Sygeplejerskernes løn – og dermed alle offentlige lønninger – har været et heftigt diskuteret i den seneste tid. Det gælder også hos jer, og jeg har fået flere henvendelser fra medlemmer, der ikke forstår, hvorfor CS ikke kaster sig mere ind i kampen for højere løn i Forsvaret.

Først og fremmest er det vigtigt for mig at slå fast: Stod det til mig og resten af CS var jeres løn naturligvis højere! Det skal der ikke være nogen tvivl om. Det arbejde, som I udfører, handler direkte om danskernes tryghed og sikkerhed, og det bør være mere værd. Hvis vi som fagforening ikke vil give vores medlemmer bedre løn og arbejdsvilkår, har vi ingen berettigelse.

Men det er ikke CS, der har pengene. Det er arbejdsgiver – I første omgang Forsvaret og i sidste ende staten, der sidder med lønkronerne. Og de er nødt til at være enige i, at der er et behov for at se på lønningerne, før vi kan forhandle. Her har vi en udfordring, for uanset hvad vi mener om lønningerne, matcher soldaters grundløn de offentlige lønninger i de faggrupper, vi kan sammenligne os med, når det kommer til uddannelsesniveau og – krav.

Kvalifikationsrammen for Livslang Læring er et redskab, der giver et overblik over uddannelsesniveauerne i Danmark. Rammen går fra niveau 1 – svarende til Folkeskolens afgangsprøve og op til niveau 8, som er ph.d. uddannelser. En sergentuddannelse svarer til niveau 4 på kvalifikationsrammen. På niveau 4 ligger også del erhvervsrettede uddannelser, gymnasiale uddannelser og handel og kontor. Uddannelsen til sygeplejerske er placeret på niveau 6 i rammen – svarende til bachelorniveau. Derfor kan vi ikke sammenligne vores løn 1:1 med sygeplejerskernes. Vi skal i stedet sammenligne med andre faggrupper på statens område, der har niveau 4. Det kan for eksempel være gartnere eller kontoruddannede.

Sygeplejerskerne ønsker et opgør med tjenestemandsreformen af 1969, som efter deres opfattelse har medført, at kvindedominerede faggrupper generelt har en lavere grundløn i forhold til de mandsdominerede på samme uddannelsesniveau. I skrivende stund har Fagbevægelsens Hovedorganisation stillet forslag om, at regeringen skal nedsætte en komité om lønstrukturer i den offentlige sektor, blandt andet med deltagelse af parterne på det offentlige område. Her vil jeg kæmpe for, at man også undersøger vores lønstrukturer, så vi kan se, om vores lønninger halter bagud i forhold til andre ansatte i staten på samme uddannelsesniveau – og i så fald hvor.  

Løn fylder rigtig meget i debatten lige nu, men jeg vil også tillade mig at påstå, at det ikke udelukkende er lønnen, der er afgørende for, om en arbejdsplads er god og værd at investere sin karriere i. Var det tilfældet, ville der ikke være mange offentligt ansatte tilbage. Arbejdsvilkår, karrieremuligheder, uddannelse og kompetenceudvikling har også en stor betydning. Derfor bruger jeg også meget tid på at tale om andre områder, der ikke umiddelbart har noget med lønnen at gøre.

Det kan for eksempel handle om, at man tager bedre hånd om den enkelte medarbejder og giver dem bedre muligheder for at udvikle deres kompetencer og kvalifikationer. At man sørger for gode – og ikke mindst synlige – karrieremuligheder for den enkelte, uanset hvor de befinder sig i deres liv og karriere. Det kan være at sørge for, at de fysiske rammer på arbejdspladsen er i orden, så man rent praktisk kan løse sine opgaver, eller det kan være en ansættelsesform, der motiverer kollegaerne til at blive i Forsvaret lidt længere.

Vil man tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i Forsvaret, er man nødt til at tage både løn og arbejdsvilkår med i betragtning, men det kræver, at der er en arbejdsgiver, der er villig til at sætte sig til bordet og ændre på tingene.

Jesper Korsgaard Hansen
Formand, CS

Det er altid en balancegang, når man skal skrive et indlæg om et emne, der i den grad deler vandene, men nu vil jeg alligevel forsøge at komme med min holdning til nogle af de kedelige sager, som desværre er med til at skabe et billede af forsvaret som et lovløst sted, hvor korruption, chikane og misbrug hersker.

Lad mig starte med at slå helt fast: Har du gjort noget ulovligt, skal der selvfølgelig være en konsekvens ved det. Det er trods alt derfor, vi har et Auditørkorps i forsvaret og en militær straffelov. Men måske er vi dér, hvor det er ved at tage overhånd.

Min opfattelse – som jeg i øvrigt deler med mange andre, jeg taler med om emnet, er, at der oprettes flere mindre sager hos Auditørkorpset, som måske slet ikke skulle have endt dér. Men fordi der er kommet en grundlæggende angst for at træde ved siden af og ende på forsiden i medierne, vil cheferne hellere melde en gang for meget end en gang for lidt.

Tendensen kan ses i Auditørkorpsets Årsberetning, der kom frem tidligere på året. Antallet af oprettede straffesager er steget med med 17 procent fra 2018 til 2019, mens antallet af sanktioner forblev stort set det samme. Faktisk faldt det fra 340 til 327 i perioden. Antallet af domme er også faldet. Noget kunne tyde på, at en stor del af de oprettede sager ender i ingenting. I hvert fald i det strafferetslige system.

I CS oplever vores medlemskonsulenter, at der er flere medlemmer, der pludselig har fået en sag hægtet på sig for forhold, som ikke tidligere har været årsag til en direkte straffesag. Selv om sagen ender med en frifindelse, er det noget, der virkelig tærer på medlemmet, og som påvirker dem både i deres daglige arbejde og på det personlige plan. Den yderste konsekvens med denne type sager er jo, at man ikke længere kan arbejde i forsvaret, og dermed kan hele ens karriere og identitet pludselig hænge i en tynd tråd.

Jeg mener, at den nultolerance, der er blevet indført i forsvaret har bragt noget godt med sig. Der er behov for at blive strammet op rundt omkring, og de skandaler, vi har været vidne til over de sidste par år, har tegnet et trist billede af forsvaret i den brede offentlighed. Det er fint, at der nu er skærpet opmærksomhed. Men når jeg taler med Jer derude, kunne det godt tyde på, at nultolerancen flere steder har taget overhånd, og at der efterhånden ikke er en nedre grænse for, hvad der kan laves til en sag for Auditørerne. Konsekvensen er, at der kommer en stemning af mistro og frygt, hvor man hele tiden vejer sine ord og kigger sig over skulderen i frygt for, at kollegaen eller chefen melder en for noget, man har sagt eller gjort i et uopmærksomt øjeblik, og som nogen kunne have tolket som krænkende eller imod reglerne.

Burde de ansatte så ikke bare opføre sig ordentligt, så de ikke kommer i den situation? Jo, selvfølgelig! Man skal som ansat gøre sit arbejde, være en god kollega og følge de regler som arbejdspladsen har – selvfølgelig i respekt for andre mennesker. Og jeg vil gerne understrege endnu engang, at der selvfølgelig skal være konsekvenser, hvis man på nogen måde udøver chikane, bryder loven eller handler i strid med de værdier, uniformen står for. Det skal der ikke herske tvivl om.

Men som altid, når man har med mennesker at gøre, vil der ske fejl, misforståelser og direkte dumheder. Straffen skal passe til forbrydelsen og nogle gange er forbrydelsen ikke større, end en gammeldags skideballe fra chefen er nok.

I skrivende stund har Coronavirus lagt landet ned. Vi har lynhurtigt skulle vænne os til en hel anden hverdag, hvor mange af jer stadig passer jeres arbejde – enten fordi I har kritiske funktioner i samfundet, eller fordi jeres arbejde kan gøres hjemmefra.

COVID-19 har også haft stor betydning for vores arbejde i CS. Ud over at mange af vores konsulenter arbejder hjemmefra, har vi også fået rigtigt mange henvendelser fra jer medlemmer og fra vores tillidsrepræsentanter med spørgsmål om, hvordan I skal forholde jer i en anderledes hverdag.

I løser som altid jeres opgaver super godt, men selve forløbet omkring jeres arbejdstid og honoreringen i denne særlige situation har mildt sagt været lidt bøvlet. Det har taget for lang tid, før vi har været klar over hvilke aftaler, der skulle bruges i denne særlige situation.

Den 15. marts meldte direktøren for Arbejdstilsynet officielt ud, at COVID-19 var en så speciel situation, at man i en periode – og i helt særlige tilfælde – kunne dispensere for hviletidsreglerne i arbejdsmiljøloven. Der gik dog næsten to uger, før vi havde en forståelse på plads med Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) om, hvordan vagterne aftalemæssigt kunne omlægges for vores medlemmer. I mellemtiden var der nogle steder allerede truffet beslutninger og sat vagtordninger i gang ude lokalt. Initiativer, som det måske var nødvendigt at rulle tilbage igen, eller hvor forståelsen af honoreringen ikke var på plads, hvilket blot har skabt mere forvirring.

Jeg beklager, at det tog så lang tid, før vi fik noget på plads i forhold til, hvordan man aftalemæssigt skal forvalte tingene ude ved Jer. Når man er helt henne i anden uge, og folk stadig ikke ved, hvilke regler der gælder, er der grund til forbedring.  Jeg mener ikke, det er optimalt, at der skal gå så lang tid med at finde ud af hvilke aftaler, der er gældende i den særlige situation.

Jeg synes, at vi er landet et godt sted i forhold til vores forståelse af de aftaler, der nu anvendes. Det er ikke optimalt, men alt i alt har vi lavet nogle fornuftige aftaler, som gør, at I kan bidrage til at løse den kæmpe opgave, det er med at få Danmark igennem den svære tid. Jeg vil også gerne rette en tak til FPS for det arbejde og den forståelse, de udviste i forhold til at få aftalegrundlaget på plads. Det er en fornøjelse, når der er en gensidig forståelse og en løsningsorienteret tilgang fra begge parter.

Lige nu og her skal vi alle have fokus på at bringe ”skuden” på ret køl igen. Efterfølgende skal vi så kigge tilbage og lære af processen, evaluere og gøre det bedre næste gang, vi kommer i en lignende situation. For det bliver nok ikke sidste gang, vi kommer til at stå i en situation, hvor man skal håndtere helt særlige udfordringer.

Vi skal derfor udnytte de erfaringer, som vi har gjort, så vi kan gøre det bedre. Derfor agter jeg at tage fat i FPS, straks vi er på den anden side af krisen, for at se om vi kan lave noget, der gør os meget bedre forberedte. Vi skal ind og kigge nærmere på alle vores aftaler og se på, om de er, hvor de skal være i forhold til at håndtere helt særlige situationer. Er aftalerne på plads? Er de tydelige nok? Og er der noget, der skal justeres i forhold til det, vi nu har set?

Der er ikke nogen, der kan forudse en krise som den, vi er i lige nu. Men nu, hvor vi har været i en sådan situation, synes jeg, det er meget sundt at sætte sig ned og se på, om det har været håndteret optimalt, og om det kan gøres på andre måder.

I skrivende stund har Coronavirus lagt landet ned. Vi har lynhurtigt skulle vænne os til en hel anden hverdag, hvor mange af jer stadig passer jeres arbejde – enten fordi I har kritiske funktioner i samfundet, eller fordi jeres arbejde kan gøres hjemmefra.

COVID-19 har også haft stor betydning for vores arbejde i CS. Ud over at mange af vores konsulenter arbejder hjemmefra, har vi også fået rigtigt mange henvendelser fra jer medlemmer og fra vores tillidsrepræsentanter med spørgsmål om, hvordan I skal forholde jer i en anderledes hverdag.

I løser som altid jeres opgaver super godt, men selve forløbet omkring jeres arbejdstid og honoreringen i denne særlige situation har mildt sagt været lidt bøvlet. Det har taget for lang tid, før vi har været klar over hvilke aftaler, der skulle bruges i denne særlige situation.

Den 15. marts meldte direktøren for Arbejdstilsynet officielt ud, at COVID-19 var en så speciel situation, at man i en periode – og i helt særlige tilfælde – kunne dispensere for hviletidsreglerne i arbejdsmiljøloven. Der gik dog næsten to uger, før vi havde en forståelse på plads med Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) om, hvordan vagterne aftalemæssigt kunne omlægges for vores medlemmer. I mellemtiden var der nogle steder allerede truffet beslutninger og sat vagtordninger i gang ude lokalt. Initiativer, som det måske var nødvendigt at rulle tilbage igen, eller hvor forståelsen af honoreringen ikke var på plads, hvilket blot har skabt mere forvirring.

Jeg beklager, at det tog så lang tid, før vi fik noget på plads i forhold til, hvordan man aftalemæssigt skal forvalte tingene ude ved Jer. Når man er helt henne i anden uge, og folk stadig ikke ved, hvilke regler der gælder, er der grund til forbedring.  Jeg mener ikke, det er optimalt, at der skal gå så lang tid med at finde ud af hvilke aftaler, der er gældende i den særlige situation.

Jeg synes, at vi er landet et godt sted i forhold til vores forståelse af de aftaler, der nu anvendes. Det er ikke optimalt, men alt i alt har vi lavet nogle fornuftige aftaler, som gør, at I kan bidrage til at løse den kæmpe opgave, det er med at få Danmark igennem den svære tid. Jeg vil også gerne rette en tak til FPS for det arbejde og den forståelse, de udviste i forhold til at få aftalegrundlaget på plads. Det er en fornøjelse, når der er en gensidig forståelse og en løsningsorienteret tilgang fra begge parter.

Lige nu og her skal vi alle have fokus på at bringe ”skuden” på ret køl igen. Efterfølgende skal vi så kigge tilbage og lære af processen, evaluere og gøre det bedre næste gang, vi kommer i en lignende situation. For det bliver nok ikke sidste gang, vi kommer til at stå i en situation, hvor man skal håndtere helt særlige udfordringer.

Vi skal derfor udnytte de erfaringer, som vi har gjort, så vi kan gøre det bedre. Derfor agter jeg at tage fat i FPS, straks vi er på den anden side af krisen, for at se om vi kan lave noget, der gør os meget bedre forberedte. Vi skal ind og kigge nærmere på alle vores aftaler og se på, om de er, hvor de skal være i forhold til at håndtere helt særlige situationer. Er aftalerne på plads? Er de tydelige nok? Og er der noget, der skal justeres i forhold til det, vi nu har set?

Der er ikke nogen, der kan forudse en krise som den, vi er i lige nu. Men nu, hvor vi har været i en sådan situation, synes jeg, det er meget sundt at sætte sig ned og se på, om det har været håndteret optimalt, og om det kan gøres på andre måder.

Forsvarets mange opgaver kræver, at den enkelte er i stand til på bedste vis at bidrage med netop det, der skal til, for at hele teamet præsterer. Det afhænger af, at både den enkelte og kollegaerne føler sig trygge med baggrund i det, som er øvet og indlært igennem mange timers uddannelse og øvelse.

Når jeg hører mine medlemmer være utrygge, fordi de ikke mener, at de selv eller deres kollegaer er der, hvor de skal være uddannelsesmæssigt, bliver jeg meget bekymret. Gennem mine år som formand har jeg aldrig hørt det fra så mange sider, som jeg gør nu. Det er noget, som jeg er meget opmærksom på, og som vi bliver nødt til at tage meget alvorligt.

Der er specielt to ting, der gør sig gældende: Den ene er den store belastning, der ligger på forsvarets medarbejdere pt. – herunder ikke mindst den særlige hjælp til politiet. Den anden er den store gennemstrømning, der er i Forsvaret, hvor yngre kollegaer ikke bliver i Forsvaret i længere tid. Det, at kunne fastholde kollegaer i Forsvaret er den helt store udfordring lige nu og meget afgørende for, om Forsvaret kan løse sin kerneopgave.

TR skal med i arbejdet

Forsvarschefen har i samarbejde med sit samarbejdsudvalg sat gang i et analysearbejde, der skal skabe et overblik over, hvilke personalegrupper, der er særligt svære at fastholde. Når det er gjort, skal vi i samarbejde finde holdbare løsninger, der kan bidrage til at fastholde og udvikle Forsvarets ansatte til gavn for både den enkelte og Forsvarets kerneopgave.

Det er et stort arbejde, der er sat i gang, men det er et arbejde, der skal gøres, og der er ingen lette løsninger. Arbejdet er også i gang helt ude på tjenestestederne, helt ude ved dig. Vi kan ikke komme i mål med holdbare løsninger, hvis ikke vi inddrager jer helt ude, hvor kerneopgaven bliver løst. Jeg er derfor meget opmærksom på, om vores tillidsrepræsentanter lokalt bliver inddraget i arbejdet. Den lokale inddragelse i samarbejdsudvalgene er en klar indikator for mig på, om vi får succes med at løse udfordringen.

Får jeg tilbagemeldinger fra vores tillidsrepræsentanter om, at de ikke er med i processen lokalt, ja så giver det for mig ingen mening at deltage. En stor og bunden opgave som denne kan vi kun løse i fællesskab ved, at vi danner fælles front og sammen diskuterer forskellige løsningsmodeller. Fælles udfordringer kræver fælles løsninger, så lad os sammen tage udfordringen op, og lad os gøre en forskel for vores arbejdsplads – den er dét værd.

Fastholdelse er vigtig

Forsvaret er en kompleks arbejdsplads, der hver eneste dag løser mange vigtige opgaver for det danske samfund. Opgaver, der både løses nationalt og internationalt, og som kræver stor indsigt, gode uddannelser og stabile rammer. Desværre er det ikke altid muligt for Forsvaret at skabe den perfekte ramme for at løse opgaverne optimalt. Jeg hører alt for ofte, at mine medlemmer er usikre på om de kan det, de skal, når de står i opgaven, og om de og deres kollegaer har det rette uddannelsesniveau.

Jeg ved godt, at det er umådeligt svært at fastholde kollegaer i Forsvaret i en tid med høj beskæftigelse og god økonomi. Det ændrer dog ikke ved, at de opgaver, som Forsvaret løser, ikke bliver mindre i fremtiden når man ser på det trusselsbillede, der tegnes. Forsvarets, og dermed danske soldater, vil til stadighed skulle beskytte danske interesser i Danmark, og i resten af verden.

Derfor er det vigtigt at kunne fastholde de yngre soldater i længere tid, så de kan få den rette mængde uddannelse og det niveau, der skal til for at blive dygtige soldater. Og derfor er det vigtigt at kigge på belastning, så der også bliver tid til at uddanne og øve sig, og dermed opnå et niveau, hvor den enkelte er tryg ved sin faglige kunnen.