CS formand glad for droppede vegetardage: Godt, at man lytter til medarbejderne

tirsdag 03.november 2020 | Nyheder | Jane Munk |

Regeringens forslag om at indføre to obligatoriske vegetardage i kantinerne på statens arbejdspladser vakte ikke ligefrem jubel blandt medarbejderne.

Forslaget fik da heller ikke lov at leve længe. Regeringen har nemlig – efter dialog med flere lønmodtagerorganisationer – besluttet, at det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, om man ønsker at indføre vegetardage eller ej. Præcis ligesom det fungerer i kantinerne i dag.

– Efter en god dialog med en række lønmodtagerorganisationer har regeringen besluttet, at det ligesom i dag skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, hvor ofte der serveres vegetarisk mad i de statslige kantiner. Det bliver således op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme, om man ønsker at have vegetardage eller ej. Vi synes, det er en god ide, at statens kantiner serverer mere bæredygtig mad, men vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold, siger finansminister Nicolai Wammen.

En af dem, der har været i dialog med Finansministeren om de foreslåede vegetardage, er CS formand Jesper Korsgaard Hansen. Han er glad for beslutningen om at droppe de tvungne vegetardage.

– Jeg har haft en rigtig god dialog med ministeren, og jeg er glad for, at man har valgt at lytte til medarbejderne. Det er en god beslutning at lade det være op til den enkelte statslige arbejdsplads, hvor meget vegetarisk mad, der skal på menuen, siger han.

– Vi kommer nok ikke udenom, at vi skal spise mere bæredygtigt i fremtiden, men det skal være et valg, som den enkelte arbejdsplads selv træffer, og i sidste ende er det jo op til den enkelte, hvad man vælger at putte på sin tallerken. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge medarbejderne til at spise på en bestemt måde, fortsætter han.

Baggrunden for forslaget er, at den en offentlige sektor skal være i front i den grønne omstilling. Derfor har regeringen med strategien Grønne indkøb for en grøn fremtid sat en ambitiøs retning for de 380 milliarder kroner, som det offentlige hvert år køber ind for. Strategien favner bredt – fra emissionsfri køretøjsflåde til obligatorisk brug af miljømærkede produkter.

Ved offentliggørelsen lagde strategien op til at indføre to rent vegetariske dage om ugen i statens kantiner, samt at der højst må serveres okse- eller lammekød én dag om ugen. Det er disse forslag, som regeringen nu vil lade være op til den enkelte statslige arbejdsplads.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt