Foto: EB/Forsvarsgalleriet

800 soldater på vej til Letland

I denne måned sendes et større antal danske soldater igen til Letland, for at indgå i NATOs kollektive forsvar. Det er en bataljon fra 1. Brigade, sammensat af stab, et stabskompagni, et panserinfanterikompagni, et mekaniseret infanterikompagni, en kampvognseskadron og et ildstøtteelement.

Allerede sidste år besluttede politikerne, at der igen skulle sendes soldater til Letland, og den gang vurderede man et antal på mellem 700 og 1200 soldater skulle afsted. Det er så blevet til 800, der i de seneste måneder har forberedt sig på opgaven både herhjemme og ved øvelser i Tyskland.

Kampbataljonen suppleres desuden med logistik og føringsstøtte samt af et panseringeniørkompagni. Inden soldaterne sendes afsted er der en masse materiel, der skal sendes til Letland, og det sker denne gang fra havnen i Aalborg.

En stor del af havnen er derfor i denne uge omdannet til militært område, hvor der er spærret af for offentligheden. Normalt når der sendes større mængder militært materiel til Baltikum, sker det fra havne som Esbjerg eller Køge, men denne gang har man altså valgt Aalborg.

Kampbataljonen skal være i Letland de næste fire måneder. Danmark havde også soldater i Letland -nemlig en kampgruppe fra 2022 til foråret 2023, så sted og opgaver er ikke ukendte for de danske styrker. Også den gang var der cirka 800 soldater afsted.

Udsendelsen af det danske bidrag er en konsekvens af, at den sikkerhedspolitiske situation i Europa er alvorligt udfordret af Ruslands militære angreb mod Ukraine og omfattende troppeopbygning. Situationen har udviklet sig til en krise med potentielt store konsekvenser for NATO og Danmarks sikkerhed. NATOs tilstedeværelse i området er med til at styrke sikkerheden i Danmark, fordi Danmarks sikkerhed begynder i Baltikum og Polen, oplyser Forsvaret selv på deres hjemmeside.

Foto: Danske soldater i Estland i 2023

Andre nyheder

Søg