Næstformand og medlemskonsulent var på tidligt julebesøg hos medlemmer på flyvebasen i Geilenkirchen, og det var en stor succes for begge parter
I den første uge af december besøgte CS næstformand Ronni Pedersen og medlemskonsulent Arne Elvis Fuglsang flyvebasen i Geilenkirchen, hvor CS har otte medlemmer blandt de tjenestegørende på basen.
Det var et besøg, der stod højt på ønskelisten hos medlemmerne, og for at sikre det mest effektive udbytte af et besøg, havde medlemmerne forud for besøget sendt en række højaktuelle emner, de gerne ville have behandlet, samt nogle spørgsmål om mere generelle forhold.
-Vi er jo kun otte medlemmer hernede, så det kan måske synes som lidt megen ulejlighed at hente to fra vores forening herned, siger tillidsmand Claus V. E. og han tilføjer;
-Men det er dog vores klare overbevisning, at et regelmæssigt fremmøde af repræsentanter fra vores fagorganisation, nationalt som internationalt, i høj grad ’lønner sig’. Hvilket et fuldtalligt fremmøde fra medlemmerne her i Geilenkirchen underbygger.
CS næstformand Ronni Pedersen giver tillidsrepræsentanten ret.
-Det betyder også rigtig meget for CS. Mange af de daglige problematikker på medlemmernes lokale arbejdsplads, hører vi jo nødvendigvis ikke om, siger Ronni Pedersen.
-Og når vi er på besøg hos medlemmerne, som her i Geilenkirchen, hvor vi havde mulighed for at være et par dage, så får vi talt tingene godt og grundigt igennem. Den fysiske tilstedeværelse betyder rigtig meget, fortsætter han.
-VTC, e-mail og anden e-korrespondance er alle rigtig gode værktøjer, men når det kommer til reel understøtning, information, vejledning og konkret rådgivning, er der dog i vores optik, intet der kan erstatte energien i den fysiske tilstedeværelse, forklarer Claus V. E.
-Som udstationeret for Forsvaret, befinder man sig samtidig væsentligt oftere forvaltningsmæssigt i en gråzone, hvor nationale regelsæt skal matches med dét, at operere i NATO-regi, lyder det videre fra tillidsrepræsentanten.
Fint feedback
Derfor var der også mange spørgsmål og fortællinger til Ronni Pedersen og Arne Elvis Fuglsang under besøget, og der blev drøftet tillæg, arbejdstid, skattefritagelser og meget, meget mere, og fik også vendt den aktuelle forsvarssituation med forlig og fastholdelse, og fagorganisationernes forventninger og ønsker.
Kommentarerne fra medlemmerne i Geilenkirchen var da også klare efter besøget;
”Jeg synes det var rart at få en gennemgang af hvad CS arbejder på i øjeblikket.”
”Derudover var det gavnligt at have muligheden for at spørge ’eksperterne’ ansigt til ansigt vedrørende forskellige emner. Det var fremragende, at der var god tid til at få en god og uddybende forklaring.”
”Jeg synes udbyttet var virkelig godt og burde være et tilbagevendende event.”
”Gav god information; ikke kun i forhold til de pågældende spørgsmål, men også et bedre indblik i hvad CS foretager sig”.
”Godt at have oplevelsen af at der bliver lyttet, og at de (CS) ikke blot vender det døve øre til.”
Den gode tilbagemelding har også givet ’blod på tanden’ hjemme i CS Huset.
-Vi planlægger på fremadrettet at lægge ture -ikke kun nationalt men også ude i de internationale stabe, når vi er på rundrejse. Ønsker medlemmerne at se os, vil vi også meget gerne møde dem, fastslår CS næstformand Ronni Pedersen.
Og fra Geilenkirchen er beskeden tydelig;
En stor tak til Ronni og Elvis, for en professionel og udbytterig indsats, samt et fantastisk hyggeligt samvær, vi håber inderligt dette bliver en tilbagevendende begivenhed, opfordrer tillidsrepræsentant Claus V.E.