CS opfordrer: Send billeder til os, hvis du oplever dårlig forplejning

fredag 18.september 2020 | Nyheder | Jane Munk, Foto: Unsplash |

Elendig forplejning, dårlig indkvartering og mangelfuld rengøring har plaget Forsvarets medarbejdere efter de vendte tilbage fra nedlukningen i forbindelse med COVID-19.

Særligt forplejningen på flere af forsvarets tjenestesteder skaber store frustrationer, og CS’ formand Jesper Korsgaard Hansen kræver nu mere handling på området. Han opfordrer derfor CS medlemmer til at sende billeder ind til CS, når de oplever dårlig forplejning, rengøring eller indkvartering på tjenestestederne.

– Problemerne har været der i for lang tid nu, og der bliver nødt til at ske meget mere for at få det løst. Den forplejning, man byder forsvarets medarbejdere lige nu, er fuldstændig uacceptabelt. Vi hører eksempler på, at man hellere vil spise feltrationer end den mad, der serveres i cafeteriet. Det er helt uanstændigt på en moderne arbejdsplads. Vi er trods alt i år 2020 og ikke 1864, siger han.

Forplejningsproblemerne er blandt andet opstået på baggrund af de skærpede restriktioner for at begrænse smittefaren med COVID-19, men Jesper Korsgaard Hansen mener ikke, at det kan undskylde den betydeligt forringede service, medarbejderne oplever i deres hverdag.

– Jeg har bragt emnet på bane flere gange i den seneste tid, men vi mangler stadig at se noget handling på området. Vi har allerede samlet en del eksempler ind og bragt dem videre, men vi har brug for mere. Billeder vejer ofte tungere end ord, og det er derfor, vi nu beder vores medlemmer om at sende billedeksempler ind til os, når de oplever dårlige forhold, siger han.

Billederne kan sendes til CS Specialkonsulent Bjarne Kehr på mail: bk@cs.dk.

HUSK at angive dato for, hvornår billedet er taget, hvor billedet er taget, samt en kort beskrivelse af, hvad billedet viser.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt