I kølvandet på en alvorlig dykkerulykke stod Thomas Heby fra Søværnets Dykkertjeneste helt alene i et årelangt behandlingsforløb: ”Jeg er fortsat glad for at arbejde i forsvaret den dag i dag, men jeg er samtidig dybt skuffet over, at min arbejdsgiver ikke var der, da jeg havde mest brug for hjælp.

Februar 2016, formiddag ud for Bornholm. Vejret er koldt og klart. Havet roligt. Under overfladen venter dagens destination, skibsvraget Affaire, der sank tilbage i 1800-tallet. Oversergent Thomas Heby har arbejdet i Søværnets Dykkertjeneste siden 2005 og skal denne dag dykke ned til vraget under en bomberydningsøvelse som led i årets BALTOPS-øvelse.

– Der er god sigtbarhed i vandet og ingen strøm. Helt fantastisk. Jeg har stået i båden som dykkerleder i timerne forinden. Endelig er det min tur til at komme ned.

Dykkerskade på 42 meter
Thomas Heby forsvinder ned i dybet. Ved skibsvraget på 42 dybdemeter befinder han sig i det element, han holder allermest af. 18 minutter senere går turen tilbage op til overfladen. Med 1500 dyk bag sig er han opmærksom på at ilte dykkerudstyret og sin krop.

Hvis ikke han gør det ordentligt, risikerer han at få dykkersyge, fordi trykforskellen under opstigningen kan danne kvælstofbobler i blodbanen og i kroppens væv. Konsekvenserne udgør alt fra hovedpine og svimmelhed til lammelser og i værste fald død.

– På vej op skyller jeg hele dykkersystemet igennem med ilt for at få Co2’en ud. Den cirkulation gør jeg, som jeg skal, to gange på vej op.

Men da Thomas Heby igen ligger og flyder i overfladen, er noget galt i kroppen. Han kommer ombord i gummibåden, som straks efter sætter kurs mod skibet, Søløven, hvor kolleger og dykkerlægen befinder sig.

– Da jeg sætter mig op i gummibåden, begynder det at klemme mellem skulderbladene. Det gør virkelig, virkelig ondt, og smerten bliver bare værre, som vi nærmer os Søløven.

Fra Jacques Cousteau til erhvervsdykker
Som barn havde Thomas Heby øjnene limet til fjernsynsskærmet i hjemmet i Aalborg, hver gang den berømte flådeofficer og opdagelsesrejsende, Jacques Cousteau, dukkede frem i sin karakteristiske røde alpehue. En del år senere lurede franskmanden stadig i baghovedet, da Thomas Heby brugte sin civile uddannelse til at uddanne sig til erhvervsdykker.

– De første tre måneder som erhvervsdykker var jeg i Grønland. Her måtte jeg dog erfare, at der er stor forskel på Jacques Cousteaus liv og livet som erhvervsdykker, som er et hårdt og slidsomt arbejde. Men det var som erhvervsdykker, at jeg mærkede, ”det er det her, jeg skal”. Siden da har jeg haft så mange fede oplevelser og minder som dykker, blandt andet fra mine isdyk i Norge og natdyk ved Bornholm.

Efter turen til Grønland fik Thomas Heby en stilling på det i dag udfasede minerydningsfartøj Makrellen, og senere sendte en sammenlægning i Søværnet ham til Marinestation Kongsøre, hvor CS’ journalist møder ham for at høre om ulykken ud for Bornholm for seks år siden.

En kile i ryggen
Gummibåden når frem til dykkerskibet Søløven, og Thomas Heby hjælpes ombord. Smerten er nu så voldsom, at Thomas Heby kun kan kommunikere ved at hviske. Han krænger grejet af i håb om, at det er de ekstra kilo, der sidder forkert, men det gør ingen forskel. Han stavrer ind på sit lukaf. Smerten forsætter, mindes han:

– Det var ligesom en kile i ryggen, der pressede sig længere og længere indad.

Imens tilser dykkerlægen ham, men både lægen og Thomas Heby er i tvivl om, hvorvidt smerten skyldes dykkersyge eller et muligt uheldigt stød gennem kroppen forårsaget af bølgegangen på vej ud til skibsvraget tidligere. Da Thomas Heby igen er alene for en kort stund på sit lukaf, tager smerten til:

– Mine ben sitrer, og jeg vil derfor ned og ligge på lægens briks i vores sygelukaf, som har bedre plads og et polstret underlag. Da jeg forsøger at rejse mig, kan jeg ikke stå på benene. Jeg kravler ud på gangen og råber på hjælp. Folk kommer stormende. Jeg siger, at jeg vil i trykkammer, for jeg kan ikke bevæge mine ben.

Ni timer i trykkammer
I skibets trykkammer bliver Thomas Heby gradvist tryksat til lavere og lavere dybde. Ved 18 meter kan han stadig ikke mærke noget. Men så, ved 37 dybdemeter, er det som om, en varm sitren strømmer fra nakken og hele vejen ned i hælene og tilbage igen.

– Det er en varm, stikkende følelse, som ikke var ubehagelig. Og så kan jeg rejse mig op igen.

Turen i trykkammeret forsætter ned til 50 meter og så op igen. I alt tilbringer Thomas Heby sig i kammeret i over ni timer i træk. Undervejs trækker han vejret igennem et iltapparat og laver forskellige motoriske øvelse. Her viser de første tegn sig på, at noget stadig er galt i kroppen:

– Jeg skal stå på ét ben og holde om mit skinneben. Det kan jeg ikke. Og jeg kan heller ikke tisse.  

– Jo længere tid man opholder sig på overfladen, jo flere skader kan man få i rygsøjlen. Min kollegaer reagerede hurtigt og fik mig hurtigt i trykkammer, så jeg kunne få skyllet de her kvælstofbobler ud af mit system. Hvis ikke de havde været der, kunne jeg havde siddet i kørestol i dag. Men boblerne havde nået at ødelægge noget.

Arbejdsgiver ikke med inde over sagsforløb
I dagene og månederne efter ulykken er Thomas Heby i et genoptræningsforløb på Rigshospitalet, mens ulykkens omstændigheder undersøges af Forsvarets Auditørkorps, FAUK. Det er Thomas Hebys tydelige oplevelse, at hvor FAUK’s undersøgelse kører, som den skal, er han som medarbejder i forsvaret overladt til sig selv.

– Der går et helt år, uden at nogen fortæller mig, hvad der er op og ned. På dette tidspunkt mangler jeg virkelig en person, der tager mig i hånden og har overblikket over mit forløb. I stedet skal jeg selv være tovholder på alting. Min læge ved ingenting om mit videre forløb, da jeg bliver udskrevet fra Rigshospitalet, så heller ikke der får jeg svar på min sag.

Måtte selv skaffe lægeerklæring for sin tilstand
Næsten halvandet år senere får Thomas Heby på opfordring fra sin daværende kæreste, der er sygeplejerske, lavet en speciallægeerklæring. Med speciallægeerklæringen står han med en objektiv lægefaglig vurdering i hånden som bevis på sine skader fra dykkerulykken.

Samtidig får han hjælp af CS til at køre en arbejdsskadesag ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Men med lægeerklæringen følger også, hvad der virker som en eksistentiel dødsdom. De permanente skader på Thomas Hebys krop betyder, at han ikke længere må dykke i tjenesten:

– Jeg har aldrig prøvet at være et lige så fantastisk sted som under vandoverfladen. Her er jeg vægtløs. Men pludselig får jeg at vide, at jeg ikke kan dykke mere. Hvis ikke jeg er minedykker, hvem fanden er jeg så? Der gik nogle år, før jeg havde den på plads i mig selv, og før jeg kunne minde mig selv om, at jeg stadig var minedykker med 1500 dyk bag mig og en masse erfaring, som jeg kan lære fra mig.

Forsvaret ansvarlig for defekt dykkerudstyr
I november 2017 falder der afgørelse i Thomas Hebys sag. AES anerkender, at ulykken har givet ham dykkersyge og varige mén på 30 procent. Som begrundelse peger AES på speciallægeerklæringen, som Thomas Heby som beskrevet måtte skaffe på eget initiativ. Anerkendelsen resulterer i en økonomisk godtgørelse på ca. 247.000 kr.

Ydermere skriver AES på baggrund af FAUK’s undersøgelser, at ulykken skete på grund af en fejl i forsvarets dykkerudstyr. Denne fejl havde Thomas Heby ikke selv mulighed for at identificere og korrigere, lyder afgørelsen.

CS og Thomas Heby kræver særskilt erstatning fra Forsvarsministeriets Personelstyrelse (FPS), da FPS har handlet uagtsomt i forhold til dykkerudstyret. Godtgørelsen lyder på 29 dage af 200 kr., altså yderligere 5.800 kr. i godtgørelse.

– Det var forsvarets skyld, at der var fejl i udstyret. Det nægtede de i første omgang, men der gik CS forsvaret på klingen, og forsvaret ændrede mening, siger Thomas Heby.

Endelig anker CS sagen med henvisning til øvrige smerter forårsaget af dykkersygen. Ankestyrelsen stadfæster dog den oprindelige afgørelse, så mén-størrelsen og godtgørelsen forbliver uændret.

“Som et jernstativ omkring kroppen“
Den dag i dag kan Thomas Heby ikke løbe en tur, cykle, svømme eller sågar gå rask til, før at hans torso strammer til, og benene sitrer.

– Det er som om, jeg har et jernstativ omkring mig, der bare bliver stivere og stivere, jo mere jeg bevæger mig. Det eneste, jeg kan gøre, er at stå helt stille, så min krop ligesom bliver nulstillet. Neurologerne siger, min hjerne sender for mange signaler til musklerne.

– I forhold til omfanget af mine mén, synes jeg, at godtgørelsen er meget skuffende. Det står slet ikke mål med de begrænsninger, ulykken har påført mit liv, siger han og viser en tabel med typer af medicin mod neurologiske smerter, han er nødt til at tage flere gange dagligt.

– Jeg havde fået et større beløb, hvis jeg havde tegnet en heltidsulykkesforsikring. Derfor er jeg altid efter vores nye minerydningsdykkere, så de får sådan én (i dag er CS-medlemmer automatisk dækket af en heltidsulykkesforsikring, red.).

Skuffelsen over tavs arbejdsgiver sidder stadig i kroppen
Mest af alt har Thomas Heby svært ved at acceptere, at forsvaret aldrig tog hånd om hans sag, da han som medarbejder havde allermest brug for det:

– Jeg er fortsat glad for at arbejde i forsvaret den dag i dag, men jeg er samtidig dybt skuffet over, at min arbejdsgiver ikke var der, da jeg havde brug for hjælp.

– Jeg synes, det er underligt, at jeg aldrig hørte noget. Så mange dykkerskader har vi trods alt ikke i forsvaret. Jeg håber virkelig, at nogen et eller andet sted i forsvaret har lært noget af min sag, så andre ikke skal risikere at gennemgå det samme, som jeg var igennem.

Tilbage ned i dybet
Thomas Heby arbejder i dag fortsat ved Marinestation Kongsøre, hvor han blandt andet underviser i undervandsammunition og er med til at indføre sonar i Søværnets Dykkertjeneste.

– Kongsøre er et godt sted at være, her er nogle fantastiske kolleger, og vi får ofte spændende opgaver ind, siger han, inden talestrømmen drukner i motorstøjen fra en Seahawk-helikopter, der flyver forbi tæt ved og lander bag bygningen.

Interviewet er slut, og Thomas Heby viser CS’ journalist rundt. Ved trykkammeret mindes han en ferie i Vietnam i 2018, hvor han for første gang siden ulykken dykkede under overfladen:

– Jeg var af sted med en kollega. Han spurgte, om jeg var bekymret, inden vi gik i. ”Det var jeg overhovedet ikke,” svarede jeg. Det var først bagefter, at jeg indrømmede, at jeg faktisk havde været lidt bekymret over at skulle dykke igen, men jeg ville ikke risikere, at han bakkede ud af det ud af hensyn til mig.

– Vi var 15 meter nede, som ikke er så meget igen i min verden. Men jeg ville det, og jeg havde brug for det. Hvis ikke jeg kan dykke længere, hvad skal jeg så?

Forsvaret: Ledelsesmæssigt ansvar at tage sig af medarbejdere

• I en mail til CS skriver Forsvarskommandoen, at det ved tilskadekomster som Thomas Heby’s sag er et ledelsesmæssigt ansvar at sørge for, at medarbejderen samt sagen bliver behandlet efter gældende procedurer.

• Dertil bekræfter Forsvarsministeriets Personalestyrelse, at dykkersyge rigtignok betragtes som en arbejdsskadesag, og at den ansatte har krav på at blive understøttet med tilvejebringelse af lægelige oplysninger og dokumentation samt adgang til psykisk krisehjælp.

• Har man spørgsmål til breve eller anden kommunikation sendt af Forsvarsministeriets Personalestyrelse, kan styrelses Sektion for arbejdsskade og erstatning mandag til torsdag kl. 9-12.

Tekst, billeder og grafik: Anders Højer Rømeling.