I starten af november var en stor del af vores delegerede samlet til konference i CS. Det er altid en god anledning til at få talt med de tillidsvalgte og få en ærlig snak om, hvad der rører sig i jeres dagligdag. Dagligdagen – og dennes udfordringer var sat på programmet på konferencen, for det er min opfattelse, at der mildt sagt er plads til forbedring på netop dette område.
Inden længe sætter politikerne sig til bordet og forhandler et nyt forsvarsforlig, og CS har naturligvis en del idéer til, hvordan sådan et forlig bør skæres. Det er vores klare opfattelse, at man er nødt til at se på mandskabet – på jer – før man smider endnu flere milliarder efter materiel. Det nytter intet, at forsvaret råder over en masse lækkert og dyrt indkøbt materiel, hvis man ikke har det nødvendige antal erfarne og uddannede kollegaer til at betjene og vedligeholde.
Vi taler meget om uddannelse og karriereudvikling, når vi drøfter fastholdelse og forsvaret som attraktiv arbejdsplads. Det er vigtigt, at den enkelte kan se muligheder ved at lægge nogle af sine bedste år i forsvaret. Men når jeg taler med jer derude, er der også nogle helt fundamentale ting, der skal være på plads, før forsvaret kan være et attraktivt sted at udvikle sig.
Jeg hører om massiv mangel på udstyr – selv helt basale ting som støvler og uniformsdele er svære at skaffe. Det er kun blevet værre af, at hele verden nærmest har været sat i stå i hele 2020, men problemet var også kendt, før pandemien gjorde sit indtog. Hvis folk ikke engang kan få deres arbejdstøj, har de ikke samme lyst til at gå på arbejde.
Derudover er der alt bureaukratiet. At man skal udfylde flere formularer for at få sat en hylde op eller få skiftet en pære i loftet, kan tage pusten fra enhver handlekraftig soldat.
Dertil kommer den store mangel på kollegaer, som I mærker når der skal løses opgaver i ind- og udland, men også bare i hverdagen på tjenestestederne. Jeg hører om flere, der går hjem fra arbejde med dårlig samvittighed over at holde fri, fordi det betyder at ens kollegaer skal knokle ekstra hårdt imens.
Flere steder er man stoppet med at bruge tilkaldevagter, fordi det er nemmere – og naturligvis også billigere – bare at ringe folk op på en fridag, og bede dem om at møde på arbejde. Man udnytter folks loyalitet og samvittighed overfor kollegaerne, hvilket både er helt urimeligt og også i strid med regler og aftaler på området.
Eksemplerne er mange, men essensen er, at der mangler en stabil platform, som I som medarbejdere i forsvaret kan løse jeres opgaver ud fra. Der skal være en sikkerhed i, at fundamentet er stærkt, før man kan begynde at arbejde med udviklingen af medarbejdernes kompetencer og karriereplaner. Når jeg taler med jer, lyder det til, at det fundament nogle steder bliver mere og mere porøst, og det går ud over motivationen.
Jeg tror ikke på, at samtlige 20.000 ansatte i forsvaret går på arbejde hver dag og er dybt utilfredse. Alt i alt er forsvaret stadig en spændende arbejdsplads, hvor det gode sammenhold med kollegaerne, friheden og oplevelserne bliver en stor del af ens liv.
Men når helt fundamentale ting som arbejdsmiljø, arbejdstid og udstyr ikke er på plads, kan det være svært at overbevise de yngre kollegaer om at blive i flere år i forsvaret. Lægger man manglende uddannelse og karrieremuligheder til det regnestykke, bliver det endnu mere vanskeligt.
Vi skal passe på, at dagligdagens mange udfordringer ikke vokser sig så store, at de står i vejen for udviklingen, for så ender vi med en arbejdsplads, som ingen har lyst til at blive på.
