Per Jørgensens arbejdsskadesag begyndte med en knæskade i Irak i 2006 og kulminerede med en benamputation sidste sommer. Nu venter han og CS på, at myndighederne revurderer hans mén-grad, der stadig ligger på kun otte procent.
Oversergent Per Jørgensen tager imod CS i hoveddøren til familiens parcelhus nogle kilometer øst for Odense. Novembers blæst og støvregn slår om sig, men Per Jørgensen, der med egne ord er viking, er iført højsommerens t-shirt og shorts. Hvor det højre shorts-ben slutter, sad der engang et knæ, skinneben, læg, ankel og fod, men nu stikker der en avanceret, slank protese ud i sort plastik og skinnede metal.
Per Jørgensen byder på kaffe i det åbne køkkenalrum. Der lyder et svagt dump, når han let overdrevent svinger det nye ben fremad og sætter foden ned på trægulvet.
– Efter 51 år er jeg ved at lære at gå på ny. Går jeg ned ad trappen, sænker protesen sig automatisk, og er jeg ved at falde, bremser protesen mig og sætter mig stille og roligt ned. Men jeg kan ikke trække benet til mig, og jeg kan ikke mærke, hvor min fod er. Det er de store forskelle.
Myndighederne afviste højere mén-grad trods amputation
De seneste måneder har CS skrevet om medlemmer, som har fået støtte og rådgivning til at køre deres arbejdsskadesag over for myndighederne. I Per Jørgensens tilfælde begyndte hans sag som en knæskade i 2006, men endte sidste sommer med en frivillig amputation af benet.
Hvor den oprindelige arbejdsskade resulterede i en mén-grad på otte procent, forventer Per Jørgensen, at en vurdering i dag snarere vil lande på omkring de 50 procent. Men det mente myndighederne ikke i første omgang efter amputationen sidste år:
– Kort efter amputationen skrev jeg til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), at min sag burde tages op igen. I så fald skulle de vide, om der var sket “radikale ændringer i min sag”. Jeg svarede, ja, for mit ben var væk. AES holdt fast på de otte procent. Så var det, jeg kontaktede CS.
Ifølge advokat i CS, Mette Lind-Hansen, er der ingen tvivl om, at Per Jørgensens gener den dag i dag er afstedkommet af knæskaden fra 2006. Han var inden skaden i god fysisk form og havde ingen skavanker inden udsendelsen til Irak.
Skæbnesvanger løbetur i Irak
En morgen i den irakiske ørken i begyndelsen af 2006 løb Per Jørgensen sin faste morgentur indenfor perimeterhegnet på militærbasen Shaibah. Der var en uge tilbage af udsendelsen, hvor han som mekaniker i stabskompagniet havde skruet på den danske lejrs pansrede mandskabskampvogne.
Militærbasen var en gammel flyveplads, og flere steder under løbeturen steg og faldt asfalten med adskillige centimeter. Halvvejs igennem på den strækning i ørkenen, han havde løbet så mange gange før, stødte Per Jørgensen foden ned i et hul. Han mindes, at han løb videre, for han havde kun fokus på løbetiden på armbåndsuret. Men tilbage i lejren sendte lægen ham i sygesengen, hvor han blev liggende udsendelsen ud.
Hjemme i Danmark slog lægerne fast, at skaden drejede sig om en meniskcyste i knæet. Selv var Per Jørgensen optimistisk og forventede at være tilbage på benene på ingen tid:
– Jeg var 34 år og sund og rask. I fritiden løb jeg maratonløb og dyrkede cykling, så jeg tænkte, at kirurgerne hurtigt kunne få fikset mit knæ.
Operation på operation på operation
Men knæskaden udviklede sig og blev mere alvorlig og kompleks end først antaget: Brusk i ledkammeret, en flosset knæskal, og knogler, der sled hinanden ned, fordi den beskyttende lag af menisk var væk. Det krævede et kirurgisk indgreb.
Per Jørgensen kom på operationsbordet, og i tiden efter fortog smerterne sig. Men efter et år gjorde knæet igen ondt, og han måtte forbi kirurgerne endnu engang. Og endnu engang forsvandt pinen for så at dukke op efter et halvt til et helt år. Fra den uheldige løbetur til og med 2014 var Per Jørgensen på operationsbordet ni gange.
– Efter sjette operation var det ikke sjovt længere, for jeg kendte allerede resultatet, inden jeg blev lagt på bordet. Samtidig blev lægerne mere og mere forsigtige med at operere, for at rode i et knæ så mange gange går kun én vej. Det var mentalt opslidende, og jeg talte hårdt til folk. Det gik ud over de forkerte mennesker.
Sort uheld, tilfældigheder og slid
På en kur af vilje og smertestillende piller videreuddannede Per Jørgensen sig til sergent og senere oversergent, og selvom han var opmærksom på at skåne sit knæ, deltog han ofte i arbejdsopgaver og øvelser på lige fod med kollegerne:
– Når man sidder i et stabskompagni i en panserbataljon, så er det svært ikke at komme ud i terrænet, og jeg har da også været en del i Oksbøl og spæne rundt, siger han.
For eksempel mindes Per Jørgensen en search-øvelse, hvor han og kollegerne gemte våben og ammunition i en bil. Under øvelsen blev de hevet ud af bilen og visiteret på jorden med benene spredt ud til siden:
– En fra det modsatte hold skulle lige markere sig og sparkede til mit højre ben. Jeg mærkede et smæld i knæet, og så var det slut med den øvelse.
Knæet blev yderligere belastet i det daglige arbejde som mekaniker, når Per Jørgensen gik ned i hug for at lave tunge løft eller sad på knæ for at reparere forsvarets køretøjer. Alt i alt var det gennem årene en kombination af ”sort uheld, tilfældigheder og slid, der desværre ramte den samme person,” som han siger og tilføjer:
– Jeg har også selv presset på, fordi jeg er af den gamle skole, hvor man gør, hvad der bliver sagt. Det var samtidig heller ikke fedt, hvis der blev skruet ned for mit niveau. I krig kigger fjenden ikke på dig og tænker, ”vi skal lige vente på ham der, for han er ikke så hurtig”.
Jobskifte og stofskifte
I 2017 skiftede Per Jørgensen til en mere skånsom funktion som garagemester i Søværnet, hvor han fortsat arbejder i dag. Men pinen i knæet fulgte med, og smerten var konstant. Mentalt krævede det mange kræfter at skubbe smerten væk og koncentrere sig om at opgaverne, fortæller Per Jørgensen:
– Det var svært at slippe tankerne fra det, og jeg blev nemt frustreret over små afbrydelser, og så kom jeg til at give folk på arbejdet en overhaling. Så måtte jeg ud at finde dem bagefter og give en undskyldning.
På smerteklinikken i Odense havde han ellers lært mentale teknikker til momentvis at forskyde de evig jag, og han fik også antidepressiv medicin. Men det var ikke nok, og Per Jørgensen prøvede alskens smertestillende præparater, ”indtil der til sidst ikke var flere at prøve”. Et sidste svar blev lægeordineret morfin.
– Morfin er en kedelig rutsjebane at komme på, for man kan blive afhængig af det. Morfinen smertedækkede til et hvis punkt, men gradvist måtte jeg øge indtaget. Efter en arbejdsdag gik jeg ind på soveværelset og sov, indtil vi skulle spise aftensmad i familien. Nogle gange havde jeg ikke lyst til at stå op. Min krop var fuldstændig dopet.
Træt af ikke at have et liv
Gradvis skubbede smerterne, morfinen og trætheden Per Jørgensen længere ud på sidelinjen af livet, både på arbejde og derhjemme.
– Jeg var træt af ikke at have et liv og træt af altid at have ondt. Hvis ikke jeg huskede min medicin, så betalte jeg regningen ret hurtigt. Jeg skulle hele tiden tænke over at have medicinen på mig, hvor end jeg tog hen. Det var ved at være ødelæggende for mig altid at skulle passe på.
På et tidspunkt var Per Jørgensen så frustreret, at han jokede med at placere sit ødelagte ben bag en af de tunge køretøjer, der kom ind hos Søværnets garage:
– Hvis knæet blev knust, kunne jeg blive fri for smerterne, få en højere mén-sats og komme videre med mit liv. Jeg mente det aldrig for alvor, hvilket en psykolog bekræftede fuldstændig, men det siger noget om, hvordan jeg havde det.
Valg mellem mere morfin eller at fjerne benet
I februar 2021 var Per Jørgensen ved at nå bristepunktet. Noget nyt måtte ske.
– Jeg bad direkte om at tale med en overlæge, der var ærlig. Jeg ville have et helt nyt knæ og så komme videre. Lægen fortalte, at min knæ ikke kunne udskiftes, og at jeg havde to muligheder: Enten kunne jeg fortsætte og forøge morfinen til et punkt, der ville smertedække mig, men formentlig også sende mig ud af arbejdsmarkedet for bestandigt. Eller også kunne jeg få amputeret benet.
– På det tidspunkt skulle man ikke røre ved mit knæ. Knæet kunne godt bøje, men du skulle ikke prøve at vride det fra side til side, for knoglerne var slidt ned i hinanden, og man skulle ikke røre ved knæskallen. Der var ingen bløde dele tilbage i knæet, kun knogler, men det er de bløde dele, som ikke kan skiftes ud.
I Per Jørgensens sind var der kun én rigtig beslutning. Da han nogle måneder senere sad overfor sin egen læge, gav han fattet følgende besked: ”Du skal skrive en henvisning til Ortopædkirurgisk Ambulatorium med henblik på amputation af højre ben over knæet”.
– Så slap min læge tasterne, og sagde ”hvad siger du”? Jeg svarede: ”Ja. Tak. Det skal du gøre”. Jeg fik en tid til amputation i juni 2021.
Livsmod vendte tilbage
Da Per Jørgensen vågnede fra amputationen, var han ør og havde knaldende hovedpine. Sygeplejersken beroligede ham ved at fortælle, at han jo ikke længere var på smertestillende medicin og blot kunne mærke sin krop igen.
– Jeg havde dulmet smerterne med medicin i så mange år, at jeg ikke vidste, hvordan en hovedpine føltes.
Hvordan har tilværelsen været siden amputationen. Hvordan føles det bogstaveligt talt at miste en del af sig selv?
– Siden operationen har mit livsmod og humør har vendt 180 grader. Jeg er blevet en helt anden person. Jeg er mere åben og mindre vred, når jeg er på arbejde. Jeg vil jo gerne hjælpe folk videre i dagligdagen, når de står med et problem. Det er en kæmpe lettelse at kunne, siger han.
– Jeg har nogle enkelte fantomsmerter tilbage nede i foden, og jeg har haft krampe i min højre læg, som jo så ikke længere er der. Det er fuldstændigt mærkeligt, for jeg kan jo se, at der sidder et kunstigt ben, hvor min læg plejede at være.
”Der er ikke noget, der er umuligt. Jeg skal bare lære det på ny”
Sidste efterår, efter at CS gik ind i Per Jørgensens sag, fik han medhold i, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle genoptage spørgsmålet om varige mén. I skrivende stund venter han og CS på en speciallægeerklæring, så behandlingen af hans sag kan komme videre.
I køkkenalrummet er kaffen for længst drukket ud. Per Jørgensen viser rundt i huset, og på kontoret spørger han, om det er en ide at vise sit amputerede ben?
Han sætter sig i kørestolen og trykker på en knap på protesen. En ventil lukker lufttrykket ud, der lyder et svup, og Per Jørgensen sidder med protesen i hånden.
– Da jeg blev amputeret, satte jeg mig for at ville cykle over Storebælt i forbindelse med Tour De France. Det skulle være mit mål. Jeg kan ikke cykle lige så hurtigt, som før jeg ødelagde knæet i Irak, men tiden var også ligegyldig, jeg skulle bare gennemføre. Til næste år er mit mål at cykle 60 kilometer i Hamborg, og så skal jeg cykle etapeløbet Ride4Rehab, der cykles fra Aalborg til København.
Han afslutter:
– Efter operationen fik jeg hjælp af Amputationsforeningen. Det første, jeg fik at vide, var, at der ikke er noget, som er umuligt. Jeg skal bare lære det på ny.
Tekst, billeder og grafik: Anders Højer Rømeling.
