En helt ny uddannelse med 22 elever er netop startet i Kangerlussuaq, Grønland. Det drejer sig om en særlig Arktisk basisuddannelse, ABU, der kombinerer militære og civile færdigheder. Når eleverne er færdig uddannede, vil de kunne styrke det i forvejen tætte samarbejde mellem politiet, redningsberedskabet og Forsvaret i det store arktiske område, så der er masser af gode karrieremuligheder for de unge.
Uddannelsen varer seks måneder, og eleverne får løn under hele uddannelsen. Der var da også stor interesse for uddannelsen, da der blev åbnet op for ansøgninger, hvor 236 søgte ind. Men der er kun plads til 22 i første omgang.
De skal nu lære en masse om redning, brandmandskab, politi og Forsvar, og når de er færdiguddannede, kan de altså bl.a. søge ind på en af Forsvarets funktionsuddannelser enten i Søværnet, Flyvevåbnet eller Hæren.
Der vil dog også være mulighed for efter de seks måneder at komme i et perspektiveringsforløb på yderligere seks måneder, hvor de unge kan bygge videre på uddannelsen.
-Vi kan mærke, at de unge er spændte på at starte og komme i gang med uddannelsen. Men det er også en stor omvæltning for dem at skulle bo sammen og være væk fra deres familie i lang tid, fortæller en af instruktørerne, sergent i Søværnet, Aputsiaq Egede.
-Ved at ruste de unge med viden og færdigheder, investeres der ikke kun i et øjebliksbillede, men også i Grønlands fremtid, tilføjer han.
Uddannelsen er bl.a. baseret på at skulle styrke de unges kompetencer til at kunne hjælpe med forskellige af de opgaver, der opstår rundt om i de mange små bygder i det enorme land. Danmarks Radio har lavet en større artikel om den nye uddannelse, og her er også et længere interview med sergent Aputsiaq Egede. Det kan man finde via linket: Som barn drømte Aputsiaq Egede sig ombord på Forsvarets skibe: I dag er han instruktør på ny grønlandsk beredskabsuddannelse | Indland | DR
(Kilde & Citater: FSV)