Nye chefer på plads i hæren

fredag 23.august 2019 | Nyheder | Jane Munk |

Generalmajor Michael Lollesgaard tiltræder som ny chef for Hærkommandoen den 1. september 2019. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

58-årige Lollesgaard har senest været udstationeret i Yemen som chef for FN’s politiske mission i landet. Før det var han chef for Danmarks militære repræsentation i Nato. Han har tidligere været leder af FNs Minusma-mission i Mali.

– Michael er med sin store erfaring den helt rigtige til at stå i spidsen for hæren. Jeg har fuld tillid til, at han har præcis de kompetencer, der skal til for at løse de opgaver, der venter hæren med det nye forsvarsforlig, siger Forsvarschef Bjørn Bisserup til nyhedsbureauet Ritzau.

I CS glæder formand Jesper Korsgaard Hansen sig til samarbejdet med den nye chef for Hærkommandoen.

– Jeg ønsker Michael Lollesgaard tillykke med den nye stilling, og ser frem til samarbejdet med at sikre gode arbejdsvilkår for vores medlemmer, siger han.

Michael Lollesgaard erstatter generalmajor Hans-Christian Mathiesen, der siden den 24. oktober 2018 har været fritaget for tjeneste. Hans-Christian Mathiesen vil blive placeret i Forsvarskommandoen, indtil sagen ved Auditørkorpset er afklaret, oplyser Forsvarsministeriet.

Den fungerende chef for Hærkommandoen, generalmajor Kenneth Pedersen, vender tilbage til sin faste stilling som chef for Operationsstaben i Forsvarskommandoen.

Derudover tiltræder generalløjtnant Max Arthur Lund Thorsø Nielsen (M.A.L.T.) som chef for Danmarks militære repræsentation i NATO den 1. september 2019. Max Arthur Lund Thorsø Nielsen er 55 år og kommer fra stillingen som chef for Forsvarsstaben i Forsvarskommandoen.

– Vi har haft et godt samarbejde med M.A.L.T. og ønsker han al held og lykke i sin nye stilling i NATO, siger CS Formand Jesper Korsgaard Hansen.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt