Egentlig militærtjeneste – hvad handler det om?

tirsdag 03.november 2020 | Nyheder | Flemming Fage Sørensen, specialkonsulent i CS |

Spørgsmålet om, hvad egentlig militærtjeneste betyder, er stillet mange gange over de sidste 30-40 år. Trods navnet er der ikke noget specielt militært over begrebet. Der er derimod tale om et begreb, som fremgår af arbejdsmiljøloven.

Både den nuværende arbejdsmiljølov fra 2010, såvel som den oprindelige arbejdsmiljølov fra 1975 nævner begrebet egentlig militærtjeneste, men loven siger ikke noget konkret om, hvad egentlig militærtjeneste er. I loven står udelukkende, at egentlig militærtjeneste er undtaget for lovens fulde anvendelsesområde. Ikke engang i kommentarerne til loven, kan man finde svar på, hvad egentlig militærtjeneste er for en størrelse.

Et dyk i arkiverne

På retsinformation kan man finde mange gamle cirkulærer, bekendtgørelser og love. Her kan man også finde den historiske Forsvarskommandobestemmelse M 061-1 om bestemmelser for arbejdsmiljøvirksomheden i fredstid inden for Forsvarskommandoens myndighedsområde fra 31. maj 1984.

Her er der gevinst! I punkt 4 i bestemmelsen beskrives egentlig militærtjeneste således: ”Ved egentlig militærtjeneste, der udføres af militære, forstås den tjeneste og de aktiviteter, der har til formål at opøve forsvarets enheder m.v. i løsning af de freds- og krigsopgaver, der påhviler dem.

Bemærk, at egentlig militærtjeneste allerede i 1984 er defineret som aktiviteter, der har til formål at opøve forsvarets enheder. Der er altså tale om tjeneste og aktiviteter, der relaterer sig til øvelse og uddannelse.

Begrebet egentlig militærtjeneste giver god mening, når der skal trænes til de særlige opgaver, som forsvaret kan blive sat til at løse uden for landets grænser. Det giver ikke mening at træne egentlige krigsscenarier, hvis der skal indlægges 11 timers sammenhængende hvile for den enkelte medarbejder pr. døgn, som i øvrigt skal være væk fra arbejdspladsen.

 

Men når alle tilsyneladende er enige om, at det er en god ide, at der er særlige dispensationer fra arbejdsmiljøloven, grundet forsvarets særlige behov for at kunne opøve militære færdigheder, hvor opstår udfordringen så – og hvorfor var vi igen på vej i retten i 2020?

 

Flere sager i 90’erne

Svaret skal nok findes i de fortolkninger, som forsvaret over tid har haft om egentlig militærtjeneste. Fortolkninger, som på flere måder har forsøgt at udvide anvendelsen af egentlig militærtjeneste.

Op igennem 1990’erne opstod der flere uenigheder om egentlig militærtjeneste. Vores første nedslag i sager er derfor i 1996.

Her udstedte Arbejdstilsynets militærinspektion et påbud efter et besøg i en garage ved Garderhusarregimentet, som ikke opfyldte arbejdsmiljølovens betingelser. Militærinspektionen fandt ikke grundlag for, at arbejdet med eftersyn af køretøjer kunne passe til betegnelsen egentlig militærtjeneste.

Hæren Operative Kommando klagede over påbuddet til Direktoratet for Arbejdstilsynet, da det var forsvarets opfattelse, at der var tale om egentlig militærtjeneste, og at arbejdsmiljølovens bestemmelser om arbejdsstedets indretning derfor ikke var gældende. Direktoratet for Arbejdstilsynet fastholdt imidlertid den tidligere afgørelse, og Forsvarskommandoen ankede derfor afgørelsen til Forsvarsministeriet. Forsvarsministeriet klagede efterfølgende over afgørelsen til Arbejdsministeren vedlagt et notat fra Forsvarskommandoen.

Skal soldater øve sig i at fryse?

I sagen fra 1996 er det vigtigt at se på begrundelsen for Arbejdstilsynets påbud: Arbejdstilsynet lagde vægt på, at ”at det omhandlede arbejde ikke var at betragte som egentlig militærtjeneste, idet der er tale om rutinemæssige vedligeholdelsesarbejder.” Arbejdstilsynet vurderede, at der i tilfældet fra garagen hos Garderhusarregimentet ikke var tale om, at man øvede eftersyn af køretøjer under krigslignende omstændigheder, men at der bare var tale om helt almindeligt eftersyn. Derfor skulle reglerne i arbejdsmiljøloven følges.   

”Undtagelsen fra arbejdsmiljøloven gælder for arbejde, der udføres af militære, og som kan henregnes til egentlig militærtjeneste. Herved forstår direktoratet den tjeneste og de aktiviteter, der har til formål at opøve forsvarets enheder m.v. i løsning af de freds- og krigsmæssige opgaver, der påhviler dem,” står der i afgørelsen.

I Forsvarskommandoens anke skriver de, at ”I den forbindelse er det afgørende, at alene forsvaret kan vurdere behovet for uddannelsen af det militær personel, der er nødvendig, for at personellet og de militære enheder kan løse pålagte opgaver i fred og krig.”

Efter forsvarets daværende opfattelse var det således kun forsvaret, som kunne vurdere, hvilken tjeneste der kunne betegnes som egentlig militærtjeneste.

Forsvarskommandoen beskriver videre, at ”Vedligeholdelse af køretøjer er i lighed med det at kunne skyde med et våben, køre med en kampvogn og lignende en forudsætning for, at enheden kan præstere den tilsigtede kampeffekt. Såfremt den daglige tjeneste ved 1. – 2. echelon gennemføres i værkstedslignende opvarmede faciliteter, vil personellet ikke blive uddannet og rutineret i deres funktion til at tilgodese de krav, der stilles til en militær enhed.”

Lidt karikeret kan man sige, at soldaterne skulle øve sig i at fryse!

Den ”hemmelige” arbejdsgruppe

Senere finder CS ud af, at der er blevet nedsat en arbejdsgruppe på baggrund af denne sag. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra forsvaret og Arbejdstilsynet, og har til formål at drøfte ”arbejdsmiljøspørgsmål”.

CS skriver til Direktoratet for Arbejdstilsynet og beder om at blive inddraget i arbejdet. Direktoratet for Arbejdstilsynet er positive overfor forslaget, men kort til efter modtager CS en skrivelse fra Forsvarskommandoen, hvori de oplyser, at ”det kommende møde mest hensigtsmæssigt gennemføres uden organisationernes deltagelse”. Forsvarskommandoen henviser til, at Arbejdsministeren har anmodet Arbejdstilsynet og Forsvarskommandoen om at indgå en formel aftale om fortolkning af ”egentlig militærtjeneste.”

CS tager endnu engang fat i Arbejdstilsynet, og understreger, at vi som fagforening er part i sagen, og derfor har krav på at blive inddraget, inden man indgår en aftale.

I juni 1997 modtager CS et udkast fra Forsvarskommandoen til uddybende fortolkning af begrebet ” egentlig militærtjeneste”. CS besvarer Forsvarskommandoens udkast på vegne af de militære fagforeninger, og meddeler, at man ikke kan støtte udkastet.

Fagforeningerne frygter, at udkastet ”vil medvirke til at fastholde de hidtil utilfredsstillende tilstande med mangelfuld dækning i forhold til sikkerhedsorganisation og bedriftssundhedstjeneste.” Man mener med andre ord ikke, at det fremsendte udkast vil løse problemerne. Man beder endnu engang om, at fagforeningerne bliver inddraget i arbejdet – i et reelt samarbejde.

Fagforeningerne kommer med i maskinrummet

Efter en del ”tovtrækkeri” med Forsvarskommandoen, kommer fagforeningerne endeligt med ind i arbejdet. Fagforeningernes vil gerne afskaffe begrebet egentlig militærtjeneste helt fra arbejdsmiljøloven. Derfor sender fagforeningerne i 1999 et lovforslag til ændring af arbejdsmiljøloven til daværende Arbejdsminister Ove Hygum.

Lovforslaget går ud på at undtagelsesbestemmelsen i arbejdsmiljøloven vedrørende egentlig militærtjeneste udgår og erstattes af en mere snæver undtagelsesbestemmelse. Baggrunden for forslaget er, at fortolkningen fra Arbejdstilsynet og Forsvarskommandoen er uklar og alt for omfattende til, at der kan gennemføres et målrettet miljøarbejde. Derudover opstår der, efter fagforeningernes opfattelse, generelt for mange arbejdsskader under militærtjeneste, og at der er behov for at arbejdsmiljøet forbedres væsentligt.

I 2001 blev Arbejdsministeriet, Arbejdstilsynet, Forsvarskommandoen og fagforeningerne enige om at nedsætte en hurtigt arbejdende gruppe med det formål at vurdere, hvilke forbehold i arbejdsmiljøloven, forsvaret har for at kunne gennemføre den ”operative virksomhed”.

På baggrund af resultatet fra denne arbejdsgruppe, indgår Beskæftigelsesministeren og Forsvarsministeren i 2002 en aftale om en præcisering af egentlig militærtjeneste. Denne er senere udsendt som en vejledning fra Arbejdstilsynet. Vejledningen og aftalen kan læses i sin helhed her.

Nye sager trods aftale

Essensen i vejledningen er, at for at arbejde kan betegnes som egentlig militærtjeneste, skal det konkrete arbejde udføres af militære ansatte, der skal være tale om uddannelse- eller øvelsesvirksomhed, og det skal fremgå af et øvelses- eller uddannelsesdirektiv.

Det fremgår også, at der er en række sikkerhedsparagraffer, der altid er gældende – også under egentlig militærtjeneste. Desuden står der i vejledningen, at aktiviteter, der omfattes af begrebet egentlig militærtjeneste, ud over at være omfattet af ovennævnte bestemmelser, i videst muligt omfang skal foregå under hensyntagen til arbejdsmiljøloven.

Det er også specificeret, at baggrunden for, at en del af arbejdet inden for forsvaret anses for at være omfattet af egentlig militærtjeneste, er, at der her er tale om specifikke aktiviteter, der på afgørende vis taler imod arbejdsmiljølovgivningens fulde anvendelsesområde.

Der er altså ikke frit valg – men derimod er der en række konkrete forhold, som forsvaret skal være opmærksomme på og holde sig inden for.

Man skulle tro, at vejledningen ville gøre det nemmere for alle parter at skelne imellem almindelige driftsopgaver, hvor arbejdsmiljøloven er fuldt gældende, og så øvelses- og uddannelsessituationer, hvor der er mulighed for at fravige en række af arbejdsmiljølovens bestemmelser. Men også op igennem 00’erne opstod en række sager, hvor der ikke var enighed om tjeneste kunne henregnes til egentlig militærtjeneste eller ej.

Afvisningsberedskabet i Skrydstrup

En af de mere profilerede sager fra de seneste 20 år, er sagen om Afvisningsberedskabet i Skrydstrup. Her var forsvaret af den opfattelse, at klarmeldernes (flymekanikere) arbejde kunne henregnes til egentlig militærtjeneste. På trods af, at Arbejdstilsynet i 2008 havde udtalt, at arbejdet (for både pilot og klarmelder) ikke er omfattet af reglerne om egentlig militærtjeneste. På trods af et høringssvar fra Forsvarskommandoen og et møde mellem det daværende Forsvarets Personeltjeneste og Arbejdstilsynet, fastholdt Arbejdstilsynet deres afgørelse.

Afgørelsen fra Arbejdstilsynet bliver imidlertid omgjort af Arbejdsmiljøklagenævnet i 2009. Nu er Skrydstrups afvisningsberedskab pludselig omfattet af egentlig militærtjeneste. Det endda på trods af, at den daværende chef for Fighter Wing Skrydstrup i sin redegørelse til Forsvarets Personeltjeneste gør det meget klart, at der ikke er noget, der kan understøtte opretholdelsen af afvisningsberedskabet som egentlig militærtjeneste, på nær få punkter vedrørende klargøring, vagtoverdragelse, meteorologi- og tanktjeneste og piloters status.

Endelig konkluderer chefen i redegørelsen til Forsvarets Personeltjeneste, at ”Fighter Wing Skrydstrup ser ikke yderligere forhold, de kan understøtte opretholdelse af afvisningsberedskabet som egentlig militærtjeneste.”

Denne redegørelse er dog ikke nævnt i hverken afgørelsen fra Arbejdsmiljøklagenævnets eller i den senere dom fra Østre Landsret.

Løsning i 11. time

CS anlægger sagen ved de civile domstole for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt Afvisningsberedskabet hører under egentlig militærtjeneste. Sagen kommer for Østre Landsret i 2011. Den er blevet henvist fra byretten til Landsretten, idet det skal være muligt at anke den principielle afgørelse til Højesteret.

Østre Landsret giver ikke CS medhold. Spørgsmålet er kompliceret område, og kan være vanskeligt at sætte sig ind i. CS er naturligvis ikke enige og mener heller ikke, at alt relevant kom frem i Landsretten. Man vælger derfor at appellere Østre Landsrets afgørelse til Højesteret.

Samtidigt med forberedelse af sagen til Højesteret beder CS Formand Jesper Korsgaard Hansen den daværende Forsvarsminister Nick Hækkerup om et møde for at drøfte en løsning uden om retssystemet. På baggrund af mødet nedsættes en arbejdsgruppe bestående af Forsvarsministeriet, Forsvarets Personeltjeneste, HKKF, HOD og CS.

Kort før sagen skal for Højesteret lykkedes det for den nedsatte arbejdsgruppe at formulere et forståelsespapir. Resultatet af arbejdsgruppens arbejde betyder, at tjeneste ved afvisningsberedskabet i 2013 bliver omlagt til at følge arbejdsmiljølovens bestemmelser, og at sagen ved Højesteret trækkes.

I samme periode kører en række sager anlagt ved Militærpolitiet i Søværnet og ved vagterne i Garderhusarregimentet og Flådestationen i Korsør. I fire konkrete sager fastholder Forsvarskommandoen, at der også her er tale om egentlig militærtjeneste. I alle fire sager får forsvaret ikke medhold ved Arbejdstilsynet og heller ikke Arbejdsmiljøklagenævnet giver forsvaret ret. Det betyder, at alle lignende vagter i forsvaret omlægges fra døgntjeneste til at følge arbejdsmiljølovens bestemmelser.

Nye uenigheder i horisonten

Det indgåede forståelsespapir om SKYPER betyder, at endnu en uenighed om egentlig militærtjeneste blevet løst. Nu er rammebetingelserne for SKYPER kendt, og man behøver ikke længere diskutere, hvad der er egentlig militærtjeneste og hvad der ikke er. Når man planlægger SKYPER skal der være daglige hvileperioder i overensstemmelse med loven. Alle deltagere skal have 11 timer sammenhængende hvile pr. dag. Hvileperioden kan dog – for alle – nedsættes til 8 timer sammenhængende hvile indtil 2 gange om ugen, bare ikke to døgn i træk. Så om man er ”skydende deltager” eller ”instruktør” så er vilkårene ens.

Det er naturligvis positivt, men man kan naturligvis frygte, at der vil opstå nye uenigheder fordi selve begrebet egentlig militærtjeneste fortsat kan være uklart.

CS synes, det er ganske naturligt, at forsvaret i en række definerede situationer kan fravige de normale regler. Når vi træner til operationer, er vi nødt til at kunne træne så tæt på virkeligheden som muligt. Derfor er vi også nødt til at have undtagelse fra arbejdsmiljøloven, når vi træner i Danmark, og når aktiviteten og det vi træner kan retfærdiggøre, at vi ikke følger de normale regler.

Men der skal fortsat sondres imellem soldaten, som er øvelsestager, og instruktøren, kampdommeren, militærpoliti eller sanitetsfolkene som støtter øvelsen. Der gælder ikke samme regler, selvom vi allesammen ”deltager i øvelsesvirksomhed”.

Det er afgørende at huske på, at selv for soldaten der er øvelsestager, skal arbejdsmiljøloven følges i videst muligt omfang. Fraviges arbejdsmiljølovens regler, er det fordi der er tale om specifikke aktiviteter der på afgørende vis taler imod lovens fulde anvendelsesområde. Det skal altså ikke kun være nødvendigt eller belejligt – det skal være afgørende.

Hvis der ikke er tale om øvelse eller uddannelse for den enkelte soldat, så udfører vi bare det job vi er ansat til, og så har soldater også et retskrav på beskyttelse, på nøjagtig samme måde som alle andre ansatte i staten eller danske virksomheder.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt