der er nødvendig tid

Kompetenceudvikling
37. Videreførelse og forbedring af aftalerne om henholdsvis Den Statslige Kompetencefond og organisering af parternes fælles arbejde med kompetenceudvikling, samt evaluering af Den Statslige Kompetencefond ved udgangen af den kommende overenskomstperiode
38. Indenfor OAO’s fondsområder kan der aftales og understøttes særlige indsatser, hvortil der kan ydes støtte til udgifter, der ligger ud over uddannelses-/kursusgebyrer, materialer, transport og ophold (jf. §4, stk. 2 i Aftale om Kompetencefonden)
39. Inden for OAO’s, LC’s og CO10’s fondsgrupper skal tillidsrepræsentanten sammen med leder og medarbejder underskrive ansøgninger til Den Statslige Kompetencefond

Arbejdstid
Forbedringer i statens arbejdstidsaftale. De konkrete krav (krav 40-43) er:
40. Varsling i forbindelse med ændring/omlægning af planlagt tjeneste. Herunder krav om godtgørelse, hvis varslerne ikke overholdes
41. Deltidsansatte skal have adgang til højere timetal eller fuldtid
42. Etablering af ret til frihed uden løn – eventuel opsparing af retten over et antal år
43. Fastsættelse af rammer for lokale flekstidsaftaler i Statens arbejdstidsaftale
44. Indgåelse af en arbejdstidsaftale, der regulerer de områder, der pt. er omfattet af lov 409, jf. OK18-CFU-forligets punkt IV

Leder/chefområdet
45. Ændret brug og anvendelse af åremål
46. Ændring af rammeaftale om kontraktansættelse i staten
47. Honorering af chefer ved domstolene

Barsel, adoption, omsorgsdage, barns sygdom
48. Udvidet øremærkning af forældreorlov til fædre m.fl.
49. Større fleksibilitet mht. placering af fravær ifm. barns to sygedage
50. Afbrudt arbejdsdag ved barns sygdom
51. Lønret i forbindelse med fravær pga. sorgorlov
52. Forlængelse af orlovsperiode med løn i forbindelse med fravær ved graviditets-betinget sygdom efter fødslen

Tryghed
53. Arbejdsgiver kan ikke varsle ferie til afholdelse i opsigelsesperioden
54. Ret til frihed til realkompetenceafklaring ved uansøgt afsked
55. Forbedret beskyttelse ved afskedigelse på grund af arbejdsbetinget sygefravær
56. Ret til omplacering inden for ansættelsesområdet ved afskedigelser som følge af økonomi, besparelser og rationaliseringer.

Distancearbejde/hjemmearbejde/digitalisering
57. Ændring/modernisering af rammeaftale om distancearbejde, samt opdatering af vejledning herom
58. Udvikling af det digitale arbejdsliv

Øvrige generelle vilkår
59. Arbejdsgiveren betaler for lægelig dokumentation ved sygdom under ferie
60. Pensionerede skal omfattes direkte af (fælles)overenskomstenerne
61. Organisationen/den lokale repræsentant skal tilsendes ansættelseskontrakten i forbindelse med ansættelser af medarbejdere i fleksjob
62. Modernisering af tjenesterejseaftalen
63. Nyberegning af grundlaget for den faste varmesats
64. Undervisning og forskning: Arbejdsgiver kan kun få del af ophavsretten, hvis det er nødvendigt for vedkommendes sædvanlige virksomhed, og hvis der indgås en lokalaftale om overdragelse af ophavsret
65. Fastsættelse af en forpligtelse til drøftelse i SU af anvendelse af tidsbegrænsede ansættelser, små deltidsjob, timelønnede, vikarer, freelancere, projektansatte mv.

Uden for aftaleområdet
66. Procentregulering af tjenestemandspensioner og efterindtægt fastsættes til den del af rammen ved OK21, der afsættes til egentlige lønformål (generelle lønstigninger, puljer til lokale lønforhandlinger, cheftillæg mm.). Alternativt en ekstraordinær regulering af den generelle tjenestemandspension i lighed med den, der gennemførtes efter OK05

Forbeholdskrav
67. Der tages forbehold for fremsættelse af krav i forlængelse af udfaldet af verserende sager for domstole eller voldgiftsretter
68. Der tages forbehold for fremsættelse af krav, der følger ændringer på det øvrige arbejdsmarked eller i lovgivningen

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt