Foto fra dagens samråd på Folketingets tv

Hjælpeplan om Forsvarets trængte økonomi kan ligge klar i oktober

Der kan være økonomisk hjælp på vej fra politikerne til de betrængte værn. Det åbnede forsvarsministeren op for, da der i dag var åbent samråd i Forsvarsudvalget om ‘Forsvarskommandoens praksis med merplanlægning og overbudgettering’. Altså om Forsvarets særdeles dårlige økonomi.

Samrådsspørgsmålet blev stillet efter ønske fra Carsten Bach (LA) og Anne Valentina Berthelsen (SF).

Men især udvalgets formand Rasmus Jarlov, K, pressede dog på for at regeringen skal skride ind med flere penge her og nu, så der kan komme balance i forsvarets regnskaber, og ansættelsesstop og aflysninger af øvelser kan undgås.

Først gav forsvarsminister Troels Lund Poulsen dog en grundig redegørelse for situationen, og baggrunden for den økonomiske situation Forsvaret befinder sig i lige nu, og hvorfor hverken han eller regeringen har åbnet op for en støttepakke til de trængte værn.

Carsten Bach ville gerne vide, hvornår Forsvarsministeriet blev klar over overbudgetteringen og konsekvenserne heraf, og han ville især gerne vide hvem, der havde det overordnede ansvar. Om det var den hidtidige forsvarschef og Forsvarskommandoen, eller de berørte myndighedschefer.

Anne Valentina Berthelsen ville i samme åndedrag gerne have at vide, om overbudgettering og behandlingen af ‘uforbrugte’ midler og tilbagebetaling heraf var ’normal praksis’.

Hertil svarede ministeren klart, at han ønsker at redegøre for processen og baggrunden via en skriftlig redegørelse, der sendes til forligskredsen. Og ikke ved et offentligt samråd.

Styr på økonomien først

I sine svar pointerede ministeren også, at der er tale om en alvorlig situation, hvor både forsvar og politikere skal have styr på økonomien, og at de midler der gives fri, også vil blive brugt til dét, de skal bruges til.

Han efterlyste det store overblik før man reelt kan se hvad -og hvor der skal sættes ind.

Rasmus Jarlov spurgte ind til hvorfor regeringen ikke bare kan give de penge, som Forsvaret så hårdt mangler her og nu.

-Jeg undrer mig over, at man ikke bare giver pengene. Det haster med at få opbygget Forsvaret. Det er vigtigere end noget andet nu, påpegede han.

Hertil understregede forsvarsministeren, at det gælder om at tænke sig meget godt om.

-Vi bliver nødt til at se på, at aftalerne bliver holdt. Det her handler ikke om en afstraffelse, sagde ministeren og henviste igen til den kommende skriftlige redegørelse.

På mødet lovede han desuden at tage emnet op, når udvalget og forligskredsen senere i oktober måned har et statusmøde. Her vil politikerne kunne drøfte den aktuelle situation direkte, og herefter beslutte en plan for, hvorvidt man kan skride ind med en akut økonomisk hjælp, eller hvad der ellers skal gøres.

Da Anne Valentina Berthelsen senere spurgte om politikerne fremover vil få lidt mere indflydelse på hvordan en situation som den nuværende kan undgås, svarede forsvarsministeren hurtigt og fast; ja!

Både Anne Valentina Berthelsen og Rasmus Jarlov sluttede samrådet med at konkludere, at de ser frem til ministerens skriftlige redegørelse. Og Anne Valentina Berthelsen tilføjede, at hun især ser frem til den ‘klassificerede redegørelse’.

Forsvarsudvalgets åbne samråd kan ses i sin helhed på Folketingets tv:

Tv fra Folketinget / Folketinget (ft.dk)

Andre nyheder

Nyheder

Endelig penge på vej til vedligehold

Forligskredsen med forsvarsministeren i spidsen har besluttet at give en bevilling på 42 millioner kroner specifikt til at sætte ’nødvendige vedligeholdelsesprojekter’ i gang. Pengene skal

Læs mere »
Søg