Sygeplejerskernes løn – og dermed alle offentlige lønninger – har været et heftigt diskuteret i den seneste tid. Det gælder også hos jer, og jeg har fået flere henvendelser fra medlemmer, der ikke forstår, hvorfor CS ikke kaster sig mere ind i kampen for højere løn i Forsvaret.

Først og fremmest er det vigtigt for mig at slå fast: Stod det til mig og resten af CS var jeres løn naturligvis højere! Det skal der ikke være nogen tvivl om. Det arbejde, som I udfører, handler direkte om danskernes tryghed og sikkerhed, og det bør være mere værd. Hvis vi som fagforening ikke vil give vores medlemmer bedre løn og arbejdsvilkår, har vi ingen berettigelse.

Men det er ikke CS, der har pengene. Det er arbejdsgiver – I første omgang Forsvaret og i sidste ende staten, der sidder med lønkronerne. Og de er nødt til at være enige i, at der er et behov for at se på lønningerne, før vi kan forhandle. Her har vi en udfordring, for uanset hvad vi mener om lønningerne, matcher soldaters grundløn de offentlige lønninger i de faggrupper, vi kan sammenligne os med, når det kommer til uddannelsesniveau og – krav.

Kvalifikationsrammen for Livslang Læring er et redskab, der giver et overblik over uddannelsesniveauerne i Danmark. Rammen går fra niveau 1 – svarende til Folkeskolens afgangsprøve og op til niveau 8, som er ph.d. uddannelser. En sergentuddannelse svarer til niveau 4 på kvalifikationsrammen. På niveau 4 ligger også del erhvervsrettede uddannelser, gymnasiale uddannelser og handel og kontor. Uddannelsen til sygeplejerske er placeret på niveau 6 i rammen – svarende til bachelorniveau. Derfor kan vi ikke sammenligne vores løn 1:1 med sygeplejerskernes. Vi skal i stedet sammenligne med andre faggrupper på statens område, der har niveau 4. Det kan for eksempel være gartnere eller kontoruddannede.

Sygeplejerskerne ønsker et opgør med tjenestemandsreformen af 1969, som efter deres opfattelse har medført, at kvindedominerede faggrupper generelt har en lavere grundløn i forhold til de mandsdominerede på samme uddannelsesniveau. I skrivende stund har Fagbevægelsens Hovedorganisation stillet forslag om, at regeringen skal nedsætte en komité om lønstrukturer i den offentlige sektor, blandt andet med deltagelse af parterne på det offentlige område. Her vil jeg kæmpe for, at man også undersøger vores lønstrukturer, så vi kan se, om vores lønninger halter bagud i forhold til andre ansatte i staten på samme uddannelsesniveau – og i så fald hvor.  

Løn fylder rigtig meget i debatten lige nu, men jeg vil også tillade mig at påstå, at det ikke udelukkende er lønnen, der er afgørende for, om en arbejdsplads er god og værd at investere sin karriere i. Var det tilfældet, ville der ikke være mange offentligt ansatte tilbage. Arbejdsvilkår, karrieremuligheder, uddannelse og kompetenceudvikling har også en stor betydning. Derfor bruger jeg også meget tid på at tale om andre områder, der ikke umiddelbart har noget med lønnen at gøre.

Det kan for eksempel handle om, at man tager bedre hånd om den enkelte medarbejder og giver dem bedre muligheder for at udvikle deres kompetencer og kvalifikationer. At man sørger for gode – og ikke mindst synlige – karrieremuligheder for den enkelte, uanset hvor de befinder sig i deres liv og karriere. Det kan være at sørge for, at de fysiske rammer på arbejdspladsen er i orden, så man rent praktisk kan løse sine opgaver, eller det kan være en ansættelsesform, der motiverer kollegaerne til at blive i Forsvaret lidt længere.

Vil man tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i Forsvaret, er man nødt til at tage både løn og arbejdsvilkår med i betragtning, men det kræver, at der er en arbejdsgiver, der er villig til at sætte sig til bordet og ændre på tingene.

Jesper Korsgaard Hansen
Formand, CS

Det er altid en balancegang, når man skal skrive et indlæg om et emne, der i den grad deler vandene, men nu vil jeg alligevel forsøge at komme med min holdning til nogle af de kedelige sager, som desværre er med til at skabe et billede af forsvaret som et lovløst sted, hvor korruption, chikane og misbrug hersker.

Lad mig starte med at slå helt fast: Har du gjort noget ulovligt, skal der selvfølgelig være en konsekvens ved det. Det er trods alt derfor, vi har et Auditørkorps i forsvaret og en militær straffelov. Men måske er vi dér, hvor det er ved at tage overhånd.

Min opfattelse – som jeg i øvrigt deler med mange andre, jeg taler med om emnet, er, at der oprettes flere mindre sager hos Auditørkorpset, som måske slet ikke skulle have endt dér. Men fordi der er kommet en grundlæggende angst for at træde ved siden af og ende på forsiden i medierne, vil cheferne hellere melde en gang for meget end en gang for lidt.

Tendensen kan ses i Auditørkorpsets Årsberetning, der kom frem tidligere på året. Antallet af oprettede straffesager er steget med med 17 procent fra 2018 til 2019, mens antallet af sanktioner forblev stort set det samme. Faktisk faldt det fra 340 til 327 i perioden. Antallet af domme er også faldet. Noget kunne tyde på, at en stor del af de oprettede sager ender i ingenting. I hvert fald i det strafferetslige system.

I CS oplever vores medlemskonsulenter, at der er flere medlemmer, der pludselig har fået en sag hægtet på sig for forhold, som ikke tidligere har været årsag til en direkte straffesag. Selv om sagen ender med en frifindelse, er det noget, der virkelig tærer på medlemmet, og som påvirker dem både i deres daglige arbejde og på det personlige plan. Den yderste konsekvens med denne type sager er jo, at man ikke længere kan arbejde i forsvaret, og dermed kan hele ens karriere og identitet pludselig hænge i en tynd tråd.

Jeg mener, at den nultolerance, der er blevet indført i forsvaret har bragt noget godt med sig. Der er behov for at blive strammet op rundt omkring, og de skandaler, vi har været vidne til over de sidste par år, har tegnet et trist billede af forsvaret i den brede offentlighed. Det er fint, at der nu er skærpet opmærksomhed. Men når jeg taler med Jer derude, kunne det godt tyde på, at nultolerancen flere steder har taget overhånd, og at der efterhånden ikke er en nedre grænse for, hvad der kan laves til en sag for Auditørerne. Konsekvensen er, at der kommer en stemning af mistro og frygt, hvor man hele tiden vejer sine ord og kigger sig over skulderen i frygt for, at kollegaen eller chefen melder en for noget, man har sagt eller gjort i et uopmærksomt øjeblik, og som nogen kunne have tolket som krænkende eller imod reglerne.

Burde de ansatte så ikke bare opføre sig ordentligt, så de ikke kommer i den situation? Jo, selvfølgelig! Man skal som ansat gøre sit arbejde, være en god kollega og følge de regler som arbejdspladsen har – selvfølgelig i respekt for andre mennesker. Og jeg vil gerne understrege endnu engang, at der selvfølgelig skal være konsekvenser, hvis man på nogen måde udøver chikane, bryder loven eller handler i strid med de værdier, uniformen står for. Det skal der ikke herske tvivl om.

Men som altid, når man har med mennesker at gøre, vil der ske fejl, misforståelser og direkte dumheder. Straffen skal passe til forbrydelsen og nogle gange er forbrydelsen ikke større, end en gammeldags skideballe fra chefen er nok.