CS mener: Svindelsag giver anledning til at se på styrelsernes rolle

tirsdag 10.december 2019 | Nyheder | Jane Munk |

Sagen om manglende kontrol og mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse får konsekvenser. Det understregede Forsvarsminister Trine Bramsen på et pressemøde i Forsvarsministeriet tirsdag.

Direktøren i ejendomsstyrelsen fritages for tjeneste, ligesom koncernstyringsdirektøren bliver overført til anden tjeneste, forklarede ministeren. Der kommer ligeledes en kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område.

– Det er helt afgørende, at der er tillid til, at pengene bruges ordentligt. Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres. Derfor tager jeg svindel i Forsvaret meget alvorligt, sagde forsvarsminister Trine Bramsen (S) på pressemødet.

– Vi skal gøre alt for at sikre, at lignende sager ikke opstår hverken i Forsvarets Ejendomsstyrelse eller andre steder, lød det blandt andet fra ministeren

Handler ikke om Forsvaret

CS Formand Jesper Korsgaard Hansen roser ministeren for at gribe ind og ikke mindst for at lægge vægt på, at sagen handler om en styrelse i Forsvarsministeriet, og altså ikke om de militært ansatte i Forsvaret.

– Det er en alvorlig sag, men jeg er glad for, at ministeren starter sit pressemøde med at melde helt klart ud, at det handler om en styrelse under Forsvarsministeriet og ikke om soldaterne, siger han.

– Dernæst synes jeg også, det er godt, at hun starter en kulegravning af sagen for at få et overblik. Det kan meget vel være, at det breder sig til resten af styrelserne. På den måde kan man sikre, at tingene er, som de skal være. Det er vigtigt at sikre, at skatteborgernes penge bliver brugt, som de skal.

Ansvaret tilbage til Forsvarschefen

Den mulige svindelsag i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har blusset op i debatten om, hvorvidt det i sin tid var en korrekt beslutning at oprette de mange styrelser, og om man skal gå tilbage til det tidligere system. En pointe, som CS formand blandt andet fremførte sidste år på CS Kongres, hvor han i sin åbningstale sagde, at han ønskede helhedsansvaret tilbage til Forsvarschefen.

– Vores helt klare opfattelse er, at Forsvarschefen skal have sit helhedsansvar tilbage – sit personale, sit materiel, og selvfølgelig den samlede økonomi. Det er ufatteligt at en topchef i Danmark ikke har råderet over så vigtig en del af sit virke. Jeg vil derfor opfordre Politikerne på Christiansborg til at give den del af Forsvarsforliget et servicetjek, lød det dengang fra Jesper Korsgaard Hansen, og den holdning vil han gerne gentage nu.

–  Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der – ud fra den hverdag, som vores medlemmer har – er en del bøvl med de her styrelser. Det har gjort hverdagen besværlig for mange derude. Vores forslag har derfor længe været, at man giver helhedsansvaret tilbage til Forsvarschefen. Så han har styr på materiel, personel og økonomi, og så den enkelte chef på tjenestestederne kan råde over de faciliteter, der er på tjenestestedet. Det var meget nemmere i ”gamle dage” og vi opfatter det som bureaukratisk bøvl, når man skal igennem en masse arbejde for at få skiftet en lyspære, bestille et lokale eller lave en rejseafregning, siger formanden i CS.

Sagen om Ejendomsstyrelsen så dagens lys i sidste uge. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik fredag hård kritik fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt