Forsvarsgalleriet

Krænkende adfærd

I CS tager vi krænkende adfærd meget alvorligt. Vi vil altid forsøge at hjælpe den eller dem der har været udsat for krænkende adfærd – eller dem der har udført det. Kontakt CS for vejledning og rådgivning. Det er vigtigt at understrege, at disse sager ofte ender med en anmeldelse. Det er også vigtigt, at understrege at ingen er skyldige før dømt.

Krænkende handlinger er en samlet betegnelse for mobning, seksuel chikane, og andre krænkelser som kan forekomme på arbejdspladsen. Der er tale om krænkende adfærd/handlinger, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre for adfærd som af disse personer opfattes som nedværdigende.

Hvis de krænkende handlinger ikke er særlig grove, skal de have stået på over en vis tid og med en vis hyppighed for at udgøre en risiko. Hvis de ikke har en tidsmæssig udstrækning og hyppighed, skal de for at udgøre en risiko have været særlig grove.

Mobning kan forstås som, ”når en eller flere personer regelmæssigt, over længere tid og/eller gentagende gange på grov vis udsætter en eller flere personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende.

Seksuel chikane er som mobning gentagende krænkende handlinger, hvor de krænkende handlinger har seksuel karakter.

Krænkende handlinger kan udøves af alle på en arbejdsplads. Det forekommer ofte mellem kolleger – men det kan også udøves af ledere. Det betragtes som ekstra belastende på grund af den magt, der ligger bag krænkelsen.

Som kollega, leder eller TR har du mulighed for at stoppe krænkende handlinger. Sig det højt. Kontakt din TR eller kontakt CS for rådgivning og vejledning.

 

Eksempler på krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane:

Handlingerne kan både være aktive og at der undlades at handle.

Krænkende handlinger i relation til arbejde:

  • Tilbageholdelse af information
  • Sårende bemærkninger
  • Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar og arbejdsopgaver
  • Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab
  • Angreb mod eller kritik af ansattes privatliv
  • At blive råbt ad eller latterliggjort
  • Fysiske overgreb eller trusler herom
  • Fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale
  • Nedvurdering af ansattes job, deres arbejdsindsats eller deres kompetence
  • Krænkende telefonsamtaler
  • Krænkende skriftlige meddelelser, sms, billeder og videoer – herunder sociale medier
  • Ubehagelige drillerier
  • Nedvurdering på grund af f.eks. alder, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet eller religiøs overbevisning
  • Udnyttelse i jobbet til f.eks. private ærinder.

Bemærk listen er ikke udtømmende.

Krænkende handlinger kan også forekomme som seksuel chikane. Krænkende handlinger af seksuel karakter er al form for uønsket seksuel opmærksomhed og kan f.eks. være:

  • Uønskede berøringer
  • Uønskede verbale opfordringer til seksuel samkvem
  • Sjofle vittigheder og kommentarer
  • Uvedkommende forespørgsler om seksuelle emner
  • Visning af pornografisk materiale

Bemærk listen er ikke udtømmende.

Det er oftes kvinder, der udsættes for seksuel chikane – men det er vigtigt at være opmærksom på, at mænd også kan udsættes for seksuel chikane.

Grib ind overfor seksuelle krænkelser.

Kontakt CS. Eller ring til Arbejdstilsynets hotline, hvis du ønsker råd og vejledning omkring mobning og krænkende adfærd på dit tjenestested. Husk, du er altid anonym når du kontakter hotlinen.

Søg