Før fødslen
Besked om graviditet
Du skal senest tre måneder før fødslen fortælle dit tjenestested/din leder, at du er gravid. Fortæl det gerne så tidligt som muligt, så planlægningen kan gå i gang – og du kan få fri til eventuelle undersøgelser.
Graviditetsundersøgelser
Normalt vil gravide kun have ret til at få fri fra arbejde med løn til almindelige, forebyggende graviditetsundersøgelser.
Ved komplicerede graviditeter, eller hvis der er tale om en flerbørnsgraviditet, vil der typisk blive tilbudt flere forebyggende undersøgelser med henblik på at sikre, at graviditeten forløber som godt som muligt.
Orlov
Du har ret til at gå på barselsorlov med sædvanlig løn, når der er fire uger til den forventede fødsel.
Din terminsdato tælles med i de fire uger. Hvis fødslen f.eks. ventes en torsdag, så er torsdagen fire uger før din sidste arbejdsdag.
Sker fødslen senere end den forventede dato, forlænges retten til frihed og retten til løn før fødslen tilsvarende, uden at dette afkorter barselsorloven efter fødslen.
Du har mulighed for tidligere orlov før de fire uger, hvis arbejdets karakter betyder risiko for barnet eller hvis graviditeten har et sygeligt forløb. Bemærk at der er krav om dokumentation fra din læge.
Som udgangspunkt skal fraværet være foreneligt med forholdene på arbejdspladsen. Forsøg derfor at planlægge graviditetsundersøgelserne, så de er til mindst mulig gene for arbejdspladsen, når det er muligt.
Bemærk, at den kommende far eller medmor ikke har ret til at få fri med løn til undersøgelserne. Retten til fri med løn gælder kun den gravide.
Giv dit tjenestested/din leder besked om, hvornår du forventer at begynde din barselsorlov. Du skal samtidig dokumentere din termin.
Du har også ret til orlov både før og efter adoption
Du har ret til før-adoptionsorlov med løn indtil fire uger inden adoption, hvis du opholder dig i udlandet for at modtage dit barn, og det land du adopterer fra, stiller krav om, at du opholder dig der. De fire uger kan forlænges i op til fire uger. Når du har modtaget dit barn, gælder tilsvarende regler om orlov som ved barsel.
Du skal snarest muligt give dit tjenestested/din leder besked om tidspunktet for afrejse og om forventet hjemkomst.