OBS: Denne artikel er skrevet før Rusland indledte invasionen af Ukraine 24. februar 2022.

I kølvandet på Ruslands annektering af Krim i 2014 har Norge, Sverige og Finland over en bred kam gennemført en større udbygning af deres nationale forsvar. Det har betydet, at vores nordiske nabolande i dag står stærkere rustet til den aktuelle, sikkerhedspolitiske krise, der udspiller sig mellem NATO og Rusland ved grænsen til Ukraine.

– Man kan godt sige, at vores nabolande har udvist rettidig omhu, lyder det fra Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Svensk forsvar havde ramt bunden
Ifølge Hans Mouritzen, der i en årrække har analyseret udenrigs- og sikkerhedspolitik, befandt et land som Sverige sig for et årti siden i en langt mere udsat position:

– 2013 var nok bundniveauet for svensk forsvar. Tag bare påskekrisen det år, hvor russiske jagerfly simulerede angreb på Stockholm, og hvor danske kampfly måtte gå på vingerne. Sverige havde op til da helt afskaffet det territoriale forsvar til fordel for ekspeditionsforsvaret.

– Siden da har Sverige dog oprustet ad flere omgange, faktisk så meget, at mens de borgerlige partier vil have yderligere bevillinger, har regeringen måtte sige ”ro på, kamelen kan ikke sluge så meget på én gang. Vi skal jo lige bruge de penge, vi allerede har fået.

Svensk bestillingsarbejde
De mange penge til svensk forsvar kan spores tilbage til en omfattende analyse, som regeringen tilbage i 2016 bestilte af landets forsvar. Det fortæller militæranalytiker og sikkerhedspolitisk forsker Jeppe Plenge Trautner:

– I 2000’erne havde Sverige nedskaleret deres forsvar ret kraftigt. De havde suspenderet værnepligten i 2008, og en del kapaciteter og ammunition stod hengemt på depoter. Men omkring 2016 kunne svenskerne godt se, at verden var ved at ændre sig, og at nærområdet blev mindre forudsigeligt, så de iværksatte et meget stort analysearbejde, der fandt bred støtte i den svenske Riksdag. Det resulterede i et digert værk på knap 400 sider, der analyserede alt fra trusselsbilledet til situationen for personel, materiel og garnisoner.

– I dag har Sverige genaktiveret værnepligten, og især hæren har enten udskiftet eller genaktiveret deres kapaciteter, herunder et stort antal pansrede køretøjer. Flyvevåbnet har levetidsforlænget Gripen-kampflyene og er i gang med at producere en ny type, så de går fra 50 til ca. 90 kampfly. I søværnet udbygger de ubådsvåbnet og moderniserer deres missilkorvetter. I 2032 vil Sverige stå med en væsentlig større struktur bag sig og en mobiliseringsstyrke på mellem 110.000 og 120.000 mand.

Det optimale miks
Ifølge Jeppe Plenge Trautner gennemsyrer forsvarsanalysen fra 2016 stadig den måde, svenskerne taler om forsvar og sikkerhed på:

– Det handler om nærområde og afskrækkelse, opbygning af en krigsreserve, om at passe på Sverige på en troværdig måde og om at samarbejde tæt med NATO, også selvom Sverige ikke er medlem.

Han fortsætter:

– Sveriges reserve er skudt drastisk i vejret, og de har siden 2018 færdiguddannet i omegnen af 20.000 værnepligtige, som er gået rent ind i samlede enheder i krigsreserven. Og de har genindkaldt nogle af de værnepligtige fra 2008 til genopfriskende uddannelse, så de kan være nogle yderligere år i reserven, indtil tilstrækkeligt med unge er færdiguddannet.

– Målt på bruttonationalprodukt bruger Sverige ikke flere penge end Danmark. Det skyldes til dels, at de stadig havde materiel på depot i forvejen. Men endnu vigtigere er det, at deres reserveenheder er meget billigere end kontraktansatte enheder. I mine øjne sigter Sverige altså efter det optimale miks med at have betydelige stående styrker med det, der svarer til mange af CS’ medlemmer i alle tre værn – og udbygge disse – og derudover have en færdiguddannet og enkadreret krigsreserve, der kan være kampklar få dage efter en mobilisering.

Norsk forsvarsbudget skyldes Rusland og USA
Også i Norge er det den stigende bekymring fra Rusland, der har betydet, at nordmændenes forsvarsbudget i 2021 ifølge seneste tal fra NATO lå på omkring 52 mia. danske kroner. Det fortæller Mikkel Runge Olesen, der deler arbejdsplads med Hans Mouritzen på DIIS:

– I de russiske forsvarsplaner, der er offentligt tilgængelige, kan man læse, at i en konfrontation med NATO, ønsker Rusland kontrol over særlige områder i Norden, herunder en bid af Finnmarken i det nordlige Norge. Det er nordmændene sjovt nok ikke så glade for.

– Men med til historien hører også, at amerikanerne, som bekendt presser sine NATO-allierede til at bruge flere penge på forsvar, og at Norge, som har mange penge på grund af olien, har råd til et stort forsvarsbudget, der ligger omkring de to procent af bruttonationalproduktet.

Ligesom sine svenske naboer lavede Norge efter Krimkrisen i 2014 en gennemgribende forsvarsanalyse af trusler, materiel og mandskab.

– De senere år har Norge konkret indkaldt flere værnepligtige og forlænget tjenestetiden. Nordmændene havde ikke helt så meget materiel på hylderne som Sverige og Finland, men de pudsede det af, de trods alt havde, moderniserede og købte nyt. Derudover tog de nogle konkrete skridt henimod at styrke forsvaret af Finnmarken i Nordnorge, der sammen med Gotland og Bornholm udgør de tre områder, som man vurderer, russerne vil forsøge at sætte sig på i en krise med NATO, siger Jeppe Plenge Trautner.

Hvad angår flyvevåbnet, har Norge i alt bestilt 52 F-35 kampfly, hvoraf de første 31 styks i januar i år var leveret til det norske flyvevåben og nu er operative. Endelig er nordmændene ved at udskifte deres antiubådsfly, ligesom de har forlænget levetiden på deres missilbåde og er i gang med at købe nye ubåde, fortæller Jeppe Plenge Trautner.

”Finland har altid været skarpe og klar”
Det fører os til vores sidste naboland i Norden, nemlig Finland. For tiden kan man læse, at mere end 60 procentaf finnerne ser positivt på et NATO-medlemskab. Det er noget af en kursændring fra landets ruslandspolitik under Den Kolde Krig, hvor Finland og Sovjetunionen indgik i en venskabspagt. Pagten betød, at finnerne end ikke måtte søge om optagelse i EU’s forgænger, EF. Siden 1990’erne har finnerne dog ændret kurs, fortæller Hans Mouritzen fra DIIS:

– Efter Den Kolde Krigs afslutning sagde finnerne, at fra nu af bestemte de selv i forhold til deres allianceunion. Og det har deres statsminister så gentaget for nylig i sin nytårstale til befolkningen.

Ifølge militæranalytiker Jeppe Plenge Trautner er Finland faktisk det land, der siden 2014 har ændret mindst på deres forsvar:

– Generelt har finnerne altid været meget skarpe og klar. Gennem årene har de haft et stort forsvar og indkaldt over 20.000 værnepligtige om året. De har også bevaret store lagre af blandt andet ammunition, artilleripjecer og kampvogne. Og selvom deres mobiliseringsstyrke kun er det halve af, hvad den var ved Den Kolde Krigs ophør, er der stadig en stor krigsstyrke på knapt 300.000 mand.

– Finnerne kan skalere kraftigt op med reserveofficerer og befalingsmænd af reserven. De har 900.000 reservister i alt i deres personelpulje, men det er dog ikke alle, der vil blive indkaldt. Derudover mønstrer de også folk hver fjerde eller femte år de første 15 år efter, de er hjemsendt.

Tænker i krig og afskrækkelse
– Finland har også besluttet at udskifte deres F-18-kampfly med 64 amerikanske F-35. I Danmark har vi valgt 27 styks, og det til trods for at vores befolkninger er nogenlunde samme størrelse. Selvfølgelig skal man tage med, at finnerne har et større territorium og ikke er med i NATO, men alligevel mener jeg, at valget af F-35 og antallet af fly er et kraftigt politisk signal.

Jeppe Plenge Trautner slutter af med at nævne, at finnerne har moderniseret deres Leopard-kampvogne, ”dog ikke til samme niveau, som de danske”, og at de har købt nyt selvkørende artilleri og nye kystkorvetter:

– For Finland har det altid været tydeligt, at de tænker i krig, krigsstyrke og afskrækkelse som det, der skal til for at kunne bevare freden, siger han.