Leder: Vi er nødt til at tale om krænkende adfærd

mandag 21.oktober 2019 | Leder | Jesper Korsgaard Hansen, formand i CS | Foto: Philip Flindt

De seneste sager om krænkende adfærd blandt forsvarets ansatte har sat en interessant debat i gang i medierne såvel som blandt forsvarets ansatte. Jeg stikker højst sandsynligt hånden ned i en hvepserede, men jeg vil alligevel forsøge at kommentere på emnet.

Jeg håber, at alle er enige med mig i, at krænkende adfærd og seksuel chikane er uacceptabelt. Ingen – uanset køn og etnicitet – skal føle sig utrygge ved at gå på arbejde, og er der ligefrem tale om en kriminel handling, er der i min optik slet ikke noget at diskutere: Det accepteres ikke, og det skal have konsekvenser. Punktum. Uniformen gør, at vi er ’ens’. Når vi tager uniformen på, er vi soldater, og køn, etnicitet og seksuel orientering bliver fuldstændig irrelevant. Fokus er på opgaven.

Det bliver straks mere vanskeligt med de sager, hvor en kollega kommer til at sige eller gøre noget, som kan opfattes som krænkende, uden at vedkommende er klar over, at de har overskredet en grænse.

Ifølge Arbejdstilsynet er der tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for en adfærd, der af disse personer opfattes som nedværdigende. Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central. Det er her, det bliver svært, for vi mennesker er vidt forskellige, og det er derfor også vidt forskelligt, hvad vi oplever som krænkende adfærd.

Krænkelseskultur er blevet det nye hade-ord i den offentlige debat. Ja, man laver endda sjov med, at folk er krænkede over, at andre føler sig krænkede. På det seneste er en del af forsvarets ansatte begyndt at frygte, at netop denne krænkelseskultur vinder indpas på deres arbejdsplads. Som konsekvens heraf er der ansatte, der siger, at de efterhånden er bange for at tiltale deres kollegaer eller de soldater, de er foresatte for i frygt for at sige noget, der kan opfattes som krænkende. Så er det lige pludselig meget svært at gå på arbejde i forsvaret.

En vanskelig balance

Lad os undgå at komme i en situation, hvor vi giver hinanden mundkurv på i ren panik. Jeg tror, at de fleste kvinder og mænd, der kommer ind i forsvaret, er klar over, at der hersker en særlig og ofte rå ”tone”. Det er der ofte på en traditionel mandsdomineret arbejdsplads. Forsvaret har et særligt sprog, en særlig rolle i samfundet og en særlig kultur. Den skal vi bevare, men vi er samtidig nødt til at afspejle og tilpasse os det omkringliggende samfund, hvor der lige nu sker store omvæltninger i forhold til, hvad der accepteres.

Det er ikke nogen nem balance. Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, hvor der arbejder mange forskellige typer af mennesker med vidt forskellige opfattelser af, hvad der er krænkende. Det skal der være rum og plads til. Jeg tror, der er mange tilfælde, hvor krænkeren ikke selv er klar over, at han eller hun siger eller gør noget, som andre kan føle sig krænket over. Derfor er det meget vigtigt, at vi tager dialogen og finder ud af, hvor grænserne går i fællesskab. Det behøver ikke betyde, at vi skal sidde i rundkreds og tale om vores følelser, men vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om tingene, ligesom vi skal være opmærksomme på vores kollegaer og hvilke signaler, vi sender.

Arbejdet starter ude ved kollegaerne. Men Forsvarskommandoens Centrale Samarbejdsudvalg (CSU) har også opfordret til, at I sætter emnet på dagsordenen ude i samarbejdsudvalgene, så I kan få talt om, hvilke rammer og hvilket kodeks, I ønsker der skal være på jeres arbejdsplads. Arbejdspladsvurderingerne (APV) er i år også blevet udvidet, så der kommer flere nuancer med. Blandt andet om kønskrænkende adfærd. Jeg håber meget på, at så mange som muligt svarer på de spørgsmål, så vi kan få belyst og behandlet emnet i sober og god tone.

Del denne artikel:

FacebookEmailTwitter

Tilbage til oversigt