Forsvaret har medvind på cykelstierne men…

mandag 21.oktober 2019 | Nyheder | Helle Kolding |

Danmarks nye hærchef, generalmajor Michael Lollesgaard, er ikke bekymret på befalingsmandsgruppens vegne. Fjernelsen af netop denne gruppes videreuddannelsestrin (VUT I og VUT II), og de fremtidige mere løse krav til netop befalingsmændenes uddannelse betyder ikke en nedprioritering af sergentgruppen.

– Det er jeg i hvert fald fuldstændig uenig i. Tværtimod arbejder vi netop med at styrke befalingsmandsrollen. Via vores Command Teams opprioriterer vi føring og ledelse, og vi vil lægge meget vægt på at give befalingsmændene de rigtige kompetencer, fastslår Michael Lollesgaard.

Han pointerer samtidig, at der arbejdes med at definere fremtidens befalingsmand, og at både hærchefsergenten og de to brigadegeneraler er dybt involveret i den proces.

– Men det er klart, at man er nødt til at have en eller anden form for uddannelse. Der skal stilles krav til befalingsmændene, og undervejs må de også selv byde ind og uddanne sig og få nye kompetencer. Det er vigtigt, at man hele tiden følger med i sit fag, fortsætter generalmajoren.

– I den civile verden får man heller ikke uddannelserne foræret. Her må man også selv tage fat og bruge fritid og egne midler til at videreuddanne sig. Ikke alt betales af arbejdsgiver, tilføjer han.

Generalmajoren er meget tilfreds med den militærakademiske uddannelse, MAU, der, hvis man følger den systematisk, kan tages på fire år og består af en række moduler, der samtidig giver de eftertragtede ECTS-point, der også kan bruges i civile sammenhænge.

Det er en uddannelse, der skal tages sideløbende med havende tjeneste.

– Jeg kan se gode muligheder i denne uddannelse. MAU er et stærkt program, siger Michael Lollesgaard.

– Det er afgørende for hæren at skabe et brugbart forløb, hvor man binder de forskellige befalingsmandstrin op på kompetencer. Men igen, her må man også selv byde ind, tilføjer han.

– VUT I og VUT II er der ikke mere. Vi skal give de nye muligheder tid, og vi skal få defineret håndteringen, og det kan vi blandt andet ved at arbejde sammen i de lokale SU (samarbejdsudvalg), fortsætter han.

Umiddelbart mener hærchefen, at det vil tage det næste halve år at få klarlagt og administreret de nye uddannelsesveje. Som situationen ser ud nu, er der ingen egentlige krav til mellemledernes uddannelse efter endt grunduddannelse til sergent (GSU) og til det fjerde trin, hvor man kan udnævnes til chefsergent. Først her er der krav om, at mellemlederen har en fuld akademiuddannelse inden -eller umiddelbart efter udnævnelse. Og det er altså i den mellemliggende tid, at generalmajoren gerne ser, at der hele tiden er uddannelsesmuligheder -også selv om de ikke er et formelt krav, og at mellemlederen gennemgår en kontinuerlig kompetenceudvikling i årenes løb.

– Jeg kan også se, at det giver mening, at der er en eller anden form for uddannelseskrav til en fremtidig seniorsergent, og ikke kun til chefsergenten, men det er noget af det, vi må arbejde på, siger hærchefen.

Gøre sig til

Han frygter ikke, at det vil blive sværere for den enkelte befalingsmand at komme igennem et egentligt karriereforløb, og at gode eller dårlige relationer til chefen vil få en anderledes betydning end nu.

– Selvfølgelig vil chefen kigge på kvalifikationer og kompetencer. Sådan er det nu, og det vil det også være i fremtiden. Det er måske mere op til en selv også at arbejde på sin egen udvikling og ’gøre sig til’. Der er ingen udstikker længere til at planlægge det hele for dig, men mulighederne er der, understreger han videre.

Lige så klar i mælet er hærchefen, når det drejer sig om emnet sergentelever på SU.

– Det er helt utilfredsstillende og åbenlyst uretfærdigt, kommer det prompte.

Derfor har han heller ikke mange flere kommentarer, bortset fra at det er en sag, hvor der arbejdes på højtryk for at finde en anden løsning.

– Det skal der gøres noget ved, og vi kigger på det, konstaterer Michael Lollesgaard.

Et område, der også har optaget -og stadig optager mange ansatte i forsvaret, er de administrative fællesskaber. Generalmajoren påpeger, at det er et område, der heller ikke er helt implementeret endnu, og han forklarer, at ledelsen er meget ops på, at der er mange, der stadig er usikre omkring effekten ude i de enkelte enheder.

– Der er dog også en del, der reagerer meget positivt på ændringerne. Eksempelvis i 2. Brigade, hvor jeg har hørt, man er meget tilfredse, siger Michael Lollesgaard, og han fortsætter;

– Der arbejdes også med nogle app’s, der skal understøtte administrationen lokalt, men det er ikke fintunet endnu, og som jeg ser det, er det administrative fællesskab med til at frigøre ressourcer til det operative virke, og det ser jeg bestemt som en fordel.

