En fregat sendt ud på en farlig mission med stor risiko for angreb uden at have det helt rigtige udstyr til at kunne forsvare sig, er en fuldstændig uacceptabel handling og et stort svigt af den arbejdsgiver, der har været med til at sende skibet afsted.
Så præcist bedømmer CS formand Jesper Korsgaard Hansen de oplysninger, som en samlet dansk presse hele tirsdagen har bragt frem på deres nyhedskanaler.
Netmediet Olfi kunne i morges ‘breake’ den nyhed, at den danske fregat IVER HUITFELDT i februar blev sendt af sted på opgave i det Røde Hav uden at have det fornødne udstyr til selvforsvar, selvom Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet havde forsikret, at alt var i orden og klar til missionen.
Man sendte tværtimod fregatten til et ‘fjendtligt område med fejlramt radar og defekt ammunition’, skriver Olfi, der også bringer detaljerede oplysninger om, hvor galt det rent faktisk stod til, da IVER HUITFELDT for nyligt blev angrebet bl.a. med droner af Houthi-kontrollerede styrker i området. Det lykkedes fregatten at klare sig blandt andet takket været besætningens egen snarrådighed og dygtighed. Men det kunne være gået grueligt galt.
Radarsystemet svigtede så missilerne ikke kunne affyres, og derfor måtte besætningen bruge skibets kanoner, der dog heller ikke fungerede optimalt. Skibet var udstyret med 30 år gamle granater, og halvdelen eksploderede for tidligt og var dermed langt fra at ramme målene.
-Det er et stort svigt af arbejdsgiver. Det viser, at vi var slet ikke klar til at løse den her opgave, understreger Jesper Korsgaard Hansen, formand for CS, og han tilføjer;
-Det kompromitterer sikkerheden på den måde, at man med åbne øjne udsætter besætningen for fare. Ministeren har stået og sagt, at skibet er klar til at sejle afsted, men det er det ikke, og så sender man det afsted alligevel. Fregatten skulle slet ikke have været udsendt på den mission, for den var ikke klar. Jeg synes ærligt talt, at det er uanstændigt, og det udstiller vores egen utilstrækkelighed. At vi sender en fregat afsted med våbensystemer, som ikke virker, er en skandale. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har de mest dedikerede medarbejdere, der gør alt for at løse den opgave, de er sat på. Og så bliver de udsat for dette svigt af deres arbejdsgiver.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er også en meget overrasket mand, da TV2 får et interview med ham umiddelbart efter et gruppemøde i Venstre på Christiansborg.
Han forklarer, at han ikke har været orienteret om problemer med fregattens forsvarssystemer forud for indsættelsen i det Røde Hav, men tværtimod har fået oplyst, at alt stod vel til og man var klar til indsats. Han har efter de nye oplysninger i sagen øjeblikkeligt udbedt sig en redegørelse fra Forsvarskommandoen og Forsvarschef Flemming Lentfer, der skal ligge på ministerens bord ‘senest i aften’.
Herefter vil forsvarsministeren underrette forligspartiernes forsvarsordførere og træffe sin beslutning om, hvad der videre skal ske og om sagen skal have særlige konsekvenser.
CS formand Jesper Korsgaard Hansen vil lade ministeren læse redegørelsen, før han vil gøre yderligere.
-Jeg vil afvente ministerens udspil, og så vil vi i CS følge op på situationen umiddelbart herefter, fastslår han.