Lønregulering pr. 1. februar sættes foreløbigt i bero

For knap to uger siden fik vi besked om, at der ville ske en lønnedgang på 0,25 procent pr. 1. februar 2021 for alle ansatte i staten. Det skyldtes kort fortalt, at en negativ udmøntning fra reguleringsordningen ikke kunne opvejes af de aftalte generelle lønstigninger.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen betyder negativ lønregulering fra 1. februar

Det viser sig nu, at der er konstateret fejl i de data fra Danmarks Statistik, som ligger til grund for opgørelsen af reguleringsordningen. Den regulering pr. 1. februar, der tidligere er meldt ud, er derfor (formentlig) ikke korrekt.

Arbejdsmarkedets parter på statens område har derfor aftalt, at lønnen – hvor det er muligt, ikke reguleres pr. 1. februar, men først når man kender den korrekte regulering.

– Det er meget beklageligt, at der viser sig at være fejl i tallene. Særligt i den her situation, hvor reguleringsordningen udmønter negativt og der er tale om en lønnedgang. I min tid har jeg aldrig oplevet, at der har været fejl i de data, der ligger til grund for reguleringsordningen, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

– Vi ved ikke, hvad det ender med, men nu er reguleringen sat i bero, indtil vi kender de rigtige tal og hvad det kommer til at betyde. Jeg forventer, at vi kender den korrekte regulering snarest.

Andre nyheder