Derfor ser din særlige feriegodtgørelse anderledes ud

tirsdag 28.april 2020 | Nyheder | Jane Munk |

Vi får rigtigt mange spørgsmål om feriegodtgørelse i disse dage. De fleste oplever nemlig, at deres feriegodtgørelse er mindre, end den plejer at være.

Årsagen er, at vi trådte ind i overgangen til den nye ferielov 1. september sidste år.

1 procent af de i alt 1,5 procent særlig feriegodtgørelse er derfor blevet indefrosset for perioden den 1. september 2019 til den 31. december 2019.

Den feriegodtgørelse, der bliver udbetalt ultimo april består dermed af 1,5 procent optjent i perioden den 1. januar 2019 og frem til 31. august 2019 og 0,5 procent optjent i perioden den 1. september 2019 til den 31. december 2019.

Ændringer fra 2021

Udbetalingstidspunktet for den særlige feriegodtgørelse vil ændre sig fra 2021. Efter den nye ferielov vil den særlige feriegodtgørelse blive udbetalt to gange om året (i dag udbetales den med april-lønnen). Efter den nye ferielov vil særlig feriegodtgørelse for perioden 1. september – 31. maj blive udbetalt sammen med lønnen for maj måned. Særlig feriegodtgørelse for perioden 1. juni – 31. august vil blive udbetalt med lønnen for august måned.

Udbetalingerne vil fremadrettet se sådan ud:

Udbetales ultimo april 2020

  • 1,5 % af den ferieberettigede løn optjent under den gamle ferielov i perioden 1. januar 2019 – 31. august 2019.
  • 0,5 % af den ferieberettigede løn optjent i overgangsperioden til den nye ferielov (indefrysningsperioden) 1. september 2019 – 31. december 2019.

Udbetales ultimo april 2021

  • 0,5 % af den ferieberettigede løn optjent i overgangsperioden til den nye ferielov (indefrysningsperioden) 1. januar 2020 – 31. august 2020.

Udbetales ultimo maj 2021, 2022 etc.

  • 1,5 % af den ferieberettigede løn optjent under ny ferielov og ferieaftale i perioden optjent 1. september 2020 – 31. maj 2021.

Udbetales ultimo august 2021, 2022 etc.

  • 1,5 % af den ferieberettigede løn optjent under ny ferielov og ferieaftale i perioden optjent 1. juni 2021 – 31. august 2021.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt