I netmediet OLFI tager brigadegeneral Henrik Lyhne bladet fra munden og beretter om en nedslidt hær med akut personelmangel. Respekt for ærligheden. Men sandheden er desværre, at Hærens massive udfordringer går igen på tværs af hele forsvaret, skriver CS formand Jesper Korsgaard Hansen.
Hæren er tæt på at være bragt i knæ: Hundredvis af stillinger er ubesatte, og manglen på materiel, våben, ammunition og logistik er omfattende. For soldaterne og for CS har Hærens reelle virkelighed været kendt længe, og vi har i årevis råbt op om dette. Men med brigadegeneral Henrik Lyhnes ærlige udmelding i netmediet OLFI af den 17. august er realiteterne ikke længere til at komme udenom: Presset på Hæren er kritisk, og det kan ikke blive ved.
Jeg har stor respekt for Henrik Lyhnes mod og vilje til at gå ud offentligt og fortælle befolkningen, hvor grelt det står til. Men samtidig må jeg også understrege, at sandheden desværre er værre endnu, for problemet stopper ikke ved Hæren.
Mandskabsmangel alle steder
De udfordringer, som Hæren kæmper med i forhold til manglen på kolleger, våben, udstyr og tid til uddannelse, går igen i Søværnet, i Flyvevåbnet og i Beredskabsstyrelsen. Det er mit helt klare indtryk, når jeg taler med vores tillidsrepræsentanter over hele landet, og som CS også har skrevet om ad flere omgange.
Vi ser et forsvar, der i lang tid har været hårdt ramt af de seneste års intense besparelser samt en massiv afgang af personel. Og nu, hvor der er kommet en række nye opgaver til på grund af Ruslands krig i Ukraine, er det kun blevet værre. Politikerne er efterhånden nødt til at indse, at der skal sættes hårdt ind for at vende udviklingen.
Når Søværnets skibe igen og igen må låne hinandens besætninger for at fylde skibene op. Når fem flymekanikere skal gøre 10 mands arbejde og samtidig omskoles til at kunne reparere både gamle og nye kampfly. Eller når Beredskabsstyrelsen oplever en firdobling af mandskabstimer under pandemien fordelt over det samme antal medarbejdere, er det et tegn på, at der noget helt galt med antallet af medarbejdere til opgaverne.
Der mangler tid til uddannelse
Der mangler ganske enkelt tid. Ikke mindst tid til helt grundlæggende og basal uddannelse, som jo er altafgørende for, at forsvarets medarbejdere kan løse deres opgaver sikkert og forsvarligt i ind- og udland. Føler man sig ikke sikker i sin egen og kollegaernes operative kunnen, går det ud over motivation – og endnu værre sikkerheden. Man bliver ikke en bedre soldat af at måtte gå på øvelse og råbe ”bang” frem for at affyre patroner, fordi der ikke er ammunition.
Når bureaukratiet så tilmed har vokset sig så stort, at det er nemmere at betale for værktøj og reservedele af egen lomme frem for at bestille det igennem kommandovejen. Og man tilmed heller ikke kan få udbetalt sit overarbejde til tiden – ja, så vidner det om et system, der modarbejder den enkeltes lyst til at møde ind og løse opgaven. Medarbejderen mister ganske enkelt motivationen til at blive i forsvaret, og så er det meget nemt at finde et arbejde ude i det civile, hvor forholdene er mere attraktive, og man skriger på arbejdskraft.
Løsningerne er mange
Hvad er løsningen for at få forsvaret på ret køl? En del af svaret er selvfølgelig en mere rimelig løn – ikke mindst i en tid, hvor priserne på dagligvarer, benzin og opvarmning af hjemmet er på himmelflugt, og som gør det svært for husholdningerne derhjemme at følge med.
En anden vigtig del er rekruttering og fastholdelse: Forsvaret skal evne at tiltrække nye folk ved at tilbyde et spændende og meningsfuldt arbejde, måske endda i en kortere årrække, før de unge vil videre – samtidig med at man bliver langt bedre til at holde på de erfarne medarbejdere, der har viet deres karriere til forsvaret. Kort sagt skal der være en uddannelsesordning, der tilgodeser medarbejderne, der gerne vil blive, og dem, der ønsker at prøve noget andet.
I CS har vi foreslået en genindførelse af en civil uddannelsesordning i forsvaret. Det skal ikke nødvendigvis være samme ordning som CU-ordningen. Men en ordning, hvor man efter et bestemt antal år i tjenesten begynder at optjene civil uddannelse, som man kan gøre brug af, den dag man vælger at forlade forsvaret, tror vi på vil have en fastholdende effekt. På den måde kan den enkelte medarbejder fokusere 100 procent på sit soldatervirke, mens vedkommende er i Forsvaret vel vidende, at der tages hånd om vedkommende, når det er tid til at komme videre i karrieren. Det er en meget fleksibel ordning, der både tilgodeser den enkelte medarbejders behov såvel som forsvarets.
Og nu vi er i gang med at tale om fastholdende tiltag, som virkede engang, skulle man måske se lidt på tjenestemandspensionen. Uanset hvad man måtte mene om denne og hvilke begrundelser, der lå til grund for at udfase ordningen, kan man ikke komme uden om, at den havde en enorm effekt i forhold til fastholdelse.
En mere attraktiv arbejdsplads
Forsvaret skal være en mere attraktiv arbejdsplads, hvis man skal kunne konkurrere med resten af arbejdsmarkedet. Løn og ansættelsesordninger er én ting. Noget andet er at drage omsorg for den enkelte medarbejder, mens vedkommende er i forsvaret. Der skal være en retning. Der er brug for bedre karrierevejledning og -planlægning og der er måske også brug for et andet system i forhold til bemanding. Det er min opfattelse, at forsvaret smider for mange gode folk ud i det private, fordi der ikke var nogen, der kunne vejlede dem videre i en militær karriere, og det er et kæmpe tab.
Sidst – men bestemt ikke mindst – er der behov for at få løst alle de hverdagsproblemer, som medarbejderne oplever. Der skal selvfølgelig være udstyr, uniformer og ammunition til alle, og man skal kunne regne med sin lønseddel og sin tidsregistrering. Jeg kender ikke til andre arbejdspladser, hvor man ville acceptere at arbejde uden sit værktøj eller uden at få den rette løn udbetalt til den rette tid.
Brigadegeneral Henrik Lyhne slår i sit interview fast, at han er optimist, selvom han med egne ord i interviewet tegner et dystert billede. Den holdning tror jeg går igen i størstedelen af forsvaret, for der er en stolthed over at passe på Danmark. Men sikkerhed og tryghed er ikke gratis og det kan ikke gøres uden medarbejdere. Snart venter et folketingsvalg og forhandlingerne til et nyt forsvarsforlig. Lad os få vendt situationen med kendsgerninger og åbenhed.
