Regeringen taler varmt om muligheden for at sende et maritimt bidrag til Asien. Men på fregatten Iver Huitfeldt tvivler man stærkt på, om der er besætningsmedlemmer nok til at gennemføre en længerevarende mission i Østen.

I løbet af sommeren har “Indo-Pacific” og Taiwan fået stor opmærksomhed, efter at amerikanske kongresmedlemmer trods kinesiske advarsler besøgte østaten. Som modsvar på besøgene afholdte Kina omfattende militære øvelser nær Taiwan for at understrege, at de mener, at øen ikke er selvstændig, men kinesisk.

Spændingerne mellem USA og Kina kan få direkte betydning for dansk forsvar, i hvert fald hvis udtalelserne fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) samt regeringens strategidokumenter om Indo-Pacific står til troende:

“Sandsynligt” at Danmark bliver bedt om at sende bidrag til Indo-Pacific
Ved lanceringen af Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra januar i år, blev Kina omtalt som ”en økonomisk konkurrent, en samarbejdspartner og en systematisk rival”. I strategien stod der også, at Danmark står side om side med USA, og at når amerikanerne ”orienterer sig mere mod Asien, er det i vores fælles interesse”.

Ligeledes kan man i en baggrundsrapport på Forsvarsministeriets hjemmeside læse, at det er ”sandsynligt”, at Danmark vil få en forespørgsel fra USA, England eller Frankrig om at bidrage med en fregat til en såkaldt Freedom of Navigation operation (FONOPS) til området.

Ifølge Forsvarsministeriet har man på nuværende tidspunkt ingen konkrete planer om en sådan mission. Alligevel har forsvarsminister Morten Bødskov (S) ved flere lejligheder i foråret talt om netop Indo-Pacific og et muligt dansk maritimt bidrag hertil.

Noget tyder altså på, at regeringen ser sig om efter en militær rolle i Østen, i takt med at USA flytter fokus til Asien.

Besætninger på konstant udlån
Men spørger man blandt besætningsmedlemmerne på en af de fregatter, der kan tænkes at skulle af sted, er man skeptisk over for en længere deployering til Asien. Det fortæller Emil Dyval, som er våbenteknikker på fregatten Iver Huitfeldt på fjerde år:

– Min oprigtige holdning er, at jeg ikke tror på, at Danmark kan sende et skib til Asien i op til et helt år. Det har vi simpelthen ikke mandskab til mere. På et eller andet tidspunkt har folk været udsendt så længe, at de smutter, og puslespillet for den næste besætning og næste igen bliver sværere og sværere at lægge.

Med ”puslespillet” henviser Emil Dyval til, at søværnets fem fregatter mangler besætningsmedlemmer i sådan et omfang, at de konstant må låne folk af hinanden:

– Vores skib, Iver Huitfeldt, er pt. i vedligeholdelsesår, så vi gør skibet klar til at skulle på værft, og vi har en stilleperiode, hvor vi tager uddannelse og får hvilet ud. Men søværnet mangler en hel masse folk, og mange af vores folk er på udlån til de andre skibe.

Fire måneders sødage trods lovning om stilleperiode
Emil Dyval fremhæver sit eget eksempel:

– Jeg skulle have haft nul sødage i år, men jeg har allerede sejlet fire måneder, og jeg kommer formentlig op på i alt seks måneder ved årets udgang. Jeg er for eksempel lige kommet hjem fra en weekendvagt på fregatten Niels Juel.

Han bakkes op af sin kollega, Isabel Hammershøj Fardrup, der er marinespecialist og regnskabsskriver på Iver Huitfeldt:

– Der har været run på i et stykke tid, men det føles bare ekstremt nu, synes jeg, og sådan er det vist alle steder i 2. Eskadre. Selvom vi skulle være i stilleperiode og have mulighed for at være sammen med familien, regner jeg også med, at jeg skal af sted på udlån i år.

Ifølge de to medfører de mange udlån til andre skibe, at besætningerne risiker at blive slidt op på sigt, hvilket kan ende med, at endnu flere søger væk fra søværnet.

Mangler op mod to fulde besætninger på fregatterne
Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) fremlagde i maj tal for CS, som viste, at 2. Eskadres myndighedsdel havde en personaleomsætning på 20 procent.

Tallene var ifølge FPS ikke validerede, men CS vurderer, at den høje personelomsætning indikerer, at 2. Eskadre dette forår manglede op mod 15 procent af medarbejderne.

Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen, mener ydermere, at mandefaldet på fregatterne tæller op mod to fulde fregatbesætninger.

Personelmangel er en ond spiral
Tallene stemmer overens med en særdeles presset hverdag for Emil Dyval og Isabel Hammershøj Fardrup:

– Det er mit indtryk, at fregatterne målt på erfaring mangler, hvad der svarer til én fuld besætning. Det betyder, at de fire andre besætninger fra de andre fregatter skal løbe ekstra stærkt. Det bliver folk også trætte af i længden, og så søger de væk. Det er en ond spiral, siger Emil Dyval, som tilføjer:

– Alle dem, der mangler, kan vi ikke bare få ind igen, især ikke folk med faglige uddannelser så som skrivere, våbenteknikere og maskinfolk.

Isabel Hammershøj Fardrup supplerer:

– Hver gang, der er nogen, som stopper, så er det ofte nogen med erfaring, og du får ikke bare erfaring i form af en ny medarbejder. Groft sagt kunne vi sagtens ansætte folk, men det tager bare tid at tilegne sig den nødvendige erfaring.

Tillidsmand på Iver Huitfeldt, Jimmi Isdal Rathmann, er enig:

– Det er svært at fastholde folk, både faglærte og ufaglærte, og en del er væk efter blot nogle få år.

På et tidspunkt snubler man
Både Emil Dyval og Isabel Hammershøj Fardrup har tidligere været af sted på internationale missioner med 2. Eskadre i blandt andet Hormuzstrædet og ud for Guineas kyst. Derfor får udsigten til måske at skulle til Asien da også smilet frem hos dem begge:

– Vi kan godt lide at sejle, så umiddelbart ville vi sige ”yes!”, hvis vi skulle af sted i morgen, siger Isabel Hammershøj Fardrup.

– Det vil helt sikkert være en spændende mission, istemmer Emil Dyval.

Men stadig tvivler de på, om der er folk og arbejdsglæde nok til at holde en længerevarende mission i Asien flydende på ansvarlig vis:

– For at det skal give mening i kroner og øre, og for at vi skal have et impact dernede, og at vores allierede skal se os som en effektiv spiller, så tror jeg, vi skal være af sted i op mod et års tid. Hvis vi bare sejler derned for at tøffe rundt i en måned eller to, giver det ikke mening.

Han tilføjer:

– Derudover tager det ca. en måned at sejle dertil og en måned at sejle hjem igen. Men hvis der er tale om en deployering på op mod et år, så tror jeg som sagt ikke, at søværnet har mandskab eller kapacitet til det, siger Emil Dyval.

Kollegaen, Isabel Hammershøj Fardrup, slutter af:

– Vi er klar over, at det er en meget tentativ verden, og vi skal være klar til at rykke ud. Det har vi skrevet under på. Men den har været lige i overkanten i et stykke tid, og selvom vi gør, så meget vi kan, så frygter jeg, at man på et eller andet tidspunkt har løbet stærkt så længe, at man snubler.