Der var engang, sådan begynder de fleste eventyr, og fagbevægelsens historie er lidt af et eventyr. Men også en meget kontant virkelighed.
I slutningen af 1800-tallet hvor arbejderbevægelse og kampen for at organisere sig vandt frem på mange arbejdspladser, ikke mindst blandt håndværkere og i industrien, var det stadig fuldkommen uhørt at tale om i militære kredse.
Ansatte i Forsvaret blev behandlet med hård disciplin, og der blev hverken taget hensyn til arbejdstidsregler eller arbejdsmiljø. Officerer kunne tugte deres underordnede korporligt, og hierarkiet var nådesløst. Men der var nogle mænd, der kæmpede for at forbedre forholdende, og som lyttede til de toner, der hørtes ‘udenfor hegnet’.
En af dem var underofficer, senere oversergent Victor Krohn, der arbejdede som befalingsmand på Kastellet. Da det ikke var tilladt at holde faglige møder i Forsvaret, kaldte Victor -og hans meningsfæller og kammerater møderne for noget andet og mere kulturelt, f.eks. Sangforeningsmøder, for den slags måtte man godt. Ikke desto mindre indeholdt møderne mere tale end sang, og langsomt voksede krav om ordentlig løn og ordentlige arbejdsvilkår op, og blev til en styrke, som selv Forsvarets daværende ledelse måtte acceptere.
Victor Krohns utrættelige kamp betød, at han selv havde svært ved at blive forfremmet, og i mange år blev han også overset, når der skulle deles hædersbevisninger ud, men slutteligt opnåede han dog at blive Dannebrogsmand, altså at få ridderkorset. Ikke fordi han var befalingsmand, men fordi han da var blevet forfatter. For sideløbende med sin militære karriere og sit faglige engagement, havde han den altopslugende interesse; Kastellet -og stedets fascinerende historie.
Det blev til en række håndskrevne, senere maskinskrevne og så trykte bøger om Kastellet, der stadig den dag i dag er vores fornemste kilde til viden om det snart 360 år gamle fæstningsværk. I 1910 blev oversergent Victor Krohn malet af Vedel, og i mange år hang billedet hos den forening, der i sin tid ‘voksede ud af sangforening, sergentforening etc.’ og i 1967 blev til Centralforeningen for Stampersonel, CS, der organiserede både sergentgruppen og konstabler og specialister, og i dag har alle værn, civiletat og Beredskabsstyrelsen med sig (minus konstabler og korporaler i Hæren).
Først hang maleriet i Trommesalen, hvor CS havde til huse i en lang årrække, og senere kom maleriet så til afdelingen i Herning. Da der blev lukket ned her, vendte Victor Krohn tilbage til CS Huset i det nye domicil på Islands Brygge, men det har længe været et stort ønske fra støtteforeningen Kastellets Venner, at få Victor tilbage til ‘hans gamle arbejdsplads’, hvor han virkede som oversergent og skrev sine bøger. Og CS besluttede så at give Kastellets venner maleriet i varigt udlån.
Efter et besøg hos en dygtig konservator fremstår Victor Krohn nu i fineste form, og fredag eftermiddag, 2. februar, blev han ‘genafsløret’ ved en lille reception på Kastellet, hvor han nu har sin varige plads i Store spisesal. Victor Krohn er kommet hjem.