Generalmajoren og hans stab vil dog se nærmere på administrationen, når de rejser rundt mellem enhederne.

– Jeg kommer rigtigt meget rundt i den kommende tid, og her vil det selvfølgelig også blive spurgt ind til, men indtil videre er mit indtryk, at stemningen er overvejende positiv, konkluderer hærchefen.

Største udfordring

Generalmajoren blev chef for Hærkommandoen 1. september, så den første tid er primært gået med rundrejser til de enkelte enheder og at sætte sig ind i de mange områder, der hører under hærkommandoen. Men han lægger ikke skjul på, at han er meget glad for udnævnelsen og nyder at være kommet ’hjem igen’ efter en række udstationeringer senest i Yemen.

Spurgt direkte om, hvad han mener er forsvarets -og ikke mindst hærens største udfordring her og nu, tøver han ikke et øjeblik.

– Det er fastholdelsen. Vi har ikke problemer med rekruttering. Slet ikke. De unge strømmer til. Men de forsvinder næsten lige så hurtigt igen, og det skal vi gøre noget ved, understreger Michael Lollesgaard.

– Og hvad gør vi så ved det? spørger han og tilføjer hurtigt;

– Vi har diskuteret det rigtigt meget på KSU (koordinerende samarbejdsudvalg). Hvorfor forlader de os igen så hurtigt? Er det den almindelige trend blandt de unge, er vi ikke gode nok, hvor er det, vi fejler? Det skal vi have fundet ud af, og her vil jeg meget gerne have fat i de faglige organisationer, for det gælder alle niveauer.

Fastholdelse af personel i forsvaret er ikke et nyt emne, men efterhånden viser de tørre tal et trist faktum. Flere og flere stopper efter kortere og kortere tid i forsvaret. Lytter man til kantinesladder, opslag på de sociale medier, og snak over skrivebordene, så er det ’kedelige missioner’, for mange udsendelser, uigennemskuelige karrieremuligheder, løn og dårligt materiel, der ofte går igen, når der tales årsager. Men de forklaringer køber hærchefen ikke umiddelbart.

– Vi anskaffer i øjeblikket rigtigt meget og supergodt materiel. Vi har ikke fået så meget nyt i rigtig mange år. Hvad angår missioner, så skal vi være bedre til at fortælle, hvad de egentlig går ud på. Jeg mener jo, at også de nationale opgaver, vi har fået er rigtigt vigtige. Og jeg har selv lige været nede ved grænsen og set vores folk i arbejde der. De er meget tilfredse, og de har også fået nogle rigtigt gode arbejdsvilkår og faciliteter til rådighed, fortæller hærchefen.

– Vi har omfattende opgaver, og vi er også meget tæt på max af, hvad vi kan klare, men det er vigtigt, at vi hele tiden forstår, hvor vigtig og betydningsfuld den enkelte opgave er. Uanset om man træner kapaciteter i Irak eller er på øvelse i Estland, eller står foran synagogen i København, tilføjer han.

Flere kvindelige mellemledere

– Men det er vigtigt at vi får klarlagt, hvilke faktorer der spiller ind, når vi ikke kan fastholde folk. Vi må nok erkende, at det at være soldat ikke længere er eller vil være et livsforløb for de fleste. Men kan vi bare fastholde folk lidt længere, end tendensen er nu, så er vi nået et godt stykke. Derfor skal vi finde ud af, hvorfor de unge forlader os, og hvad vi kan gøre, for at ændre på den trend. Hvilke gulerødder skal der til, ja kort sagt; vi skal finde ud hvorfor og så handle derfra, fastslår Michael Lollesgaard.

Et fælles projekt, han meget gerne ser de faglige organisationer, er med i.

Oveni dette ser han også gerne, at tilgangen af kvinder i forsvaret øges. Endda væsentligt. Her vil han heller ikke tøve med at give nogle fordele, hvis det er det, der skal til. Ikke mindst omkring barsel og fravær i den periode.

– Vi er et af de lande, der har færrest kvinder i forsvaret, og ser vi på gruppen af kvindelige mellemledere er det helt skidt. Det skal vi gøre noget ved, og vi vil se på hvordan, vi kan gøre det. i Ungarn har de cirka 20 % kvinder, så det kan altså lade sig gøre, smiler han.

– Om det så også betyder, at vi skal tænke i en form for ’positiv særbehandling’ på nogle områder, selvom det ikke er et ønske fra kvinderne selv, det må vi finde ud af. De har nogle andre vilkår netop omkring barsel, og det skal vi prøve at støtte, så de ikke falder fra af den grund, føjer han til.

– Så vores hovedfokus må være fastholdelse, og se på vilkår og betingelser, så vores soldater bliver ’lidt længere’ hos os. Men ellers har forsvaret jo medvind på cykelstien nu. Vi er en af NATO’s største brigader, vi er efterspurgte, og vi har netop fået et af de bedste forsvarsforlig i mange år, så der er noget at arbejde med fremover, slutter generalmajor Michael Lollesgaard.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt