Et krigerisk Rusland, et USA på vej mod Asien, og en milliardindsprøjtning til Forsvaret over de næste ti år, der skal styrke personellet. Chef for Forsvarsstaben, Kenneth Pedersen, fortalte til CS’ kongres, hvorfor dansk forsvar står midt i en brydningstid.

– Ruslands angreb på Ukraine har været en opvågning, som i den grad har fået os til at tale sammen om, hvor vi står. Også blandt os i uniform, der fulgte Putins opmarch langs den ukrainske grænse sidste vinter, blev der tænkt, ”ah, det sker nok ikke.” Men det gjorde det, og der er igen krig i Europa, vi taler igen om atomtruslen i Europa, og vi ser igen krigsforbrydelser på europæisk jord.

– Jeg kom selv ind i Forsvaret i 1987 og fik lige det sidste af Den Kolde Krig med, men for rigtig mange af os taler vi nu om en ny verden og i et nyt sprog, som vi ikke har brugt før

– Selve verdensorden er også under opbrud. Vi står et sted, hvor de vestlige værdier efter Anden Verdenskrig har været måden, vi ordnede vores indbyrdes forhold på, men det er nu under pres: Antallet af demokratier er på vej ned, antallet af diktaturer og autokratier er på vej op. Der er nogle dynamikker, som gør, at ”den globale landsby”, vi har talt om de sidste 25 år, ikke længere er under opbygning, men under afvikling. Det er en koldere og en hårdere verden, vi er på vej ind i.

– Samtidig er USA, den store dreng i klassen, begyndt at vende sig mod Asien. Amerikanerne forlader os ikke helt, men de forlanger mere af os; at vi i højere grad klarer os selv, og det betyder, at Danmarks rolle i NATO også er på vej til at blive ændret.

Danmark skal have store venner i skolegården
Undervejs nævnte Kenneth Pedersen også efterårets store analyserapport ‘Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’, som konkluderer, at verden bliver stadig mere opbrudt og uforudsigelig, og at Forsvaret skal løse væsentlig flere opgaver de kommende år:

– Hvis jeg skal tage én overskrift fra Zilmer-rapporten med mig, så er det, at NATO er tilbage. Og det er vigtigt for os, fordi Danmark stadig er en småstat. Hvis man er en af de små i skolegården, allierer man sig med en af de store, for ellers risikerer man at få en omgang høvl. Sådan er verden stadig, det har Rusland bevist. Det betyder også, at afskrækkelse er tilbage, og det skal Forsvaret balancerer sammen med de internationale operationer, som jo ikke er helt væk. Prioriteringen i dag er anderledes end for fem år siden, hvor alle stadig talte om terror.

Missiler i rørene
I stabschefens øjne venter der Danmark et langt større forpligtelse over for den transatlantiske alliance:

– Jeg er rimelig sikker på, at vi vil få rigtig mange NATO-opgaver de kommende år, og vi skal være klar til at være i forskellige grader af beredskab. Jeg kommer selv fra Hæren, og der lyder kravet, at man skal kunne have 30 dages forsyninger ”på ryggen”, altså et system af ammunition og alt muligt andet, der ligger klar bag kamptropperne.

– Det betyder, at der skal være missiler i rørene igen, både bogstaveligt og billedligt talt, at der skal øves, og at NATO kommer og kigger os efter i sømmene. Så det kan godt være, vi skal vokse rigtig meget, men det kommer vores opgaveportefølje også til.

– NATO, EU og internationale operationer bliver et dilemma i sig selv, for hvordan skal man potentielt set være på flere beredskaber på samme tid? Vi skal jo samtidig træne og kunne være parate. Det skal vi kunne favne.

At bygge ovenpå en 15-procentsbesparelse
Med det nationale kompromis i marts måned kunne en bred kam af danske politikere skrive under på, at Forsvaret skal have tilført flere midler hen over de næste ti år. Men Kenneth Pedersen håber, at dette ikke kun ender i en diskussion om ubåde, kampfly eller placeringen af nye kaserner:

– Et sidste dilemma er, at vi også skal implementere et nyt forlig i form af materiel og faciliteter, samtidig med at vi drager ud for at være til stede og træne. Det kræver en benhård styring og prioritering, og man kan nok ikke sætte næsen op efter, at vi får en kæmpestor volumen til at løse det hele, til trods for, at vi får tilført flere midler

– Det er faktisk svært at vokse. Det er jo et historiske faktum, at Forsvaret skulle spare 15 procent, og at det er det fundament, vi nu skal bygge oven på. Der ligger en kæmpe opgave, for vi skal stå robust, før vi kan bygge ovenpå. Alt det her skal synkroneres og favnes i et kommende forlig, og det tror vi også på, vi kan.

– Jeg håber, at når debatten kommer i gang, og politikerne skal se på et nyt forlig, at man så vil tale om de fundamentale ting – altså balancerne, strategien og opgaver – frem for at det bliver en diskussion om materiel.

Personelinvestering går forud for alt det andet
Stabschefen forholdt sig også til den allestedsnærværende udfordring, at Forsvaret bløder medarbejdere. På tværs af værn er de yngre generationer ofte ude af Forsvaret efter blot få år. Derfor skal rekruttering og ikke mindst fastholdelse styrkes markant:

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik den store debat om, hvilket type forsvar, vi vil have, hvad det er, der er vigtigst, og hvordan vi skal prioritere. Og så den allerstørste ting, som formentlig er HR-siden, altså investering i mennesker. Ny teknologi og våben er supervigtigt, men hvis ikke vi begynder at tale om personel som et investeringsområde, kommer vi til at fejle uanset hvad, for det er personellet, der ligger under alle de her opgaver.

– Det er ikke det samme, som at alt bliver fryd og gammen, og at lønningerne bliver tårnhøje. Men jeg tror, og det vil jeg gerne stå på mål for, at HR-delen bliver sindssyg vigtig, hvis det her skal lykkes.

– Det, jeg gerne så i en stor diskussion af forsvaret, er, at man så os som en del af kernevelfærden. At der ikke er en sort-hvid sondring mellem våben eller varme hænder i sundhedssektoren, men at det ene er forudsætningen for det andet. Det kunne være, der var en balance i det her, som vi kunne tale os frem til som samlet samfund.

Kønskrænkelser modarbejder Forsvarets fælles ”vi”
Henimod slutningen af oplægget kom stabschefen ind på de mange sager om kønskrænkende adfærd i Forsvaret, og Kenneth Pedersen lagde ikke skjul på sin og forsvarschefens holdning:

– Jeg har behov for, at kvinder og mænd har samme adgang til Forsvaret, og at de bliver behandlet – ikke ens – men rigtigt, for at jeg kan få effekt til at løse alle opgaverne. Det er ikke et spørgsmål om wokeness, men om, at hvis den bedste operative løsning er x eller y, så er den bedste forudsætning for at løse den, at enheden, skibet, eskadrillen eller kompagniet har den bedst mulige forståelse af et fælles ”vi” på tværs af diversitet. Så længe vi ikke kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt, så får vi aldrig dette ”vi”.

– Jeg var selv der i starten, da den her debat begyndte, at jeg nok ville sige, at vi ikke har en dårlig kultur, men at vi har et problem blandt dem, der ikke opfører sig ordentligt. Men nu har jeg efterhånden set så meget, at jeg vil sige, ”jo, vi har en dårlig kultur. Vi har en megadårlig kultur indenfor dette område”. Forsvarschefen og jeg selv har kastet os på korset og sagt, at det her er et strategisk problem, og det skal vi gøre noget ved, og det mener vi.

– Vi skal bruge tid på det her, og det skal vi gøre de næste mange år, og vi skal alle sammen tage ejerskab. Det kan ikke siges tydeligere; det her er et spørgsmål om operativ effekt: Vi skal have adgang til alle danskere, uanset køn, etnicitet eller alt mulig andet, for ellers kan vi ikke løse vores opgave godt nok.