Vi er i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation. Det har vi utallige gange hørt fra både forsvarsministeren og statsministeren de seneste to år. Forsvaret skal bygges op igen, og det haster, lyder det. Men sandheden er, at der endnu ikke er sket noget som helst. Ude i den spidse ende har man stadig massiv mangel på kollegaer, mangel på udstyr, udslidt materiel og bygninger, der er direkte sundhedsskadelige at opholde sig i. Det er ikke så mærkeligt, hvis modløsheden begynder at indfinde sig hos jer og jeres kollegaer, for hvorfor i alverden sker der ikke noget?
Jeg kan være i tvivl, om vores politikere overhovedet har fattet, hvor kritisk det står til i Forsvaret. For jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan man kan blive ved med at trække beslutninger i langdrag, i stedet for at komme i gang med at skabe noget reel forandring for soldaterne.
Forsvarets bygninger er et oplagt eksempel. Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle af jer har måttet arbejde under nogle ”jammerlige vilkår”, som en af forsvarets egne chefer udtrykte det til DR tidligere på året. De 32 påbud og 10 straks påbud, som forsvaret fik fra arbejdstilsynet i 2023, taler deres eget tydelige sprog. Da første delforlig af forsvarsforliget blev vedtaget i januar, blev der vedtaget en akutpakke, der blandt andet skulle få styr på faciliteterne, så man som minimum kan passe sit arbejde uden at sætte sit helbred på spil. Det er nu et par måneder siden, at delforliget blev vedtaget, men der er stadig ikke sat noget i gang. Tværtimod hører vi, at byggeprojekter er blevet bremset, fordi der endnu ikke er kommet penge ud.
Personaleflugten fortsætter. I 2022 var der rekordmange opsigelser, og selvom tallet faldt en lille smule sidste år, er det stadig alt for højt for en virksomhed, der ikke kan rekruttere nye kræfter udefra, men derimod skal uddanne nye kollegaer fra bunden. For et år siden blev CS og de øvrige organisationer bedt om at komme med løsninger på, hvordan man kunne løse fastholdelsesproblemerne. Det skulle gå stærkt, understregede ministeren dengang. Alligevel er der et år efter ikke sket en skid, for at sige det ligeud. Ud over nogle fastholdende initiativer i delforliget, som ganske vist er fine, men som næppe kommer til at lukke hullet. Igen virker det til, at politikerne ikke har fattet alvoren. Uden medarbejdere er der ganske enkelt ikke et forsvar, og man er nødt til at give medarbejderne mere end blot nogle HR-initiativer og en dyr reklamekampagne, hvis man vil have dem til at blive i længere tid i tjenesten.
Løn er selvfølgelig en oplagt løsning, når vi taler fastholdelse. Det virker i alle andre brancher, så hvorfor i alverden skulle det ikke også virke i Forsvaret? Derudover skal der indføres nogle kontraktformer og arbejdsvilkår, som er attraktive at arbejde under. Hvis vi ikke kan matche en civil løn, skal forsvaret som minimum kunne tilbyde en anden form for værdi. CS har i lang tid foreslået, at man igen laver en civil uddannelsesordning. Det er meget efterspurgt og vil helt sikkert have en positiv effekt. Men vi skal igen ikke forvente, at det er løsningen på alle problemer.
De seneste 10 års nedskæringer har sat sine grimme spor på Forsvaret. Det kan ses i antallet af medarbejdere, der gennem de sidste ti år har valgt at forlade Forsvaret. Særligt HR-området fik sparekniven at føle. I denne udgave af CS Bladet har vi gravet os ned i de konsulentrapporter, der lå til grund for nedskæringerne for at finde ud af, hvad i alverden man dog tænkte på, da man valgte at skrotte f.eks. CU-ordningen.
Før man får styr på løn, arbejdsvilkår, kontrakter og de fysiske rammer har jeg svært ved at se, at man kan løse forsvarets problemer med fastholdelse og rekruttering. Det kommer til at tage lang tid at vende udviklingen, og netop derfor haster det med at komme i gang. Medarbejderne har brug for at se handling og en vilje til reelt at ændre situationen. De har brug for at se, at der er mere end bare ord i forsvarsforliget og genopretningsplanen.
Statement
For et år siden blev CS og de øvrige organisationer bedt om at komme med løsninger på, hvordan man kunne løse fastholdelsesproblemerne. Det skulle gå stærkt, understregede ministeren dengang. Alligevel er der et år efter ikke sket en skid, for at sige det ligeud.
